x
Zara Larsson: Poster Girl

Zara Larsson
Poster Girl

ANMELDELSE: Den evige fortælling om en love-hate-forelskelse

GAFFA

Album / Sony
Udgivelse D. 05.03.2020
Anmeldt af
Johanne Nedergaard

Vi kender allesammen opskriften til et popnummer. Tag et bristende hjerte, tilsæt kor, artige akkordporgressioner og en knivspids hooks, så er du ved at være der. Ikke alle, men rigtig mange popsange handler om forelskelsen. Den kan være nystartet, jaget, stjålet eller slut. Ja, nogle gange kan man fristes til at tro, at popmusikere konstant render rundt i en verden, der har plot som en romcom.

Alle de temaer har Zara Larsson inddraget på albummet Poster Girl, som er den første fuldlængde udgivelse, vi har hørt fra hende siden So Good fra 2017. Og nu skal Larsson jo ikke alene bøde for, at pop-opskriften efterhånden er blevet lidt vandet, men jeg savner nogle flere chancer og kant på et album, som ellers er pop lige efter bogen, og som da også har et par eminente lyspunkter.

Først det gode: Albummet starter lovende med dulmende bas, sirene-synths, strygere. Og så går koret og Larssons vokal simpelthen bare rent ind. Titelnummeret "Poster Girl" er instrumentalt skruet rigtig godt sammen. Bassen giver associationer til Dua Lipas "Don't Start Now", og det er et kæmpe plus i min bog. "Look What You've Done" har Larsson selv fortalt er inspireret af ABBA, og det kan man snildt høre med underliggende disko-strygere og stærke og melodiske hooks i omkvædet.

Og så er "Ruin My Life" simpelthen et helt igennem ærligt, længselsfuld og gennemført popnummer, som jeg hører meget, meget tit. Det har den perfekte opbygning og inderlighed, som vejes godt op instrumentalt af fine filtre på koret i omkvædet og tunge trommer med masser af atmosfærisk rumklang. Det er præcis sådan, et popnummer skal lyde, og det er en skam, at der ikke er andre, der kommer op på samme niveau. 

Så det halvkedelige: På "Talk About Love (feat. Young Thug)" er det Zara Larsson, der tager det tunge læs. Young Thugs vers er faktisk unødvendigt, for han lyder uoplagt og næsten fjollet med slatne rap-bars. Der er igen gode vokaleffekter på "I Need Love", men det er så også det eneste spændende, man kan sige om det nummer, der ellers bare er lidt gentagende i sit udtryk. Desuden kan der ikke gives de store klapsalver til sangskrivningen, som er den typiske love-hate fortælling, som er fint i små mængder, men bliver trættende på 12 skæringer i træk (jeg kigger især på dig, "I'm Right Here"). 

Og til slut dér, hvor filmen knækker: "WOW" virker simpelthen snotforvirret i, hvad det vil som popnummer. Vi går fra klaverballade til horn-psykose-samples med fjollede og forvrængede stemme-effekter. Den går ikke. På "FFF" – der står for "Falling For a Friend" – har der sneget sig nogle mystiske 80'er-taps ind, som virker helt parodiske, mens der synges om platonisk kærlighed med en meget fattig sangtekst. Den går heller ikke. 

På trods af hæderlige ABBA-hyldester og forsøgte indadvendte kneb på Poster Girl er der desværre også en del tracks, som simpelthen bare bliver lidt trivielt og trættende tyggegummi-pop, som der er blevet gnasket lidt for længe i. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA