x
Steven Wilson: The Future Bites

Steven Wilson
The Future Bites

Jævn leg med rytmeboksen

GAFFA

Album / Caroline international
Udgivelse D. 29.01.2021
Anmeldt af
Keld Rud

Den britiske musiker Steven Wilson er en kunstner, som konstant udfordrer sine følgere. I sit tidligere band Porcupine Tree bevægede han sig gennem psykedelisk, progressiv, heavy og krautrock tilsat en sans for melodi inspireret af popmusikken. Efter at han er gået solo har hvert album været endnu et skridt ud på hidtil ubetrådt land. Steven Wilson har ikke uden grund været set som den progressive rocks renæssancekunstner nummer et. Som lytter er der ikke meget andet at gøre end at spænde sikkerhedsbæltet, påføre sig en styrthjelm og være beredt på lidt af hvert.

På forrige album To the Bone var det ifølge Wilsons eget udsagn popmusikken, der var den musikalske ledetråd, selvom der i denne anmelders perspektiv var væsentlig mere rock at finde på omtalte album. På Wilsons sjette album, The Future Bites, der oprindeligt skulle have være udgivet i sommeren 2020, er det fortsat popmusikkens udtryk, der jagtes. Dog i en noget andet ramme end på forgængeren. Guitarerne og de andre konventionelle instrumenter har for store dele af albummets vedkommende fået sat stolen for døren. I stedet bliver sangene båret frem af programmerede trommer, loops, keyboardflader og lyde.

Albummet består af en intro og otte sange. Det kan af omfang ikke måle sig med de foregående tre album, hvor Wilson har serveret omkring en times musik. The Future Bites er 42 minutter. Selvom første single "Personal Shopper" runder de ni minutter, er der ikke meget arvegods tilbage fra den progressive rock, som Wilson er blevet set som frelser af og bannerfører for. Der er et break i "Follower", hvor man uden tvivl vil komme til at tænke på "The Camera Eye" af Rush, hvis man vel at mærke kender det nummer. Men så er det også sket med de progressive tilbøjeligheder. Derudover er det forskellige perioder af og retninger inden for elektronisk, pop og art-rock, der trækkes veksler på.

Men hvordan fungerer denne leg med de elektroniske lyde og muligheder? Wilson træder i denne ombæring udelukkende nye stier for sig selv. Han innoverer ikke den elektroniske musik, men bruger den i stedet som kulisse for otte sange, der sagtens kunne have været på To the Bone med en anden instrumentering.

Når Steven Wilson er skarp som sangskriver, lægger man knapt mærke til at udtrykket er et andet. "Self" er artrock mejslet ud i glas og er i familie med tidlig Peter Gabriel og David Bowie anno 1980. På "12 Things I Forgot" får guitarerne lov til at ringe gennem hele nummeret. Det er samtidig et af de mest iørefaldende og lettilgængelige numre på albummet. Med en selvransagende tekst, der ser tilbage med nogen sentimentalitet på fortidens undladelsessynder, er det et af få højdepunkter.

Omvendt er det overordentligt kedeligt, når Wilson træder ved siden af. "Eminent Sleaze" er syntetisk funk, der aldrig får tag om den del af den menneskelige anatomi, den prøver at bevæge. "Man of the People" er et begivenhedsløst nummer, der træder vande i næsten fem minutter.

Den tidligere omtalte "Personal Shopper" placerer sig med sit frontalt angreb på den vestlige forbrugerkultur et eller andet sted ind imellem disse to positioner. Et langt mellemstykke af nummeret, hvor Sir Elton John opremser en række forbrugergoder, tager sammen med b-stykket, der er alt for forelsket i flerstemmig sang, brodden af vers og omkvæd, der kunne have været et af de bedste new wave-numre på denne side af firserne.

The Future Bites rammer hverken plet eller helt ved siden af. Wilsons sangskrivning er langt fra det niveau, han tidligere har præsteret på. Det er let at give det elektroniske isenkram skylden.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA