x
Chris Cornell: No One Sings Like You Anymore, Vol 1

Chris Cornell
No One Sings Like You Anymore, Vol 1

Overproduceret englesang fra det hinsides

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 11.12.2020
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Det her er første gang i lang tid, Chris Cornell kommer på afspilleren i det lille anmelderhjem. Med undtagelse af i sommer, der bød på en kort periode, hvor Audioslaves fine debutalbum flittigt frekventerede høretelefonerne under løbeturene. Det var dog primært ansporet af den fremragende og absolut anbefalelsesværdige podcast ”Indbegrebet Af…”, der tog Rage Against The Machine og Soundgarden-bastarden under kærlig behandling og mindede om, hvor gode sange kvartetten nåede at få på samvittigheden i løbet af sin forholdsvis korte levetid.

Grunden til det lange fravær af Cornells gudevokal i øregangene på undertegnede skal findes i, at det simpelthen har været vanskeligt at finde nogen glæde i mandens sange oven på hans tragiske selvmord. Det var på en eller anden lettere at lytte til Lemmy og Bowie, da de var væk. Bowie havde været tilbagetrukket længe, og man havde næsten vænnet sig til, at han ikke var der, før han pludselig vendte tilbage i et kort glimt for derefter at forsvinde for altid.

Lemmy havde levet et hårdt liv, og selvom vi var mange, der tænkte, at han sikkert ville leve evigt, var det ikke på den måde et uafrysteligt chok, at hans krop ikke kunne mere. At Cornell endte sit liv for egen hånd, var anderledes rystende. Han var i god form, både musikalsk og fysisk – at psyken ikke fulgte med, var en sørgelig overraskelse.

Derfor har de mange gode stunder til tonerne af Soundgarden, Audioslave og mandens soloplader længe været skiftet ud med en fornemmelse af sortsyn og meningsløshed. Det ændrede sig imidlertid en smule i sommer. Dels under det korte genhør med Audioslave, og dels da det flotte cover af Guns N’ Roses' ”Patience” udkom i juli. Den sang havde jeg jo ikke på den måde et tilhørsforhold til, der kunne slås skår i, og den blev på en eller anden måde en vej tilbage til at nyde Cornells stemme og musikalske univers – bortset fra Scream, som jeg nok aldrig lærer at holde af.

På den måde er en hel samling af covers en kærkommen overraskelse og en glimrende anledning til at forsone sig med tragedien og nok engang lade Chris Cornell blive en del af mit musikalske verdensbillede på anden måde end i minderne. Sangene er heldigvis ikke af den slags, der i forvejen er fortolket til døde, og fraværet af sange af samme type som ”Hallelujah”, ”Bridge over Troubled Water”, ”Yesterday” og lignende er bestemt klædeligt.

Tracklisten, der består af sange fra blandt andre ELO (”Showdown”), Janis Joplin (”Get It While You Can”) og Terry Reid (”To Be Treated Rite”), er bestemt en inspirerende omgang. Men hvor det er en lise for sjæl og øregange at høre Cornell presse stemmen til det yderste i ”Stay With Me Baby” og tage tidligere nævnte ”Patience” under nænsom behandling, er der en lidt ærgerlig tendens til, at de fine sange er en kende overproducerede, og et mere nedbarberet, skramlet og rustikt udtryk havde klædt flere af sangene bedre end det noget strømlinede ditto, stemmen er sovset ind i på størstedelen af albummet.

Det er naturligvis en smagssag, men strygerne på ”Nothing Compares 2 U” føjer for eksempel fine nuancer til lydbilledet, mens den svulstige produktion, der præger ”Jump Into the Fire” og ”Sad Sad City” ikke gør noget godt for nogen. Det kan man jo håbe, de har lært af på den 2’er, titlen mere end antyder er på vej. Og det håber jeg da, for på trods af flere tvivlsomme valg i producerstolen, er det et rørende og kærkomment genhør med en stor og savnet stemme.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA