x
Foo Fighters: Medicine at Midnight

Foo Fighters
Medicine at Midnight

Den perfekte, danserockende medicin mod coronakuller

GAFFA

Album / Sony Music
Udgivelse D. 05.02.2020
Anmeldt af
Ole Rosenstand Svidt

Med deres tiende album Medicine at Midnight har Foo Fighters begået deres til dato korteste album. Ni sange og knap 37 minutter er det blevet til, men kvalitet er jo bedre end kvantitet, og der er ikke mange kedelige stunder på udspillet. Udgivelsen er nok også deres mest poppede og dansevenlige til dato, uden dog at sælge ud af rocken og bandets grundværdier, og melodimaterialet er stærkt hele vejen.

Det begynder lige på med nah-nah-kvindekor på åbneren, ”Making a Fire”, der også byder på håndklap i mellemstykket. ”I've waited a lifetime to live”, synger Dave Grohl i omkvædet, og man kommer næsten til at tro, at det er gruppens bud på en festplade, der skal foregribe afslutningen af pandemien, men albummet blev faktisk færdigindspillet i februar 2020, før corona for alvor blev et ord, vi alle forbandt med andet end en øl.

Singleforløberen ”Shame Shame” følger med smådansable rytmer og dramatiske strygere, og endnu mere funky og groovy bliver det senere på titelnummeret, hvor bassen gør det svært at sidde stille. Inden da har vi fået to af udspillets bedste sange. Først den dance-rockende, iørefaldende ”Cloudspotter” om ikke at se så sort på tingene, med den finurlige tekstlinje ”Refuse me while I kiss the sky” med en lille hilsen til Jimi Hendrix.

Dernæst den mere afdæmpede ”Waiting on a War”. En sang, der begynder med akustisk guitar og gradvist udvikler sig med flere instrumenter, strygere, stigende tempo og en interessant, alvorlig tekst om frygten for krig, både under Grohls barndom med frygten for atomkrig mellem USA og Sovjet og nu, hvor især fronterne er trukket skarpt op i USA mellem rød og blå, og hvor det for et par år siden gjaldt USA versus Nordkorea og deres respektive røde knapper.

”No Son of Mine” synes at udtrykke utilfredshed med politiske ledere, der står med Bibelen i hånden (ingen nævnt, ingen glemt), men ellers er der tekstmæssigt mest tale om feststemning, glade dage, begær – og så lidt ulykkelig kærlighed på den lavmælte og luftige ”Chasing Birds”, som melodisk minder en smule om John Lennon-klassikeren ”Woman”. Endnu et højdepunkt på en plade, der kan sammenlignes med Queens of the Stone Ages seneste udspil, Villains, med den vellykkede fusion af rock og dansable rytmer.

Som det fremgår, er der en del ret åbenlyse og ganske elegante referencer på albummet. "No Son of Mine" har eksempelvis et guitarriff, der minder en del om Motörheads "Ace of Spades", mens ”Holding Poison” åbner med et guitarriff, der sender tankerne i retning af The Kinks’ ”You Really Got Me". De fremstår mere som hyldester end plagiater og indgår problemfrit i Foo Fighters' egne kreationer.

”Love Dies Young” lukker og slukker albummet med et ørehængende guitartema over hurtig rytmeguitar og er også svær at sidde stille til, og så er det bare at spille pladen igen forfra – den kan sagtens bruges som medicin mod coronakuller. Her 26 år efter debutalbummet er Foo Fighters stadig særdeles relevante. Det kan kun gå for langsomt med at se dem på en scene igen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA