x
Lydmor: Capacity

Lydmor
Capacity

Lydmor tør, hvor andre tier

GAFFA

Album / Mermaid Records
Udgivelse D. 12.03.2021
Anmeldt af
Nanna Jenner Jensen

Frygtløs.

Det er ordet, der først falder mig ind, når jeg tænker på Lydmor som artist. 

Hun var frygtløs, da hun i begyndelsen af sin karriere turnerede mutters alene rundt i Europa og sov på fremmede menneskers sofaer. 

Hun var frygtløs, da hun stillede sig nøgen op på landsdækkende tv, med kønsdiskriminerende citater fra musikbranchens anmeldere og journalister hængende som bagtæppe. 

Hun var frygtløs, da hun kastede sig ind i den offentlige debat om kvindelige musikeres fremstilling i medierne, velvidende om de tæv hun nu engang måtte få.

Og frygtløst har hun med sit nye album endnu engang kastet sig ud i et nyt komplekst kapitel af den kunsteriske fabel, der hos Lydmor aldrig synes at ende. 

Og thank God for det!

For i al frygtløsheden og “I don’t give a fuck”-attituden har Lydmor samtidig skabt sit mest komplekse og kontrastfyldte album til dato. Men samtidig også hendes absolut bedste.

Mesterværkets genialitet består først og fremmest i, at alle tænkelige begrænsninger er skrabet af tapetet, og tilbage står et album, der dunker af originalitet i al sin råhed på hvert enkelt track. Her er ingen leflen for P3-airplay, men i stedet er Capacity en snørklet, musikalsk labyrint, der fører dig ud på utallige narrative spor, du ikke havde set komme. I al sin kompleksitet formår albummet alligevel at være utrolig lettilgængeligt, hvilket i sig selv er en imponerende bedrift.  

Lydmor sørger for, at du som lytter bliver konstant udfordret og overrasket. I hvert enkelt nummer drejer du hele tiden om et nyt hjørne lydmæssigt, uden præcis at vide, hvad der gemmer sig bag den næste mur. Denne insisteren på vedholdende foranderlighed gør, at du som lytter bliver kontinuerligt holdt til ilden, og dine ører forbliver rødglødende nysgerrige. Og man lærer hurtigt, at man ikke skal være bange for de stier, Lydmor tager dig med ned ad. For det bliver aldrig rodet eller forvirrende. Derimod føles det evigt trygt at gå ind i mørket med Lydmor i hånden. 

Labyrinten Capacity oplukker sin port på vid gab med det storladne åbningsnummer “Amanda's Lullaby”, der med sin teatralske opbygning og melodimæssige hymne ridser agendaen for resten af albummet skarpt op. Her får man straks fornemmelsen af, at Lydmor har ladet sig inspirere af sin medvirken som musikalsk aktør i en række forskellige teaterstykker gennem de sidste par år. En antagelse, der kun bliver yderligere bekræftet, da det går op for én, at nummeret rent narrativt er uløseligt forbundet med den senere sang på albummet, “Amanda's Dream”. Her fortæller samarbejdspartneren og sceneinstruktøren Amanda Linnea Ginman i en dyster spoken word-form om sine gentagne mareridt, hvor mænd i et terrorangreb jagter og dræber kvinder. 

Denne fortælling refereres igen i “Amanda's Lullaby”, der dog er alt andet end en beroligende vuggevise. Tværtimod er det nok Lydmors mest feministiske statement-tekst til dato, der direkte adresserer konflikterne for kvinder i et patriarkalsk opbygget samfund: du må ikke være for meget, men du må heller ikke være for lidt, for ”Loud is not a female virtue, but neither is tight lipped.”

Lydmæssigt står Capacity også i stærk kontrast til Lydmors sidste album, som havde en gennemgående Shanghai-sound på alle numre, hvilket skabte en fin rød tråd. Men det var dengang. For nu er den tråd kasseret og klippet over, og alle sangene har i stedet fået hver sit signifikante og fremtrædende udtryk. Faktisk er der ingen af de 14 numre, der minder direkte om hinanden. Hver enkelte sang står derfor og blafrer stolt i vinden som sit eget individuelle værk, men alligevel får man følelsen af, at de alle blæser i samme retning i labyrinten.

Kontrasterne findes også i Lydmors evindelige leg med polerne i sin sangskrivning. Og én af de største kvaliteter ligger netop i, at hun kan rumme begge dele til perfektion. Her er både plads til simple og følsomme klaverbårne ballader, som på “Emma Spins”, hvilket direkte efterfølges af hardcore electro-klub-stemning på “Someone We Used To Love”, der eksploderer i et Justice-lignende drop tilført et pift af synth-homage til Stromaes “Alors On Danse”. 

Capacity er én af den slags album, hvor man halvvejs igennem pladen allerede glæder sig til at kunne starte forfra og lytte til det hele igen med det samme. Den type album, der rummer så mange nuancer og lag, både i teksterne og produktionen, at det er umuligt at absorbere det hele på én gang. For i labyrinten står detaljerne i en uendelig kø. Her er ambience sounds af metroer og tordenvejr (Labyrinth Faced Man og The Gadget Song). Her er 808-bas og AutoTune (LSD Heart). Her er pop og Björk i ét (Nevada). Her er hoteller i neonlys og Twin Peaks-referencer (Hotel Ads). Her er leg med rum og klang, der giver dybde. Her er stilhed og støj. Her er mørkt og industrielt. Her er varmt og organisk. 

Her er Lydmor. 

Og hun har aldrig lydt bedre. 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA