x
When Saints Go Machine: Emotional

When Saints Go Machine
Emotional

Fortrøstningsløs selvisolationspop

GAFFA

Album / WSGM
Udgivelse D. 12.03.2021
Anmeldt af
Jens Dræby

Silas Moldenhawer, Jonas Kenton og Nikolaj Vonsild fortsætter rejsen fra de seneste eksperimenter videre som en sammentrækning af filmmusik og elektronisk pop. Desværre ikke den slags filmmusik, der vil noget andet end at forstærke de melodramatiske træk ved DR-serier som Ulven kommer og Lover. Desværre ikke den slags elektroniske pop, der gjorde Infinity Pool, Konkylie og Ten Makes a Face til fine flasker musikalsk vin eller ost, der er ældet med den mest udsøgte ynde.

De 11 sange er opstået af en dialog med Adam August, manuskriptforfatteren bag Lover og ledsager sågar flere af seriens afsnit, der kunne ses for første gang ved udgangen af sidste år. Dermed er musikken ikke udpræget nyt bekendtskab ved albummets udgivelse. Det betyder også, at musikken er frembragt af et år med selvisolation og påtvungen fordybelse i egne rammer eller navlepilleri. Det triste er, at musikken på Emotional er lidt som soundtracket til Ulven kommer, måske bedst egnet til at være bare det. På albummets egne præmisser er musikken kun spændende i enkelte øjeblikke og savner desperat nogle konsekvente beslutninger.

Det indledende titelnummer tegner trods alt rigtig godt for bandets nye-nye lyd. Her hører vi øjeblikkeligt, at Vonsild har indkranset sin enestående vokal og fremstår som en helt anden med versenes knastørre croon. Helt blottet for performance, filter eller retningsløs eksperimenteren møder sangen bare de atmosfæriske, melankolske og langsomt træge lydflader, der tungt gennemsyrer albummet.

Den samme cool sangstemme vender tilbage på "Still Running", hvor man næsten tages tilbage til de rå, hiphop-inspirerede produktioner på Inifinity Pool. Al pop er bare fuldkommen fjernet fra ligningen, og When Saints Go Machine har ved adskillige lejligheder bevist, at de tre nok er i et lille isoleret selskab omkring at knuselske vildfarende eksperimenter uden hook eller genkendelighed

Man hører da lidt af poppen vende tilbage på Emotional, og førstesinglen "Seized the Light" er så umiskendeligt bandets ærkelyd, som noget næsten kan være. Sangen havde fungeret fint på Konkylie, men kun fordi bandets andet album formåede at fastholde lytteren med passende variation inden for deres dengang formidable rammer. Sange som "Add Ends" og "Whoever Made You Stand so Still" fungerede dengang så eminent som nedtonede popmelodier, fordi de befandt sig i selskab med "Kelly" og "Terminal One". I kontrast er Emotional en fortsat indelukket og ensporet oplevelse, der ikke ligefrem er lavet til et samfund, som forhåbentligt snart åbner op.

Sangene fungerer godt i tv-serien, der er lige så påvirket af musikken, som musikken er påvirket af historien, og med det in mente er der netop plads til katarsis og denouement til lyden af det mest sikre og ufarlige, When Saints Go Machine nogensinde har lavet. Præcis som med 2019's SO DEEP står det nye albums afrunding klart som en påmindelse om, hvor fantastisk et band de alligevel er trods trodsighed mod populærmusikkens mekaniske succes sat i søen af "Kids on Vacation" fra 2008.

"Not Everyone Walks Away" er perfekt balanceret af en brusende, men næsten kalkuleret vildskab, der bryder isen på et skrøbeligt klaver og en serenade, som ANOHNI eller Troels Abrahamsen ville ønske, de kunne ramme så perfekt, som Nikolaj Manuel Vonsild kan. 

Se videoen til "Far Cry":


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA