x
Arlo Parks: Collapsed In Sunbeams

Arlo Parks
Collapsed In Sunbeams

Blændende, men til tider også dvælende debut

GAFFA

Album / Transgressive Records
Udgivelse D. 29.01.2020
Anmeldt af
Johanne Nedergaard

Anaïs Oluwatoyin Estelle Marinho laver blød, lækker og hudløs ærlig soul under kunstnernavnet Arlo Parks. Når man hører sangteksterne, kan det undre én, at afsenderen på dem er en 20-årig kvinde, for de vidner om en følelsesmæssig ballast og kapacitet, jeg tror, de færreste kan blære sig med.

Nu er Arlo Parks ude med sit debutalbum Collapsed in Sunbeams, en vending fra Zadie Smiths bog On Beauty, som Parks selv har sagt indkapsler den bittersøde fornemmelse, albummet om hendes sommerminder fra London byder på. Og det må man sige, at både titlen og sangteksterne på albummet i den grad lykkes med. Albummet åbnes af titelsangen, som er et utroligt fint stykke med salige guitaranslag og underlæggende synths, mens Parks leverer sangteksten i spoken word-stil. Smuk start.

Vi kommer mere op i fart på ”Hurt”, som med legende trommefigurer og godt groove sparker albummet i gang. Det fortsætter på ”Too Good”, som er et lidt mere sassy track, der med kække strenge og overlegent kor er det rene empowerment-nummer, du skal sætte på, næste gang selvtilliden halter.

Men Parks viser os også, at hun kan andet end at servere rendyrket girlpower-attitude. På ”Caroline”, "For Violet" og ”Bluish” bliver der åbnet op for fortællinger om knuste hjerter, psykiske kvaler og klaustrofobiske fornemmelser i et forhold.

Vi kommer egentlig gennem hele følelsesmøllen med Parks. Hun demonstrerer, hvordan livet gør ondt og hvordan man bearbejder det, så det hele bliver lyst igen.

På sidste nummer ”Portra 400” slutter vi af, hvor vi startede med spoken word-fraseringer fra Parks, efter albummets mantra "making rainbows out of something painful" synges sagte med hjælp fra fine keys og kor. Ih, det kan hun altså virkelig finde ud af, så det går lige ind i hjertekulen.

Alt i alt har Arlo Parks simpelthen skabt et album, som jeg selv kunne have brugt som 20-årig. Der er nemlig højt til loftet og plads til de store følelser, og det kræver mod at skabe og levere. Skal jeg dog sætte en finger på noget, skulle det være, at Parks virker til at tro, at koden til det perfekte, moderne soultrack skal bestå af gentagende guitaranslag, atmosfærisk rumklang og en meget dvælende vokalføring hele vejen igennem. Det har hun bevist, at hun mestrer, så man kunne godt længes lidt efter, at der blev vovet bare en smule mere, selvom hun allerede har givet os rigtig meget.

Jeg krydser (virkelig) fingre for at opleve Parks til hendes koncert den 13. april i København, og så glæder jeg mig til at opleve hendes sange i live-format til dette års GAFFA-Prisen den 4. marts, om så det bliver digitalt eller ej.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA