x
The Hold Steady: Open Door Policy

The Hold Steady
Open Door Policy

ANMELDELSE: Solide toner fra amerikansk indierocks bedste historiefortællere

GAFFA

Album / Thirty Tigers
Udgivelse D. 19.02.2021
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Ottende udspil fra Craig Finn og vanen tro flyver drinks og historier igennem lokalet. Finn har som få evnen til at kombinere heartland-rock a la Springsteen med lyden af New Yorks mere nedkørte og sleazy kvarterer.

Frontmandens drevne snakke-synge-stil er nok ikke alles smag, men fordi bandet bag ham står så skarpt, fungerer det virkelig fint. Ikke mindst den hjemvendte Hold Steady Franz Nicolay fylder godt både på klaver og orgel, hvor han giver tyngde og nuancer på numre som den natklubbede albumukker “Hanover Camera” og det melankolske bonusnummer “Parade Track”.

Man kan stadig høre slægtskabet med Springsteen og hans disciple i The Gaslight Anthem, men The Hold Steady skiller sig ud i deres snert af ironisk bid og humoristisk glimt i øjet. Finn har også en tæft for at bruge allitterationer, hvilket giver hans tekster en særlig rytme.

Et højdepunkt er “Spices”, hvor blæsersektion og orgel giver desperation og rytme til fortællingen om et flygtigt bekendtskab, der dukker op alene for at lave ravage. Tættest på Bossen ligger detox-nummeret “Lanyards”, hvor Finn også viser sin tæft for at snige andres numre og plader ind i sin tekst. Også “Family Farm” sætter trumf på, med diskrete blæsere under en rocket tour de force udi det amerikanske hovedlands skæve underside. 

“Unpleasant Breakfast” fanger essensen af The Hold Steady i en lille fem minutters boble. Skarpe guitarriffs og whoo-kor understøtter Finns nostalgi-fortælling om at have sommerjob på et hjemsøgt hotel, hvor han ærlig talt er mere bekymret over de endeløse gange, der skal støvsuges end over overnaturlige lyde og spøgelser. Det er så elegant og catchy fortalt, ikke mindst når Finn slutteligt tørt konstaterer, at han “no longer sees the romance in these ghosts”. Her ledes tankerne også hen på bandets svært savnede åndsfæller i Fountains of Wayne. 

Samtidig er det også her, at bandet virkelig folder sig ud. Der er masser af levels på guitaren, og i den legende og nuancerede orkestrering leder det tankerne hen på canadiske The New Pornographers og ind imellem, som på “Prior Procedure”, også i retning af Weezer. 

The Hold Steady sætter tone til en tur i rendestenen med masser af stil og uden nogen form for selvmedlidenhed og klynk.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA