x
Rina Sawayama: SAWAYAMA

Rina Sawayama
SAWAYAMA

En ny funklende, poppsykotisk stjerne

GAFFA

Album / Dirty Hit
Udgivelse D. 04.12.2020
Anmeldt af
Simon Heggum

Endnu engang er jeg – og GAFFA – lidt sent på den, men så tror jeg også, vi er i mål med hængepartierne fra 2020, og deluxeversionen af dette album kom i starten af december, hvor det officielt røg på radaren, så hvad pokker?

Og japansk/britiske Rina Sawayamas debut er et af de helt store hængepartier, da pladen meget hurtigt blev kaldt en af sidste års helt store popsucceser. Og hvorfor? Jo, kære læser: SAWAYAMA er rent og skært vanvid. Det er lang tid siden, jeg har hørt så snotforvirrende et album som dette. SAWAYAMA er en slags Trout Mask Replica for nullerpop. 

Når jeg lytter til SAWAYAMA, forestiller jeg mig kvinden bag: Rina Sawayama, som en divaklædt vanvidskunstner. En slags Jens Jørgen Thorsen-skikkelse, der med et tomt lærred uhæmmet smadrer tendenser fra de sidste 20 års popmusik op på det. Derefter udstiller hun dette gale maleri til offentligt skue for os kritikere og andre musikfans. Og det er ikke bare udmærket eller godt – det er faktisk glimrende! Og samtidig et af de sjoveste albums, denne anmelder har skullet anmelde længe.

Det er svært ikke at se Rina Sawayama som kulminationen på den udvikling, der startede med poppen i start-’10’erne, hvor kunstnere som Janelle Monáe, Grimes og SOPHIE (hvil i fred) begyndte at eksperimentere med popmusikken som et massemedie, og lod lige dele genrevridninger, retrobølger og eksperimenterende tendenser få indflydelse på det endelige produkt.

At lytte til SAWAYAMA er, som sagt, en vanvittig oplevelse, og især hvis man er på alder med denne anmelder, for det er i den popverden, som undertegnede var teenager i, at Sawayama henter sine primære inspirationer. Når jeg rejser igennem Sawayamas klangverden, ser jeg hele min tidlige ungdom passere revy, hvor alt fra nu metal til r&b og twostep mødes. Det er, som om Boogie-listen har fået et Hollywood-reboot i 3D, med en sygelig twist. Og det skal siges, at jeg afskyede alt, der var moderne og mainstream dengang. Alligevel virker den smagfulde molotovcocktail på mig.

Det eksemplifiseres fint på singlen ”XS”, hvor en kæk popmelodi og produktion – a la Britney Spears’ In the Zone-album – blandes med pludselige breaks af metalguitar, mens Sawayama selv agerer ’90’er-diva i et omkvæd, der næsten har for meget personlighed. Vildere er det på den fantasiske og overdådige popåbner ”Dynasty”, hvor Sawayama er mere Amy Lee (Evanescence) end Auguilera, for senere at kaste dramatiskee hilsener til den russiske skandalegruppe t.A.T.u.

Førstesinglen ”STFU!” fortsætter denne inspiration, og sangens vers deler mange ligheder med numetal bands som Korn, mens omkvædet – der sjovt nok burde være sangens aggressive højdepunkt – lyder mere som Natasha Bedingfield. Fedest er det i sangens kulmination, hvor Sawayamas vokal blandes med growlende råb. Får du nok af popmusik fra årtusindskiftet er ”Comme du Garcon (Like the Boys)” en mere kontemporær størrelse, der blander de mere urbane produktioner fra Beyonces I am… Sasha Fierce-periode med Christina and the Queens og Róisín Murphy. 

Omvendt er “Paradisin’” en slags Nintendio/chiptunes-divapop, hvis omkvæd kunne agere underlægning til en montage i en ungdomsfilm fra 1986, selvom den underliggende synth mest af alt minder én om de timer, man samlede guldmønter på ryggen af Yoshi.

Den smågeniale ”Who’s Gonna Save You Now?” skruer fuldstændig op for stadion-hard rock med et fodboldomkvæd, Eurovision-attitude og fake-publikum samt et riff, der sampler Basement Jaxx’ ”Where is Your Head At?”. Og for en guitarist er det rart at høre en guitarsolo på en popplade, for første gang i mange år.

Langt hen ad vejen er der kun få svipsere på SAWAYAMA. ”Chosen Family” lyder, trods en virkelig god vokalpræstation, som en slags ”save the world”-ode fra start 90’erne, og den synthpoppede ”Tokyo Love Hotel” lyder for generisk til at leve op til resten af det spraglede album. ”Snakeskin” er egentlig et ret fedt punktum for pladen og formår at stå, som en slags kulmination, men alene det at Sawayama lyder som The Black Eyed Peas, da de var allerværst, trækker sgu ret meget ned. Jeg troede endelig, at jeg var sluppet af med Fergie!

Ekstranumrene på deluxeversione føjer heller ikke noget vildere til det egentlige album, selvom "LUCID" et et fint elektropop-nummer, og "Bees & Honey" fremstår afslappende morsom. Til gengæld er de akustiske version af "STFU!" og "Bad Friend" virkelig unødvendige, selvom de understreger, at Sawayama har en virkelig stærk sangstemme.

Som den nysgerrige læser vil kunne læse sig frem til, er SAWAYAMA en voldsom omgang mutantpop, og man skal holde tungen lige i munden for at følge det væld af indtryk, man bliver bombarderet med. Omvendt er det også et album, der giver én så sindssygt meget igen, hvis man for alvor åbner op for sit pophjerte.

Undertegnede gjorde det først langt senere end de fleste, så det er faktisk rart at blive mindet om, at popmusikken ikke var så overdrevent slem som husket, da mor var dreng. Selv nu-metallen, med brølere som Limp Bizkit og Korn, kan da noget, hvis den bliver brugt på den rigtige måde. Og det beviser Rina Sawayama på sin debut.

Hvis du er på alder med mig (årgang 1987), kan dette album dog for alvor få dig til at føle dig gammel. Så er du advaret.

 

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA