x
Bob Dylan: 1970 (50th Anniversary Collection)

Bob Dylan
1970 (50th Anniversary Collection)

Sagnomspundne sessions fortrinsvis for fans

GAFFA

Album / Sony Music / Legacy Recordings
Udgivelse D. 26.02.2021
Anmeldt af
Espen Strunk

De har floreret blandt fans i årtier – optagelserne af den sagnomspundne studiesession, hvor Beatles-guitaristen George Harrison besøgte Bob Dylan i studiet i New York i maj 1970. Det var nøjagtig en uge før udgivelsen af The Beatles’ svanesang Let it Be – og umiddelbart inden Harrison gik i gang med at indspille sin på alle måder voluminøse solodebut All Things Must Pass.

50 år senere er det så endelig blevet tid til en officiel udgivelse af det mytologiske mestermøde, hvor makkerparret hyggede sig en stribe Dylankompositioner og covernumre. Fra Dylans egne ”Gates of Eden” og ”One Too Many Mornings” til The Everly Brothers' ”All I Have to Do Is Dream”, Carl Perkins-klassikeren "Matchbox" og en hilsen til Phil Spector i form af et medley over ”I Met Him on a Sunday (Ronde-Ronde)” og ”Da Doo Ron Ron” – tidlige tresserhits med henholdsvis The Shirelles og The Crystals.

Det er alt sammen regulær rockhistorie af utvivlsom interesse for fans af de to musiklegender – det siger sig selv. Mere nøgternt betragtet kan man dog anføre, at disse arkivoptagelser trods alt er mere kuriøse end uomgængelige. Det er sjovt og interessant at lytte til og dykke ned i, men føjer intet nyt eller uomgængeligt til de to herrers respektive livsværker.

Det samme må siges at gøre sig gældende for resten af boksen her – for det er ikke kun den legendariske Harrison/Dylan-session, som er blevet støvet af og fundet frem til lejligheden. Over tre cd’er får vi optagelser fra i alt ti studiedage i Columbias studie B og E – outtakes fra de to album Self Portrait og New Morning, inklusive fortolkninger af Buffy Sainte-Marie, Harry Belafonte, Sam Cooke og The Beatles. Og selvfølgelig indspillet med særdeles solide studiemusikere som Charlie Daniels, Russ Kunkel og Al Kooper.

For os som ikke kan få nok af den snart 80-årige legende, er der grund til at glæde sig, hver gang der kommer nyt fra de tilsyneladende uudtømmelige Dylan-arkiver. Også selvom Dylan ikke just satte nye standarder i de år, som er omdrejningspunkt for den aktuelle boks: Efter Dylans egne standarder var 1970-71 en middelmådig mellemperiode. Inden han endnu engang hævede barren med tre mesterværker i streg umiddelbart efter, forstås.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA