x
Johan Kolstrup: Frk. Andersen og Motorcykelracet

Johan Kolstrup
Frk. Andersen og Motorcykelracet

ANMELDELSE: Dansksproget debut, der lover langt mere, end materialet kan indfri

GAFFA

Album / No Angel Records
Udgivelse D. 05.03.2021
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Kan man som anmelder tillade sig at skrue forventningerne op, fordi et album i pressematerialet bliver beskrevet som “en engels hvisken i øret”? Når det, der venter, er “en eksistentiel dannelsesrejse ud i det sensitive, sensuelle, filosofiske, åndelige og lyriske” fra en “eftertænksom trubadur”? Ja, den får ikke for lidt i optakten til første dansksprogede udspil fra Johan Kolstrup, der tidligere har udgivet engelsksproget musik som del af Cat Caught Lark og i eget alias som Johann. Det skal man så allerede, inden musikken er startet forlige med, at albummets titel lyder så udpræget som en børneplade – måske et soundtrack – men det er, skal det vise sig, ikke tilfældet.

Derimod mødes man på åbningsskæringen “Kærlighed!” af velproduceret blød, dansksproget pop. Man kan sagtens forstå, at nummeret har haft sin gang hele vejen fra DRs P4 og over til P6, hvor det fungerer rigtig fint, hvis man ser bort fra enkelte uelegante linjer, som “Du skal la’ det falde, som kan ikke stå”, der lander klodset. 

For syv år siden havde Kolstrup et nummer på sit album Ruffled Feathers med titlen “Anna Louise”. Om det er den samme Anna, som har fået dedikeret et nummer til sig nu, skal være uvist, men samtidig åbner det for det helt store spørgsmål: om nogen i dag har ønsket sig, eller har brug for, en bossanova-klingende parafrase over Kim Larsens 35 år gamle “Rita”? Mit gæt er et rungende nej, men det er alligevel, hvad man får på “Anna!”, og det er virkelig ikke et særlig godt nummer. Lån fra Larsens tekst (“...er jeg alligevel din”), småfjollede effekter og en tekst, der bare ender med at være tåkrummende light og banal. 

Og selvom det ikke fortsætter helt så slemt, så er teksterne bare virkelig en akilleshæl. Der er helt tydeligt noget på spil for Johan Kolstrup, og som sangskriver sætter man sig klart mere under lup, når man vælger at synge på dansk. Og det er ikke, fordi det er nogen stor fornøjelse at være negativ om nogens følelsesladede tekster, men når man kombinerer det med pressemeddelelsens højtravende løfter, lander teksterne virkelig med et plask. At man for eksempel midt i det hele møder et nummer med titlen “Stepping Stone”, og hvor det seriøst er det eneste, der synges på engelsk, virker det enten som jagt på noget, der semi-rimer eller et ekko af et nummer, der originalt er skrevet på engelsk. Specielt elegant er det i hvert fald ikke og ærgerligt, når nummerets groovy vibe og Kolstrups falset klæder hinanden fint. 

“Hvad sku jeg ellers?” er en fin poppet sag, hvor man får lov til at høre spektret af Kolstrups vokal, der på omkvædet er potent og nasal og i verset skrøbelig og igen i en helt ren falset. Så bærer man nemmere over med rim som “Nu er natten kold/mange timer over tolv”. “Måske ik’ for evigt” har noget af den samme power. Også “Motorcykelracet” fra albumtitlen er en solid og pompøs sag, hvor Johan Kolstrups vokal får en fin kant, lidt a la Niels Brandt, og nummerets synthflader faktisk løfter sig. Der er bestemt poppotentiale at finde. 

“Til en veninde” er faktisk også et virkeligt godt nummer. Melankolsk, lidt Ulige Numre-agtigt. Desværre skal man lige igennem et minuts patosladet spoken word, inden musikken starter. Det er sikkert tænkt som givende schwung, men alene er linjer som 1800-talsdigteren Emil Aarestrups “der er en trolddom på din læbe/ der er en afgrund i dit blik” bare mere med til at fastnagle en selvhøjtidelighed, som hverken nummer eller album kan bære. 

“Kom tilbage!” slutter albummet og er tredje track, der af en eller anden grund skal sluttes med udråbstegn – det generelle tegn på, at der råbes – med 80'er-vibe, glimt af Danseorkesteret og så mere opulent drama, når albummet død og pine skal hviskes og råbes ud med mere og mere sammenbidte og følelsesladede afsyngninger af titlen. 

Johan Kolstrup lyder i sit tekstunivers for ofte som en lidt trist gymnasieelev med en æseløret Strunge-samling i stedet for en mand med et par albums i bagagen og masser af musikalsk ballast. Og når ambitionerne så tydeligt er høje, er faldet desto ærgerligt meget dybere.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA