x
Trent Reznor, Atticus Ross, Jon Batiste: Soul: Original Motion Picture Soundtrack

Trent Reznor, Atticus Ross, Jon Batiste
Soul: Original Motion Picture Soundtrack

Mesterligt soundtrack til en mesterlig film

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 18.12.2020
Anmeldt af
Michael Jose Gonzalez

Det nyeste skud på Disney/Pixarstammen, Soul, er intet mindre end en mesterlig film, der fortjente en bedre skæbne end at dukke op på Disney+, så juletømmermændsramte småbørnsfamilier kunne indtage den på en lille skærm til resterne af brunkager og risalamande med kold kirsebærsauce i stedet for at opleve den, som den er tænk: på et stort lærred – med dertilhørende store højttalere.

For en stor del af Souls dragende univers skal findes i lydsiden, der er begået af så forskellige stortalenter som det efterhånden garvede filmscore-makkerpar Trent Reznor og Atticus Ross (begge Nine Inch Nails) og jazz/r&b-komponisten Jon Batiste. Sidstnævnte har i øvrigt spillet med folk fra Stevie Wonder og Prince til Willie Nelson og Lenny Kravitz.

For dem, der har set Soul, kommer det næppe som noget overraskelse, at lydsiden her på den ene side består af Jon Batistes jazzunivers, der følger hovedpersonen, Joe Gardners, gøren og laden i den menneskelige verden, og på den anden side Atticus og Reznors minimalistiske og mere æteriske lydlandskaber, der følger Gardner i efterlivet. Eller ”førlivet”, om man vil. Sammen udgør de to lyduniverser en mageløs musikalsk rejse, også uden filmstudiets billeder. Der er rigeligt med musikalsk historiefortælling på spil her til, at store oplevelser også venter, når man synker hen i den indre biografstol.

Næsten da, for på et tidspunkt, afbrydes den veltilrettelagte lydbilleder af Daveed Diggs’ noget malplacerede ”Rappin Ced” –  og hvem, der skulle hungre efter det lille stykke old-school hiphop til at afbryde deres lydrejse, er mig en gåde, men når den nu er med i filmen, skal den naturligvis med. Også selvom det er noget af det eneste, der trækker decideret ned. Så er salig Vic Chestnutts ”Parting Ways”, albummets andet ”skæve” indslag, en anderledes velkommen adspredelse, der føjer til den samlede oplevelse, snarere end at trække fra.

De første par gennemlytninger ærgrede jeg mig over, at man ikke i højere grad havde adskilt jazz-sporet fra det æteriske, men der er mening med hver en tone og med rækkefølgen, og nu vil jeg meget nødig have det anderledes.

Det er trygt, medrivende og nogle gange lidt truende. Men mest af alt fascinerende og fuldt af …ja, sjæl.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA