x
Neil Young & Crazy Horse: Way Down In The Rust Bucket, Deluxe Edition (4 LP, 2 cd, dvd)

Neil Young & Crazy Horse
Way Down In The Rust Bucket, Deluxe Edition (4 LP, 2 cd, dvd)

Neil Young – stærkt indlæg i lyd og billede fra ny storhedstid

GAFFA

Album / Reprise
Udgivelse D. 30.04.2021
Anmeldt af
Henrik Friis

Slut 80’erne/start 90’erne var en massiv tilbagekomst for Neil Young. 1990-albummet Ragged Glory red ikke bare videre på samme høje bølge som ”tilbagekomsten” Freedom – det genforenede ham også endnu en gang med Crazy Horse, og det er opvarmningen til den efterfølgende turné, der her udsendes som kapitel 11,5 i canadierens såkaldte ”Performance series”. Bl.a. i denne deluxe-edition med 4 vinyler, cd og dvd.

Der findes i forvejen en helt igennem gnistrende live-udgivelse fra selve turen, Weld (1991), men her fire-fem måneder tidligere på Santa Monica-klubben The Catalyst er Young & co. optaget i en mere loose stemning. De præsenterer endnu flere numre fra Ragged Glory, men laver også sjældne/skæve tilbageblik til mere uglesete udgivelser som Re-ac-tor og American Stars N’ Bars. Og tilsammen ender vi derfor med en udgivelse, der står som et godt supplement til ovennævnte perle.

Loose skal nemlig ikke forveksles med ufokuseret: Ralph Molinas og Billy Talbots groove er og bliver et imponerende enkelt og effektfuldt medrivende afsæt til Youngs lange guitareskapader. Og dem er der heldigvis mange af her, hvor hans Les Paul nynner, hviner, skriger og tordner i takt med udviklingen af fortællingerne. Ragged Glory var i forvejen et album med ansats til lange sange, og her klokker tålmodige, smukke ”Love to Burn” og vandrende ”Love and Only Love” - om kærlighedens altoverskyggende kraft – begge ind på den rigtige side af 13 minutter. ”Rigtig”, fordi fortælleren aldrig virker træt.

Det høres på lydsporene, og det understreges i videoen – grovkornede optagelser, hvor Young med de lange flagrende lokker hugger og vugger i nærmest manisk form, mens hans ”Old Black” tordner og vrider stemningerne ud. Med guitarist Frank Sampedro og Billy Talbot inden for få meters nærhed for at følge Youngs kropssprog og tegn på udvikling. Blot fire-fem kamera-vinkler og ikke noget fancy billedklip her. Bare essensen. Simpelt, men det virker og passer på sin egen måde til musikken.

Klassikere som ”Cinnamon Girl”, ”Like A Hurricane” (her med vel rigelig synthesizerbund) og ”Cortez the Killer” er måske sikre favoritter, men det er lysten til at spille sjældne ting a la hårdkogt rå ”Bite the Bullet” og den crazy-maniske afstikker ”T-Bone”, som sparker buler i denne rustne spand på lydsiden, mens video’en føjer ”Love To Burn”, ”Fuckin’ Up” med Ralph Molinas tunge, stædige trommebeat til favoritterne – sammen med ”Cowgirl in the Sand”, der ikke er med i cd-udgaven pga. lydkoks undervejs, men som i den grad virker på billedsiden. Tak for det. Måske ikke højkaliber hele vejen igennem. Men det virker – og giver appetit til flere af de hypnotiske ridt.

 



Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA