x
Smith & Burrows: Only Smith & Burrows Is Good Enough

Smith & Burrows
Only Smith & Burrows Is Good Enough

ANMELDELSE: Editors-forsanger gentager smukt parløb

GAFFA

Album / PIAS
Udgivelse D. 19.02.2021
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

For 10 år siden udkom verdens nok bedste julealbum. Bag Funny Looking Angels stod Editors-forsanger Tom Smith og multiinstrumentalist Andy Burrows, der blandt andet har slået sine folder i Razorlight og We Are Scientists. Nu har de to igen fundet sammen og lavet et album, der spiller præcis på samme styrker som for 10 år siden, minus lidt af misteltenen og snevejret. 

Smith er en gudsbenådet sanger, men hans imponerende og potente baryton understøttes på det fineste af Andy Burrows' mere afrundede og bløde, næste McCartney’ske vokal. Og de supplerer hinanden markant mere end på deres første samarbejde, hvor de generelt skiftedes til at synge på numrene. Nu synger de oftere duet eller komplementerer hinanden undervejs.

Det sker blandt andet på glansnummeret “Parliment Hill”, hvor Smith starter ud hen over klaver, og Burrows følger takt det øjeblik, guitarerne sætter ind. Det fremkalder næsten gåsehud. Andre steder er det mere diskret, som på den glimrende “I Want You Back in My Life”, hvor Tom Smith har klart lead, men hele vejen støttes på andenstemmen med god effekt. 

Genremæssigt er det indieklingende poprock. Lidt sørgmodig og nostalgisk og med masser af glimt i øjet. Det er lyden af to venner, der igen laver noget sammen og bare nyder det. Således får man både selvironisk melankoli på “All The Best Moves”, om at lade verden suse forbi, fordi “this TV won’t watch itself” og mindre højtidelige linjer som “Gonna suck you down, just like spaghetti” på nummeret, der slet og ret hedder “Spaghetti”. “Too Late”, der lyder som en opdateret version af Queens “Under Pressure” står også knivskarpt.  

Hvis man skal finde et kritikpunkt er det, at man godt kan høre, at det er et tomandsprojekt. Flere numre lyder noget spage i produktionen, eller det skinner ret tydeligt igennem, at der ikke har været et ægte band bag dem. Den lidt fjollede “Buccaneer Rum Jum” har således kunstige steeldrums og et lidt tyndt keyboard, og man må stille spørgsmål ved, om den ellers fine “Bottle Tops” ikke ville have været tjent med flere ægte instrumenter og mindre computergenererede klange. Det er nemt at forestille sig, at den her samling numre vil få endnu et niveau eller to, spillet live med fuld bemanding. 

Det er dog virkelig småting, for Only Smith & Burrows Is Good Enough er et fornemt godt album. Ikke vildt, men melodiøst og harmonisk og bare en virkelig stærk samling numre.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA