x
Cloud Nothings: The Shadow I Remember

Cloud Nothings
The Shadow I Remember

ANMELDELSE: Produktive amerikanske indierockere i højt tempo

GAFFA

Album / Carpark Records
Udgivelse D. 26.02.2021
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Amerikanske Cloud Nothings er en utrolig produktiv størrelse. Alene i 2020 selvudgav de to albums indspillet under Corona-nedlukningen. Nu er de klar med endnu et udspil og har denne gang  installeret ikoniske Steve Albini (Nirvana, Pixies, The Breeders m.fl.) i producerstolen. Det er et virkelig godt match. Albini er kendt som en hands off-producer, og på den facon klæder han Cloud Nothings' rå og energiske garagerock og formår at give dem små løft og måske lige afpudse et enkelt hjørne eller to. Dog ikke for mange.

Lettest falder “Nothing Without You”, en melodiøs rocksang, ikke ulig klassisk Pavement, hvor koret ikke bare kører med anden-, men også tredjestemme. Ellers er den helt markante stemme i Cloud Nothings-sammenhæng altid frontmand Dylan Baldis pacende råbevokal. Der er ikke skønsang, men den passer ret perfekt ind med musikken på numre som den snørklede “A Longer Moon”. Albumlukkeren “The Room it Was” formår også at veksle mellem råben og noget, der minder om skønsang – hvilket er ganske imponerende. 

Og så er han heller ikke vredere, Dylan Baldi. På “Nara” åbner han sågar, helt mildt, med linjen “You lived alone and in silence” og nummeret kører low key af sted, ikke mindst drevet frem af Jayson Gerycz bag trommerne. “Sound of Alarm” er også så poppet og catchy, at man snildt kunne forestille sig den på et tidligt Nada Surf-album eller måske hos Somebody Still Loves You Boris Yeltsin. 

Den ustyrlige “Am I Something” leder denne anmelders tanker hen på engelske The Cribs i sin insisterende galpen. Den går direkte over i albummets korteste track, “It’s Love”. Heldigt, at de ikke strækker sig over mere end halvanden minut, for ellers ville halvdelen af bandmedlemmerne uden tvivl dejse om af ren udmattelse, så hektisk er tempoet. Det giver på alle måder mening, at halvdelen af albummets numre holder sig under punk-mentalitetens max på tre minutters varighed. På 10-11 år er Cloud Nothings blevet en helt stabil og driftsikker force, når det kommer til ukompliceret og tight amerikansk indierock. I 2021 lyder de måske en smule mere modnede, men stadig med uformindsket power.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA