x
Signyr: Too Young To Hold On

Signyr
Too Young To Hold On

ANMELDELSE: Debut spundet på en lidt for hårfin dreampop-tråd

GAFFA

EP / Eget selskab
Udgivelse D. 12.02.2021
Anmeldt af
Kristina Grønning

Ep’en Too Young To Hold On markerer den aarhusianske sanger og sangskriver Signe Eggerts debut under dreampop-aliasset Signyr.

Med sine fem numre italesætter Too Young To Hold On, hvordan lykken ikke nødvendigvis er at finde i tosomheden, og livet er, som titlen indikerer, således for kort til at lade sig nøje med denne konstruktion. Teksterne er spundet på nordiske og melankolske tonemønstre, hvor dagdrømmende synth-sekvenser og reverb-svøbt guitar får meterlang snor.

I foråret sidste år fik omverdenen fornøjelsen af at høre Eggerts varme vokal, da Signyr-projektet blev søsat med debutsinglen ”You’ll Leave” ombord. Singlen indleder ligeledes ep’en med dens inderlige og melankolske væsen, der væves af retro David Lynch-flimrende synths, hvorefter den ambiente ”Drunken Reality” tager over.

Ep’ens tredje skæring, ”Wait”, blev ligeledes udgivet som en forudgående single sidste år. Her bliver lytteroplevelsen lidt mere interessant, hvilket mest af alt skyldes en mere kreativ produktion og nogle velproportionerede finurligheder i lydmixet.

Man kan næsten fristes til at tro, at ”I’m Alone” er inspireret af Arctic Monkeys' ”Do I Wanna Know”, bare i 0,75 gange lavere hastighed. Det melodiske riff sætter i hvert fald klædeligt gang i nogle associationskæder i den dur. Nummeret fungerer derudover som et glimrende eksempel på, hvordan en guitarsolo kan være simpel, men dog stadig effektiv, og Eggerts vokalpræstation bliver her en anelse mere nuanceret og fyldig, hvilket er kærkomment, da den godt kan virke lidt for poleret i længden.

I takt med at ”Winter”s idylliske toner rinder ud, sætter Signyr et gemytligt punktum på sin debut – en debut, der består af behagelig og minimalistisk dreampop, men som ikke ligefrem forsøger at bryde rammerne.

Med en sammenlagt varighed på lidt over 21 minutter virker Too Young To Hold On som et beskedent og stationært startskud på det, der sagtens kunne komme til at ligne intelligent og prægtig indie-pop med tiden. Potentialet ligger allerede nu og dulmer sagte under overfladen.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA