x
Alice Cooper: Detroit Stories

Alice Cooper
Detroit Stories

ANMELDELSE: Til fest med det gamle slæng

GAFFA

Album / earMUSIC
Udgivelse D. 26.02.2021
Anmeldt af
Henrik Friis

Alice Cooper er vendt tilbage til udgangspunktet: Detroit. Det var i den by, han og den originale gruppe udklækkede den chok-rock og det vilde sceneshow, der fik hans tunge mascara til flyde ud over musikkens verdenskort med ”I’m Eighteen”, ”Black Juju” og hvad perlerne fra Love it to Death nu hed.

Det er 50 år siden nu, hvor Cooper hylder bil-byen og dens beskidte rock-ry med 15 covers og nyskrevne sange. Og hvis man ikke er for kræsen og kan nøjes fest, lir, larm, retro, nostalgi og enkelte strejf af gammel storhed undervejs, så kør med.

Det hele starter godt med en tung og noget hårdere udgave af ”Rock’n’Roll” end Lou Reed og Velvet Undergrounds gamle version, plus fin punket dødsforagt med spritnye ”Go Man Go”, Hvorefter der lukkes op for thrash, garage, heavy ja, endda funk – blandet op med forsøg på den singalong-rock, Cooper også evnede at skrive i sin tid med ”School’s Out” osv.

Med Bob Ezrin bag producer-pulten som dengang og gamle Detroit-bysbørn som bl.a. MC5s guitarist Wayne Kramer, plus de overlevende fra Coopers gamle gruppe og andre gæster svedes der  fint i studiet undervejs. Ligesom 73-årige Coopers egen vokal er i genkendelig fin vrængende form. Godt håndværk, og ikke kedeligt og for poleret. Men ofte også mere rollespil end hjerteblod og mere sjov end alvor.

Ingen forventer fordums chok-effekt og nybrud, og noget er da også herligt grinagtigt, som når Cooper i tungblues’ede ”Drunk and In Love” indleder med ”I saw you Baby, and I pissed my pants/Now I’m shaking while I’m trying to stand” – eller når han og gutterne ikke gider høre mere bævl og råber ”Shut up and Rock”. Men det minder også meget om et gammelt slæng, der slingrer  ned ad gaden, ræber højt og kaster med tomme øldåser. De kan deres rock, kan lide at skramle og mindes good old days.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA