x
Pale Waves: Who Am I?

Pale Waves
Who Am I?

Hvem er Pale Waves? Og hvorfor??

GAFFA

Album / Dirty Hit
Udgivelse D. 19.02.2020
Anmeldt af
Simon Heggum

Britiske Pale Waves kom officielt på min radar, da jeg anmeldte deres koncert på Ideal Bar tilbage i 2018. Jeg var stadig lige begyndt at anmelde, nogenlunde samtidig med at Pale Waves også lige var begyndt deres karriere. Det var en skrækkelig koncertoplevelse, men alligevel satte hovedsinglen ”Television Romance” sig fast i mit indre.

Selvom jeg mildest talt ikke var imponeret over debuten My Mind Makes Noises, som var en fuldstændig åndsforladt lydmasse af intetsigende bras, har jeg åbenbart alligevel holdt interessen. Måske for at se, hvordan et band, der syntes at være fuldstændig renset for originalitet og kreativitet ville ende med at lyde, når hypetågen var lettet.

Pale Waves største problem var, at de ikke besad skyggen af noget som helst originalt. Deres look – en lettere tidstypisk blanding af 80’er-goth og andendagstøj – levede ikke rigtig op til de overpoppede Hits for Kids-melodier. Samtidig lå orkesterets lyd så uhyggeligt tæt op ad The 1975. Et band, denne anmelder synes er lige så interessant som at iagttage en våd yucca-palme, der tørrer. Det hjalp ikke, at 1975-forsanger Matt Healey stod bag en stor del af hypen omkring Pale Waves, og at de var signet til hans pladeselskab. Alt var generisk!

Og det er heller ikke fordi, Who Am I? er en decideret regn af manna fra de guddommelige skyer. Selvom Pale Waves har rykket sig videre, og bevidst har forsøgt at lægge lyden fra den åbenlyse inspiration på hylden, er den infantile sangskrivning intakt, mens bandet stadig bærer inspirationen ude på tøjet. Der er i hvert fald skruet helt op for inspiration fra misfit-poprocken fra ’90 og ’00’erne. Oftest i så høj grad, at sangerinde Heather Baron-Gracie lyder som en klon af Avril Lavigne.

Så vi er altså ikke gået fra Poul Pava til Van Gogh på tre år – bevares! Teksterne er eksempelvis tåkrummende skrækkelige på Who Am I?. Her er den afsluttende titelsang et fint eksempel. En umanerlig dårlig klaverballade, der går helt galt i teenage-welschmerz, hvor Baron-Gracie fraserer af lungernes fulde kraft: ”WHO AM I? I NEED A SIGN, DOES ANY BODY KNOW?”. Det er helt klassisk teenageangst på den mest banale måde, og naturligvis hjælper det ikke på det, at Baron-Gracie selv er 26 år.

Eksistenslede har naturligvis ingen alder, men når man er er sted i livet, hvor husleje, lønforhøjelse og Brexit burde fylde mere end ulykkelig kærlighed, bumser og søde Clara fra 9b, så er det svært at tage spørgsmål som ”And how am I supposed to cope? When I feel like this I’m losing every hope” eller “what am I supposed to say / when you tell me I’m gonna be okay?” seriøst. Det er tekster på højde med venindebøger og Wendy-blade.

Og hvad så med musikken, spørger du? Åbneren ”Change” er en skræmmende god og medrivende 00’er-popsang, med et klassisk, warpet første vers, der bygger op til et ganske begavet, melodisk omkvæd, mens den efterfølgende ”Fall to Pieces” muligvis lægger sig lige lovlig tæt op ad forgængeren, men vinder på, at Baron-Gracie skruer op for attituden på omkvædet.

”She’s My Religion” er et vellykket forsøg på en powerballade, der gennemsyres af en mere trist grundfornemmelse i versene, med en virkningsfuld chorus-guitar, mens omkvædet igen kanaliserer den mere tilforladelige altrock, der blev spyttet ud af radioen, da jeg var teenager. Det vidner alt sammen om en virkelig vellykket popsang, der, lettere overraskende, minder om R.E.M. Samtidig synger Baron-Gracie så godt på sangen, at jeg næsten fortryder, at jeg engang har skrevet, at hun mindede om en, der havde taget for meget valium, mens hun lyttede til Cat Stevens.

Kæden knækker på den enerverende ”Easy”, hvor luften lukkes ud af en ekstremt generisk melodi, hvor Pale Waves pludselig skal lave fantasiforladt EDM, med pruttesynths og Baron-Gracie, der forvandles til Katy Perry. ”Wish U Where Here” lyder som et helt ligegyldig outtake fra soundtracket til 10 Things I Hate About You, hvor de melodramatiske omkvæd og bingo-synths blandes med en intro, der er planket fra Wheatus’ forfærdelige ”Teenage Dirtbag”.

Den lettere overskruede ”Tomorrow” starter skræmmende skidt, med en alt for overpumpet ”fuck yeah”-punkguitar, og jeg frygtede kort, at bandet ville kaste sig ud i et kærlighedsbrev til Papa Roach, men i stedet fik man en ganske medrivende poprocker serveret. Den efterfølgende ”You Don’t Own Me” forsøger at holde attituden, men trods et fint temposkift i omkvædet falder det hele endnu engang sammen i ligegyldig melodi og lattervækkende tekst.

Og her bør jeg slå endnu et omvendt slag for pladens tekstunivers, hvor linjer som ”why did everyhing suddenly change? We were lying naked the other day” (“Changes”), “So you better get out of my way, I’ll be your biggest mistake” (“You Don’t Own Me”) og “too much live fades away, this world is built for it all to decay” (“Odd Ones Out”) er så elendigt skrevet, at undertegnede begyndte at fnise, da jeg efterfølgende læste teksterne igennem. Hvis du lægger dette sammen med, at Pale Waves lyder så meget som heltene Avril Lavigne, Liz Phair, The Corrs og Letters to Cleo, at det tangerer til parodi, så er denne plade langt fra en succes.  

Enten er Pale Waves virkelig så banale, som deres musik giver udtryk for, eller også arbejder bandet ud fra en slags bancheskabt flowchart om, hvordan man skriver direkte til det publikum, de vil henvende sig til (utilpassede teenagere). Sidstnævnte betyder ,at gruppen i virkeligheden taler ned til sit publikum, hvilket må siges at være ret kynisk.

Who Am I? er en bedre plade end forgængeren, der var et trist, anonymt makværk, men trods åbningsnumrenes lovende toner, fungerer toeren desværre ikke meget bedre. Det er ikke en fuldstændig nedtur, men det er nok til, at man bliver lidt køresyg.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA