x
Anita Lerche: Love is My Religion

Anita Lerche
Love is My Religion

Tilbage til det pæne, vestlige udtryk?

GAFFA

EP / Eget selskab
Udgivelse D. 11.12.2020
Anmeldt af
Ivan Rod

Danske Anita Lerche pladedebuterede i 2005 med albummet I Love A Piano, der bød på pæne coverversioner af pop-rock-ballader som "Tears in Heaven", "You’ve Got a Friend" og "House of the Rising Sun".

Siden har Anita Lerche udgivet yderligere tre album – heriblandt gennembrudsalbummet, Heer from Denmark, i 2006. Det særlige ved det – og de efterfølgende album: Sadke Punjab Ton og Bhajans fra henholdsvis 2014 og 2016 – var, at Anita Lerche, som i udseende er som indbegrebet af en nordisk blond kvinde, som den første vestlige kvinde sang alle sange på punjabi.

Pludselig gjorde den danske kunstner sig gældende på et af Indiens hovedsprog! Med popmusik af indisk tilsnit! Dét var usædvanligt. Og det blev bemærket i det meste af verden. Faktisk var hendes indsats så ferm, at hun røg ind på amerikanske Billboards top-5 med Bhajans. Men også i Indien mødte hun anerkendelse, og snart blev hun musikalsk/kulturelt bindeled mellem Danmark og Indien og udvalgt til at repræsentere Danmark i den verdensomspændende fejring af Mahatma Gandhi i 2018 (hvor sangere fra 124 lande indsang hans yndlingssang, “Vaishnav Jan To”, på Gujarati).

Med andre ord: Anita Lerche har med sin interesse for indisk musik, sin fornemmelse for nogle af de indiske hovedsprog, sine kvaliteter som sangerinde og sit i denne forbindelse usædvanlige ydre gjort sig bemærket over hele verden – selvfølgelig især i Indien.

Derfor har undertegnede – og mange andre over den ganske verden – også store forventninger, når der udkommer nyt fra hendes side.

Men det nye udspil – ep’en, Love is My Religion – overrasker.

Jeg ved på forhånd, at Anita Lerche, som nu bor i USA, denne gang selv har skrevet sangene. Og at hun selv har produceret musikken – sammen med den anerkendte, Grammy-nominerede, amerikanske guitarist Jim “Kimo” West. Men fra første strofe må jeg også erkende, at det indiske eventyr er slut. I hvert fald er det på den nye ep erstattet af et altovervejende vestligt eventyr. I tone og stil vender Anita Lerche nemlig tilbage til det pæne udtryk, som også herskede på debutalbummet, og som bunder i hendes baggrund i musicals og underholdning.

Vel emmer titelnummeret af Indien (om end videoen til nummeret er skudt i Indianapolis i USA). På dét står Satwinder Pal Singh på Sarangi og Subhash Kali på Tabla centralt i lydbilledet. Men i ep’ens øvrige numre er den centrale akkompagnatør, producer Jim “Kimo” West på guitar. Og med ham er vi netop i West, ikke i øst. Anita Lerche synger på engelsk, har komponeret (de fem af ep’ens seks numre) efter vestlig standard, som var vi i musicalens verden.

Alle sangene er gedigne med stærke budskaber om kærlighed og fællesskab på tværs af landegrænser og religioner – efter min mening ikke sange, der er på niveau med dem, vi hørte på de tre indiske album, men ikke desto mindre gedigne sange, som også allerede har udløst anerkendelse: Global Music Awards har tildelt Anita Lerche en ”Silver Medal” for ”Outstanding Achievement” indenfor kategorien ”Female Vocalist”.

Men altså… kvaliteterne til trods – vokalen, for eksempel – er jeg lidt skuffet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA