x
Solvej: Drømme på dage, hvor tanken er tung

Solvej
Drømme på dage, hvor tanken er tung

ANMELDELSE: Vestjyde drager vestover til Nashville

GAFFA

Album / Eget selskab
Udgivelse D. 29.01.2021
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Vestjyder gør ofte en dyd ud af at være forankret i deres hjemstavn. Selvfølgelig ikke ulig andre. Men helt naturligt er de også drevet af en udlængsel, som vi fleste andre kan fornemme, når vi står på vestkysten og skuer ud over det endeløse hav. Sanger og sangskriver Solvej er ingen undtagelse. Hun elsker alt ved Vestjylland og samtidig søger hun væk. På hendes første album Fra Vestjylland og hjem handlede det om kontrasten mellem by og land. På opfølgeren handler det mest om Vestjylland, men denne gang iklædt en distinkt Nashville-tone, da albummet er indspillet i netop countrymusikken arnested.

Men Drømme på dage, hvor tanken er tung er først og fremmest et hjemstavnsalbum, og Solvej går da heller ikke all in på countrytonen. Det er først og fremmest en poetisk folkpop, der går med meget forsigtige skridt. Albummet lægger ud med en lille spoken word og ”Der hvor jeg er fra”, der går helt i dybden på det geografiske tilhørsforhold og opvæksten for at erkende, at det hele ikke gik som forventet. En meget smuk indgang til Solvejs verden.

Hendes små og skrøbelige melodier får et dejligt pift, når det kommer lap steel-guitar indover. Der er nemlig ikke ret langt fra vestjysk sangskrivning til det amerikanske. De er bare bedre til det med country i Jylland end i resten af landet. Det ville dog klæde Solvej, hvis hun havde givet mere slip og ladet de amerikanske sessionmusikere sætte er større aftryk på melodierne. Men Solvej insisterer på at hendes sangskrivning skal overtrumfe, og det er et meget forsigtigt og prøvende musikalsk univers, som hun befinder sig i. Nok lidt en tilstand, som hun ikke ønsker at bryde, hvilket man må respektere.

Solvejs force er hendes klangfulde vokal, der er svær ikke at blive lidt forelsket i. Den er lyden af lyse nætter og udlængsel, og hun lyder bare overbevisende og helt nærværende i hendes sang. Det folder sig drømmende ud i den stoflige og let angstfulde ”Fugle Fortrak”, der leger lidt med en melodiopbygning, der gør hende godt. Men det er også plads til en mere løssluppen stemning i den banjodrejede ”Du er ikke bange for noget” og en ægte omgang underspillet vestjysk blues i ”Et barn i min mave”. Men det er først til slut i albummets sidste sang ”Fremtid, fremtid” at Solvej for alvor bygger op til noget større, som gerne måtte være kommet noget tidligere på albummet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA