x
Dopha: The Game

Dopha
The Game

Her er præcis det album, den danske musikscene har brug for lige nu

GAFFA

Album / The Bank
Udgivelse D. 22.01.2021
Anmeldt af
Sara Elisabeth Nedergaard

Der er masser af referencer at trække på, når pressemeddelelser skal sendes ud, og musikjournalister skal skrive om Danmarks nyeste stjernefrø med internationalt potentiale.

Og jo, jeg kan da godt høre, at Dopha er inspireret af heltene Lana del Rey, Taylor Swift og Norah Jones.

Og jeg hører også nogle stærke kvinder fra halvfemserne, som Sheryl Crow og Nina Persson. Og faktisk også nogle danske sangere, som Kira Skov og Pernille Rosendahl.

Og der er da også lidt Billie Eilish, der sniger sig ind på skæringer som ”Happy For Me”.

Og lidt Soleima på ”New Year”.

Og jo, måske lidt for meget Lana del Rey på ”3 Years”.

Noget, der til gengæld er herligt udeblivende i Dophas musik, er lyden af ALT ANDET PÅ DEN DANSKE POPSCENE.

Jeg er ved at gå til af kedsomhed over, at det hele er blevet mast sammen til en stor, homogen melasse, hvor man ikke kan skelne de stakkels unge kunstnere på P3 fra hinanden.

Hits som ”The Game” og ”Happy for Me” er nemlig skarpskårne og veldrejede popnumre med en rocket kant og et tidløst udtryk, vi ikke har set på den danske musikscene i årtier.

Samtidig er Dopha så fin og alderssvarende på mere stille skæringer. Som ”Forget Your Name”, hvor hun stille synger: ”I wish that I could get over you/ But I don’t think you want me to”. Helt enkelt og ungt og sårbart. Og det går bare rent ind.

Dopha fungerer også på de mere tempo- og humørfyldte numre, som ”I’m Not Crying, You Are” – en lille fin sag, som kun bliver løftet med en endnu ukendt mand, Beinir (seriøst, hvem er det?) med på vokal.

Jeg havde brug for Dopha. For jeg var ved at være godt træt.

Men så var hun der, 23-årige Sofie Daugaard Andersen fra Randers.

Dopha er hele pakken. Hun skriver (med lidt hjælp udefra) sine egne tekster og melodier (hvilket ikke burde være en bedrift, men det er det desværre). Hun spiller guitar. Hun synger. Og så gør hun alle tre ting overbevisende og med en god portion indlevelse.

Vi havde brug for Dopha på den danske musikscene. Stærke skæringer fra en ung kvinde, der ikke lader sig diktere af AutoTune og TikTok-trends. Som skriver og spiller og synger, som er en ægte musiker!

Tak, Dopha, du giver mig håb for fremtiden. Måske bliver 2021 ikke så slemt et år alligevel.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA