x
Love and Death : Perfectly Preserved

Love and Death
Perfectly Preserved

ANMELDELSE: Korn-guitarist bringer sit andet band tilbage – med velkendt resultat

GAFFA

Album / Earache Records
Udgivelse D. 12.02.2021
Anmeldt af
Alexander Hemstedt

Brian ”Head” Welch fra Korn har et udgivet et nyt album med sit sideprojekt Love and Death. Albummet har været mere end otte år undervejs siden den anmelderroste debutplade Between Here and Lost fra 2013. Det lange tidsrum kan forklares igennem Welch’s tilbagevenden til Korn, hvilket også skete i 2013. Nu er verdensturneerne med Korn midlertidigt sat på pause pga. COVID-19-pandemien, og dette har givet Welch tid til sit sideprojekt.

Stilen i Welchs sangskrivning er letgenkendelig – brutale, dybe, hårde riff, der får en til at nikke i takt, eller endda til at headbange. Mange stiller sig nok spørgsmålet: “Hvordan er Welch som sanger?” – på Korn-pladerne skriger og råber Welch. Han er overraskende nok også ret habil som sanger i sit ”normale” stemmeleje. Selvfølgelig er produktionen anno 2021 og eventuelle småting kan rettes i miksprocessen, men når det er sagt, så holder hans sangstemme. (Se hitsinglen “Down” spillet live til bandets online-releasekoncert)

Musikalsk minder Love and Death meget om Korn, men så ikke alligevel. Korn har, for undertegnede at se, en ikke 100 procent kategoriserbar stil. “Nu-Metal” siges og skrives af de folk og anmeldere, der aldrig for alvor har sat sig ind i Korns lydunivers. Love and Deaths stil er hård rock med energiske trommer, hårde og tunge riff, der kombineres med growls, shouts, skønsang og til tider endda poppede omkvæd.

Albummet starter fint ud med en lille intro, efterfulgt af ”Tragedy” og singlen ”Down”, der netop passer til den ovennævnte stilbeskrivelse. Sang nr. 4 på pladen hedder ”Let Me Love You” feat. Lacey Sturm, hvor JR Bareis, bandets anden sanger, synger, støttet af Welchs growls og komplementeret af netop Lacey Sturm. Ud over at det overrasker, at Korn-guitaristen laver et cover af et nummer, der oprindeligt blev sunget af Justin Bieber, kan danske Siamese nævnes som stilreference. Her er vi ved den mest “poppede” version af Love and Death.

Albummet holder et højt niveau og sluttes med de anbefalelsesværdige numre ”Slow Fire”, ”The Hunter” feat. Keith Wallen samt ”White Flag” feat. Ryan Hayes. Alle disse sange er karakteristiske for stilen, som Love and Death med chefen Welch i front har, og de står samtidig solidt med begge ben i musikåret 2021. Alt i alt et godt album uden at overrumple og dermed fire ud af seks GAFFA-stjerner.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA