x
The Kid Laroi: F*CK LOVE

The Kid Laroi
F*CK LOVE

The Kid Laroi dræner én for alt overskud på debutalbum

GAFFA

Album / Columbia Records
Udgivelse D. 11.06.2020
Anmeldt af
Elias Kvist

Jeg er meget gammeldags på alle måder. Jeg er den klassisk konservative i vennegruppen, og jeg skal nok ikke have for mange genstande, før jeg begynder at sige dumme ting om gamle dage, jeg slet ikke levede i. I kender typen. Derfor vidste jeg også, at det ville blive en udfordring for mig at skulle anmelde The Kid Larois gennembrudsalbum ”F*CK LOVE”, der ud af det blå er blevet fast inventar på hitlister verden over.

Det er svært, fordi jeg voksede op med 00’er-hiphop uden at kende rigtigt til genrens udvikling i årtierne, før jeg blev født, aka old school. Men at det dna, jeg kender som hiphop, de seneste år er blevet udfordret noget så voldsomt af alverdens subgenrer er vel naturligt i sig selv. Den største lige nu, rent omfangsmæssigt, må være den emo-trap-bølge med navne som Lil Uzi Vert, XXXTentacion og Juice Wrld, og nu også australske Kenneth Jeffrey Howard repræsenterer.

Allerede som 14-årig debuterede han med den uafhængige ep ”14 With A Dream” og gjorde sig bekendt med sidstnævnte emo-trapper, hvilket bragte ham til kontrakt på Columbia Records. Der er altså mange gode kræfter bag udgivelsen, som utvivlsomt har længere lunte i den nye skole. Jeg føler mig nemlig urimeligt gammel, efter at jeg har lyttet til albummet.

Albummet starter egentlig fortrøstende med ”Pikachu”, som er… hæderlig. Et iltert flow følger et high pitched soul-sample, mens Laroi fortæller historier om familiens traumer. Der er noget relaterbart, noget af den hiphop-dna, som jeg kan genkende. Måske derfor længes jeg også tilbage efter det her (langt fra sublime!) åbningsnummer, mens vi fortsætter ind i albummet.

Hittet ”So Done” inkorporerer noget, der i min bog er meget meget langt væk fra selv 10’ernes hiphop-skoler. En klimprende akustisk ukulele skærer sig op ad Larois destruktive tekster om forliste forhold og utilpassede unge. Det hele skubbes lidt på vej af en forstyrrende lille bas omme bagved, som ikke øger nummerets kvalitet. Det hele lyder som en Jason Mraz (no hate), der altså virkelig er blevet sur på en ekskæreste på en Hawaii-tur.

Men der skal stadig være lidt attitude i det hele, og det får vi så på ”Tragic”, hvor et sensitivt klaver spiller i baggrunden af et generisk trap-beat, mens Laroi semi-råber sine teenage-kvaler i søvne. Det lyder, som om Laroi i selskab med kollektivet Internet Money og Young Boy Never Broke Again har sat sig for at finde en ny ekstrem af kvalm med de ingredienser i kogebogen, de nu engang har til rådighed. Det bliver bare så umådelig fladt at lytte til ad flere omgange, og det er virkelig albummets udtryk i det hele taget.

”Always Do” vender tilbage til vinderkonceptet fra ”So Done”, bare med en guitar, men lige så bitter og rørstrømsk Laroi, og Marshmellos bidrag på ”Feel Something” gør intet for at hive teen’en ud af denne spiral. Tematikken og fantasien i musikken er så ensformig, at den føles fraværende, og den her stilart er lige for tiden voldsomt udfordret af det her symptom. ”F*ck You, Goodbye” forsøger heller ikke med noget nyt, men hiver bare Machine Gun Kelly ind, så der kan være dobbelt så meget livstræt mismod i studiet på samme tid.

Endnu et megahit, ”Without You”, starter med linjerne ”You cut out a piece of me / and now I bleed internally”, og det er den her same kreds af dødtrætte klichéer, som nummeret og tre fjerdedele af albummet helt uhæmmet begiver sig rundt i. Det er på mange måder dejligt at se, at hiphoppen og poppen samarbejder i mange tilfælde, men der er en frygtløshed over at kaste sig over i hjerte/smerte-balladerne i Larois projekt, der bare gør gamle-rotte-mig helt forskrækket. Og det er ikke til at spise.

”Maybe” er endnu en eksponering af mennesket Laroi, der simpelthen begår fejl engang imellem, og han bøjer ikke mange lillefingre for at forklare, hvor vigtigt det er. Det er ”don’t show it, tell it”- princip for fuld udblæsning, og ”Wrong” gør det kunsten efter, igen-igen med klaver over et energiforladt beat og en snøvlet Lil Mosey på feature. Et eller andet sted er der taget den beslutning, at det at læse op af sin dagbog er tilsvarende og at foretrække frem for poetiske floskler og volapyk. Måske sælger det mere, det ved jeg ikke. ”I Wish” – omkvædet går: ”I wish there was a way / where I could take away the pain”. Budskabet er jo oprigtigt og vel egentlig noget, der er relaterbart for langt de fleste mennesker, men serveringen er så kalkuleret og røvsyg på samme tid (de to ting behøver ikke gå hånd i hånd), at identiteten og særpræget ved Laroi fuldstændig drukner på albummet.

Alt håb er dog ikke ude, og vi trækker vejret igen en smule, da Corbin dukker op på ”No Fair” og her kammer følsomheden næsten ikke over, og i det tempo komplementerer de to horrorglade vokalister næsten hinanden. Mentoren Juice Wrld viser sig også post mortem på hittet ”GO”, og man kan næsten mærke noget af den nerve, som startede kemien imellem de to i 2018. ”Same Thing” smager også noget mere af Bieber end emo-trap, og det er faktisk positivt, fordi resten af numre som ”Erase U” og ”Running” lyder som Bieber, men kamufleret i hiphop, og der foretrækker jeg, når skellet er tydeligt.

”Need You Most (So Sick)” får for alvor bægeret til at flyde over. Her er 00’erne igen på spil, hvor Ne-Yohs ”So Sick” bliver hyldet/maltrakteret til uigenkendelighed, og forbilledets coolness og illusoriske elegance er erstattet af småkvalte desperationsråb, der ikke stikker dybere end vand til anklerne. Det er igen for at sige, at den her uoverensstemmelse mellem mig og ”F*CK LOVE” mere er et tidsbillede end Larois egentlige skyld.

Lukkeren ”Selfish” forsøger at vende tilbage til åbningsnummerets selvforståelse, men uden held, for monotonien har sejret på det her tidspunkt med de samme akkordgange og de samme enderim, som hele albummet har været genstand for. Den uforstyrrede og uhæmmede lytter vil være glad, fordi emotrappens vartegn for så vidt er til stede på albummet, og hitlisterne taler altid deres eget sprog. Jeg kommer bare ikke nærmere på en forståelse af bevægelsens charme og drivkraft ved at lytte til Kid Larois debutalbum.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA