x
Mogwai: As The Love Continues

Mogwai
As The Love Continues

ANMELDELSE: Forandring er ikke altid lig med fryd

GAFFA

Album / Rock Action
Udgivelse D. 19.02.2021
Anmeldt af
Nicklas Christensen

I februar 1996 udsendte fire glaswegiske kammerater deres musikprojekts første single, og det var nok de færreste, der på det tidspunkt havde forudset, at et band opkaldt efter noget så øjenrulle-fremkaldende som de små, drabelige fjerbolde-bæster i gyserfilmen Gremlins skulle blive en større succes.

Ikke desto mindre viste Mogwai dog lynhurtigt, at de, ligesom deres navnebrødre, indeholdt mere "bite" end "bark" og positionerede sig nærmest per automatik som væsentlige protagonister på slut-90’ernes og start-00’ernes proppede post-rock-scene. Her, præcis 25 år senere, markerer skotterne sølvbrylluppet med studiealbum nummer 10, As the Love Continues. Og tillykke skal det lyde herfra. Midt i fejringsrusen kan man dog næsten ikke afholde sig fra at slå på glasset og med ærefrygt i stemmen forhøre sig, om det i det hele taget er interessant eller relevant med et udspil fra et band så rodfæstet i en genre, som mistede enhver form for aura af bredere appel, efter vi bevægede os ind i det nye årtusinde.

Her ville det mest sandfærdige genmæle nok være "både-og".

Det starter ellers lovende. På åbningsnummeret, ”To The Bin My Friend, Tonight We Vacate Earth”, formår bandet at udrulle den musikalske dualitet i form af støj og elegance som de, i topform, er nogle af branchens allerbedste til at lade duellere. Piano og ambience skaber den primære fremdrift, mens Martin Bullochs hakken på bækken i baggrunden forvarsler den lydlige fulmination, som afrunder nummeret.


"Drive The Nail" har også elementer af det kontrollerede kaos, som Mogwai excellerer så fint i at lade syde og boble under overfladen, og så med ypperste fingerspidsfornemmelse formår at lukke henholdsvis op for- og låg på med det samme alt efter behov. Det smager lidt af bandets fortidige mesterværker, men skal desværre også vise sig at være nogle af de få gange, bandet sådan for alvor tager tilløb til nogen form for lydlig himmelstræben på albummet.

Måske er det et udtryk for bandets naturlige udvikling, eller måske er det et resultat af det faktum, at der på grund af Covid-19 har været et Atlanterhav mellem bandets indspilningsstudie og producer Dave Fridmann. Hvad end mellemligningen må være, så virker der fra bandets side til at være en tilstræben på at omspænde så mange hidtil uudforskede genrefacetter som muligt, hvilket i bedste fald virker optimistisk og eksperimenterende og i værste fald decideret inkongruent.

På den ene side kunne man pege på "Fuck Off Money" og dets dejligt forfriskende elektroniske løsdele, mens "Ritche Sacramento" og "Midnight Flit" på den anden side fremstår som henholdsvis et generisk og energiforladt dream pop-nummer i tomgang og et, nok på grund af NIN-bagmand Atticus Ross' gæsteoptræden, helt og aldeles unødvendigt, post-industrielt indspark.

Om ikke andet må As the Love Continues stå som den musikalske modbevisning af det ældgamle mantra, der fortæller os, at man ikke kan lære gamle hunde nye tricks. Også selvom hundene i dette tilfælde er udskiftet med små, Furby-lignende væsener, som man gør klogest i ikke at fodre efter midnat. I sidste ende står man dog tilbage med et album, hvor Mogwai forsøger at favne for bredt, men hvor de også giver få, men kraftfulde smagsprøver på det, vi allerede godt vidste, de er allerbedst til.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA