x
Ryan Adams: Wednesdays

Ryan Adams
Wednesdays

ANMELDELSE: Folkedomstolen har dømt ham, men derfor laver manden stadig gode plader

GAFFA

Album / Paxam Recording Company
Udgivelse D. 19.03.2021
Anmeldt af
Finn P. Madsen

”I remember you before you hated me/ Before you traded me for somebody new”. Sådan åbner Ryan Adams som én stor undskyldning på sit første album i tre år og mindes bedre tider. Musikalsk virker smerten og melankolien på ”I’m Sorry And I Love You” som om sangeren er havnet i et sort hul uden nogen form for flugtvej og erkender nederlaget med “If I could see your face/Maybe it could erase/The lies with the truth”. Det følelsesmæssige plan har vi ikke befundet os på siden den fremragende debut Heartbreaker og et andet af karrierens højdepunkter, Love Is Hell. Det er der måske en god grund til. Og den er selvforskyldt.

Albummet Big Colors var annonceret til at udkomme i starten af 2019, men bliv skrinlagt, da en række kvinder, deriblandt Phoebe Bridgers, Karen Elson og Adams tidligere kone Mandy Moore anklagede ham for sexchikane og grænseoverskridende adfærd. Ikke nok med det kom der også beskyldninger om, at Adams havde blottet sig for en 15-årig pige på Skype. En sag, som satte FBI på sagen. Den blev frafaldet i starten af året, da der ikke kunne findes beviser, der kunne få Adams dømt.

Musikalsk er der ikke meget tilbage af den før så skråsikre sanger. Det meste af albummet er fyldt med selvmedlidenhed og selvbeskyldninger på grænsen til det ynkelige. Ryan Adams tager et dyk ind i sit komplekse hjerte og tilbyder på Wednesdays en rejse, der byder på kærlighed, smerte, sorg og allermest fortrydelse. Det, selv om han ved, at folkedomstolen allerede har dømt ham, og mange musikmagasiner har blacklistet ham for evigt. Med den præmis hængende over hovedet virker albummet enormt modigt med sine fine lavmælte sange.

Den smertelige ”When You Cross Over” er en dybfølt hyldest til Adams' bror Chris, der døde i 2017. Et savn, som han stadig kæmper med, men prøver at indgyde sig selv lidt håb om, at broderen har det godt hos de afdøde slægtninge på den anden side med sangstrofen “I hope they’re waiting there for you”. Her og som på store dele af albummet namedropper Adams en række byer som Alabama, Carolina og Pennsylvania. Steder, han har været eller boet og bruger som metaforer for at give tekstenerne noget stoflighed.

Der bliver kælet for de små detaljer på ”Who’s Gonna Love Me Now”, der med fingerspilsguitar og nogle snigende strygervignetter får nummeret til at ånde, mens tankerne går til Neil Young omkring Harvest. ”Lost In Time” fortsætter den intime stemning, om end endnu mere nedbarberet, mens savnet af ens elskede beskriver faldet fra tinderne: “It's not the fall from grace that breaks you down/It's someone's face you miss so much/You hit the ground, you hit the brakes”.

Ryan Adams kigger på Wednesdays tilbage på det liv, der var og prøver at samle stumperne af det, som er tilbage op gennem en masse minder. Først på albummets slutnummer ”Dreaming You Backwards”, hvor der sættes ind med dunkende trommer, rullende Hammond og dryppende piano er det som om, han kommer hjem og forener sig med sin selvforskyldte skæbne på det rammende omkvæd ”The long roads we took and the time we lost grieving/And may your love find its way back home again”.

For fans vil albummet lyde ægte fra en kunstner med en masse på hjerte, men for folkedomstolen som det rene hykleri, også selvom han ikke er dømt. Men man kan jo ikke tage fra manden, at han er en fremragende sangskriver, og kan man skille kunsten fra kunstneren, så bør Wednesdays blive bedømt ud fra det.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA