x
Julien Baker: Little Oblivions

Julien Baker
Little Oblivions

Det lille indie-lokomotiv, der kunne

GAFFA

Album / Matador Records
Udgivelse D. 26.02.2021
Anmeldt af
Nicklas Christensen

Der var den. Den fantastiske treer. 

Debuten, Sprained Ankle fra 2015, løftede sløret for et minimalistisk lydunivers, der udmærkede sig ved dets prunkløshed og den dengang blot 19-årige sangskrivers skinbarligt ærlige og introspektive tekster. Opfølgeren, der skulle have været et velmenende, transformativt næste skridt i singer/songwriter-tilværelsen i form af Turn Out the Lights, endte dog med at drukne sig selv i sin uvillighed til for alvor at hengive sig til de (minimale) tempo- og stemningsmæssige tilretninger, musikken trods alt overfladisk forsøgte at borge for. 

Om det lige præcis er derfor, at man næsten ikke kan lade være med at smile fjoget over hele femøren efter første gennemlytning af den musikalske evolution, Julien Baker tilsyneladende har gennemgået på sit tredje studiealbum, skal jeg lade være usagt. Hvad jeg dog er ret så meget mere sikker på er, at vi med Little Oblivions har at gøre med et så monumentalt kvantespring, at det reelt er svært at komme uden om betegnelsen "pragtværk". 

Måske er det samarbejdet med Lucy Dacus og himmelstormende Phoebe Bridgers (eller for den sags skyld hendes punkede fortid i skolebandet Forrister) der har hevet i Baker, for hun synes at have taget store dele af råheden og det mere rockede stemningsleje med fra super-ensemblet boygenius. Hvis "Hardline" ikke allerede var udkommet som single, var man sandsynligvis blevet overrumplet af de instigerende synthflader, som reelt er det allerførste, øregangene bliver præsenterede for på albummet. Med et er der fra starten plæderet et mindre stilskifte, som Baker gennemgående manøvrerer noget så yndefuldt ind og ud af. "Highlight Reel" understøttes af spiddende trommeslag mod crescendoet, der aldrig fuldendes, mens "Ringside" – pladens magnum opus – har en kraftfuld instrumentering, der leder tankerne hen på PJ Harvey. 

Tag ikke fejl. Den bestandige inderlighed er fuldkommen intakt, på trods af den fyldigere og rigere lydkulisse. På "Crying Wolf" truer Bakers elegante og tyste røst næsten med at knække midtover af bar skrøbelighed, mens "Song in E" præsenterer lytteren for noget nær albummets fremmeste og nænsomste vokalarbejde, udelukkende flankeret af et klaver. Således virker retningsskiftet på Little Oblivions hverken forceret eller fuldstændig afskåret fra Bakers hidtidige diskografi, men rettere i symbiose med tidligere foretagender. 

Ligeledes er Little Oblivions heller ikke uberørt land i en tematisk forstand. Størstedelen af Bakers sangskrivning kredser stadig om de emner og oplevelser, der står hendes hjerte nærmest. Om det er om fristelsen ved at blive vugget i narkotikaens betryggende favn ("Faith Healer"), den evindelige følelse af lammende depression ("Favor", med gæstevokaler af Dacus og Bridgers) eller det konstante trosspørgsmål ("Ringside"), så har vi før været med på Bakers personlige rejse. Hun er stadig kompromisløst autentisk og fremstår som værende alt andet end bange for at blotte sin til tider brøstfældige sindsstemning på tværs af de 12 numre, men den musikalske indpakning er slet og ret blevet så meget mere inciterende. 

I det hele taget er Little Oblivions en betagende og beundringsværdig samling af sange, hvor man skal spejde langt efter nogle væsentlige mangler. Hvis man anser Julien Bakers hidtidige, korte karriere som en modningsproces, så er Little Oblivions en foreløbig kulmination, lang tid før man med rimelighed kunne forvente et så sammenhængende og afrundent værk signeret af en 25-årig. 

Julien Baker er for alvor trådt ind i de voksnes musikalske rækker, og vi er, tør jeg allerede godt sige nu, blevet en af 2021's største udgivelser rigere som resultat.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA