x
Neil Young: Archive vol.2, 10 cd box/stream

Neil Young
Archive vol.2, 10 cd box/stream

En fascinerende musikalsk dagbog

GAFFA

Album / Reprise/Universal
Udgivelse D. 05.03.2021
Anmeldt af
Henrik Friis

Da Neil Young i 2009 udgav den første af fire lovede arkivbokse (perioden 1963-72), var det med planen om, at andet kapitel skulle komme i løbet af et par år og fokusere på tiden 1972-82. Den fortsættelse vi sidder med nu godt 11 år senere dækker blot 3 ½ år (1972-76), for der dukker fortsat så meget gods op i Young’s gemmer, at projektet hele tiden får sideskud og særudgivelses-spor, samtidig med at der nu også tales om fem store Archive-bokse…

Nu er Archives Vol. II her så endelig *). 10 cd’er eller 131 sange. 12 af dem er helt uudgivne titler og 51 andre er hidtil uhørte alternative takes eller liveoptagelser. Resten bestående af tre nyligt udgivne arkiv-albums og mere eller mindre kraftige aftryk fra lp’erne dengang.

Nyt blandet med kendt altså. Men indspillet fra november 1972 til april 1976 fremstår Archives II nærmest som en udførlig dagbog, og de knap ni timers musik nydes allerbedst “læst” som én samlet fortælling – frem for at zappe rundt. På den måde beskriver de nye tilføjelser, anderledes vinklinger og Youngs understregninger af kendte sager perioden bedst: Rastløs, sårbar, sprængfarlig, kreativ, uforudsigelig, selvmodsigende og en masse andet. Af mange betegnet som canadierens bedste...

Disc 1 - Everybody’s Alone (1972-1973)
Disc 1 og 6 er især for de “nyhedshungrende”, hvor rigtig meget er uhørte numre/uudgivede versioner. Afsættet er lige efter kæmpesuccesen Harvest i starten af 1972 med Young alene i studiet med guitaren og sangene “Letter From ‘Nam” og “Monday Morning”. Den første en tidlig eftertænksom stund om et USA stadig tynget af Vietnam-krigen og en sang, der først blev færdiggjort som “Long Walk Home” 15 år senere. Den anden med et smukt afdæmpet syn på at styre egen skæbne – en sang som få måneder efter blev sønderrevet under titlen “Last Dance” på Young’s Time Fades Away-liveudspil.

For på den turné gik hans succesband fra Harvest-albummet, Nashville-musikerne i Stray Gators, indre opløsning undervejs med interne stridigheder og en konfrontatorisk og påvirket band-leder i front – som også var dybt ramt af vennen og Crazy Horse-guitaristen Danny Whittens narkodød. Mest af alt flygtede Young selv fra Harvest’s middle-of-the-road-berømmelse og med lutter nye numre i rå indpakning kørte han ganske bevidst musikken i grøften. Deraf betegnelsen “The Ditch Trilogy” om de tre efterfølgende upolerede udspil.

Time Fades Away er berømmet som en rå og ærlig koncert-dokumentation, men Young har aldrig rigtigt brudt sig om den og indlemmer kun et par krummer på Archives. Til gengæld er vi med til øvesessions lige inden turen, og dér fungerede Stray Gator internt endnu. Dels i en fremragende, rocket udgave af livealbummets titelsang. Men også i to andre helt uudgivne numre, forandringshåbet “Come Along And Say You Will” og ikke mindst den rytmisk skæve og mystisk charmerende “Goodbye Christians On The Shore” – med suveræn dobro. En ægte perle – gemt i 48 år!

En sød og ligeledes uhørt livehyldest til “Sweet Joni” Mitchell – Young’s canadiske kollega – skal også nævnes sammen med hans brogede syn på “L.A.”. Young alene på scenen med guitaren. Og det holder max.


Disc 2 – Tuscaloosa (1973)
Neil Young selv foretrækker denne live-udgivelse fra perioden med Stray Gators, optaget i Alabama i februar 1973, en god måneds tid tidligere end Time Fades Away. Alvoren efter Whittens død er også mærkbar her, men feelingen i band og med publikum er langt mere forsonlig og giver perioden andre fine betoninger. Desuden “tillader” den også tilbageblik mod Harvest.

ARKIV-UDGIVELSE 2019: Andre nuancer fra en splittet tid

Disc 3 – Tonight's the Night (1973)
I august 1973 var Neil Young i studiet igen. Nu med bandet Santa Monica Flyers, hvor pedal Steel-guitaristen Brian Keith var eneste “overlevende” fra forårets koncerter – her sat sammen med Nils Lofgren og de to Crazy Horse-medlemmer, Ralph Molina og Billy Talbot.

Resultatet Tonight’s The Night regnes i dag blandt Young’s betydeligste, men dengang ville pladeselskabet ikke udgive endnu en lp med upoleret og kantet mørke – og en sanger, der så stort på, om tonerne blev ramt eller ej: Dybt præget af det andet narko-relaterede dødsfald i omgangskredsen inden for få måneder, roadien Bruce Berry, var sangene et langt indblik i, hvordan Young brugte sin musik til at bearbejde en hårdt ramt sjæl med tvivl og frustration, sorg over spildt liv, udsigtsløs omverden og en gentagen trang til at undslippe berømmelsen ("The world on a string/Doesn’t mean a thing”). Gav kærligheden trods alt håb, var det ikke overvældende.

Musikken her er udelukkende fra Tonight’s The Night-sessions og hovedparten taget direkte fra albummet, der endelig blev udsendt to år senere, men som kronologisk hører til her. Tilføjelserne er en bar-sumpet jam-udgave af “Speaking Out”, et sjæleramt forsøg med flere år gamle “Everybody’s Home” - og så Joni Mitchell igen: Men nu selv som sanger i studiet med sit nummer “Raised on Robbery” – en ren up-tempo humør-spreder i Youngs mørke, uanset hvor løs og jammet den også virker.

Disc 4 – Roxy: Tonight’s the Night Live (1973)
Musikken fra Tonight’s The Night – optaget live måneden efter studieindspilningerne. Men her med sprækker i mørket – og venlig og humoristisk publikumsdialog mellem numrene. Det er, som om Young og Santa Monica Flyers har set, at der er nuancer i mørket. Loose og godt med bøffer – helt i “Ditch”-ånden, men anderledes imødekommende end Time Fades Away

UDGIVET 2018: Varme strømme fra grøften

Disc 5 – Walk On (1973–1974)
Med Tonight’s The Night afvist af pladeselskabet gik Neil Young i stedet i studiet i november ‘73-forår ’74 og indspillede On the Beach med samme hold – minus Nils Lofgren – plus besøg af Graham Nash, David Crosby, The Band’s Rick Danko og Levon Helm m.v.
Stadig alvorlig, men lyssætningen var en kende mere positiv og målrettet. Og også mere udadrettet fremfor selvmartrende: En stærk trio af bluessange “Ambulance Blues”, “Vampire Blues” og “Revolution Blues” gik i clinch med henholdsvis kritikere/Nixon, miljøødelæggende olieselskaber og Charles Mansons galskab og had. Men det forestående brud med skuespilleren Carrie Snodgress – mor til deres fælles barn Zeka – anedes også i nøgternt rammende “Motion Pictures”.

Kantet nok til at blive kaldt det tredje ben i “Ditch”-trilogien lægger Archives ekstra til On the Beach-fortællingen med en klagende bandudgave med godt kor af det gamle solo-nummer “Bad Fog Of Loneliness”. Læg dertil en dejlig guitar- og mundharpe-udgave af kærligheds-hyldesten “Traces”, som senere blev spillet med Crosby, Stills, Nash & Young, plus en – om ikke andet – nydelig, sørgmodig “Greensleves”. On the Beach’ format som Young-klassiker understreges også her – uanset at det ikke var en storsællert dengang.

Disc 6 – The Old Homestead (1974)
19 optagelser med forskelligt ophav i 1974’s sidste halvdel – hovedparten uudgivet. Og flere helt “nye”. Den country-akustiske “Homefires” og pianofølsomme “L.A. Girls And Boys” refererer begge til bruddet med Snodgress. “Frozen Man”har lækkert guitarspil er Young alene i et ensomt selvopgør på et hotelværelse i Amsterdam, mens den haltende vals “Daughters” med Emmylou Harris og Levon Helm på vederkvægende kor fanger Youngs frustrede blik på udviklingen af verden. Men charmerende calypso-agtige “Hawaiian Sunrise” og især en første udgave af“Through My Sails” fra det næskommende album Zuma pegede faktisk mere i retning af fremdrift og ny start.

Men langt inde i kampen for at slippe for den store berømmelse drog Young samtidig på (en berygtet) stadion-turné med Crosby, Stills og Nash. Supergruppen fra Woodstock havde siden 1971 med mellemrum forsøgt at samle trådene – uden held. Denne turné skulle samle de temmelig store egoer til et nyt studiealbum efterfølgende – det lykkedes aldrig (som Archives også har andre eksempler på). Et par numre er med her fra selve turen, der er mindst lige så kendt for stofmisbrug og stridigheder som koncert-musikken (der først udkom i 2014).

Det bedste ved disc’en er og bliver Youngs’ egen udvikling – bl.a. “Changing Highways” med en allerførste optagelse med Frank “Poncho” Sampedro, som herefter blev den nye faste guitarist i Crazy Horse efter Danny Whitten. Og “Love/Art Blues” om Young’s splittede liv mellem musikken og kærligheden – her i tre udgaver fra smuk akustisk til flydende endelig og smuk bandversion.

Disc 7 – Homegrown (1974-1975)
Det g(l)emte album. Udgivet sidste år efter 45 år i skuffen. Indspillet i slut 74-start 75, men vraget i sidste øjeblik, fordi Young mente, det var fór selvudleverende og præget at hans brud med Carrie Snodgress (selv om sangene ikke alene dvælede ved sorgen). Nærværende akustiske stunder i country-folk-stilen såvel som seje bandnumre, hvoraf nogle blev udgivet senere i andre sammenhænge eller versioner. Men som samlet udgivelse holder det endog rigtigt godt, selv om Young valgte at udgive Tonight’s the Night fra lageret i stedet.

UDGIVET 2020: Mere end en parentes – også 45 år efter

Disc 8 – Dume (1975)
Disc 8 fokuserer massivt på førnævnte album Zuma. Optaget i midten af 1975 er det Crazy Horses nye version som stærk bund for Young, om det så er country, rock eller endda – næsten – poppet melodiske anslag. “Ride My Llama” og klassikeren “Powderfinger” udkom egentlig først fire år senere på “Rust Never Sleeps”, men fortæller her, at den gale hest var klar til sit nye, mangeårige ridt.

En anden Young-evergreen som “Cortez the Killer” er med blandt uddragene fra selve Zuma her, men de suppleres godt: Dels af en ukendt sag som riffede, meget stærkt rockede “Born to Run” - indspillet sammen år som Springsteens store hit af sammen navn og måske gemt af den grund. Og så en række tidlige Crazy Horse-versioner af sange, der egentlig kun kendes fra nyligt udsendte arkiv-udspil. Plus den hudløse er-jeg-for-langt-ude-for-dig-sang “Too Far Gone”, som først udkom i band-version på Freedom 14 år efter – her i en en sprød og følsom guitar-mandolin-version med Frank “Poncho” Sampedro. Bare en stærk samling sange!

Disc 9 – Look Out for My Love (1975-1976)
Dumes niveau er svært at holde. Starten med Crazy Horse-optagelserne “Like a Hurricane” og “Look Out For my Love” blev egentlig gemt til de senere albums American Stars ‘n Bars og Comes a Time. Men de er optaget i vinteren 1975-76 og er derfor helt umulige komme ude om her.

Men det næste lange stræk fokuserer på Stills-Young Band optaget i februar 1976 med Stephen Stills’ band, som nok var kompetente musikere, men ikke af Youngs vanlige backing-standard. Youngs sange med den gamle Buffalo Springfield-makker er fine, men ikke topklasse, og projektet endte også med en utilfredsstillende turné, som Young brutalt skred fra midtvejs med Stills i personlig krise.

“Seperate Ways” (fra Homegrown) og “Traces” (fra On the Beach-tiden) er i uhørte udgaver i Young-Stills formatet her. Men ellers leder disc’en op til uudgivne versioner med Crosby, Stills, Nash & Young af tre sange, som de fire egentlig havde indsunget sammen i endnu et forsøg på at lave et nyt fælles album. Men Young og Stills slettede efterfølgende de to andres stemmer – fordi de igen blev uvenner... Her er alle fire velkendt klare stemmer endelig medtaget. Med ny-udgivne eftertænksomme “Mediterranean” som den bedste.

Men egentlig er en banjo-udgave midtvejs af “Mellow My Mind” fra Tonight’s The Night og livspositive “Midnight On The Bay” lige så interessante – solo-optagelser optaget live i Tokyo og London. Og et oplæg til den sidste disc.

Disc 10 – Odeon Budokan (1976)
Finalen er en live-udgivelser optaget i marts 1976. Solo i London – og med Crazy Horse i Tokyo. Alt i uudgivne versioner.

Tidligere nævnte “Too Far Gone” er perlen fra London, med Youngs smukke guitarspil i front – fulgt af piano-udgaven af anti-krigssangen “Stringman", suppleret med kendinge fra Buffalo Springfield-tiden” og den tidlige solo-karriere.

Tokyo-delen præsenterer en ufærdig “Lotta Love” inden udgivelsen på Comes A Time og den opbruds-vrede rocker “Drive Back” fra Zuma. Men det helt rigtige punktum er “Cortez The Killer”, hvor Crazy Horse og Young strækker ud – og giver en forsmag på det store format, som Rust Never Sleeps åbenbarede fem år efter.

I alt 3 ½ halvt år med Neil Young i et sangskrivningsflow og et indspilnings- og koncert-tempo tæt på det ufattelige. Langt, langt det meste af tiden med integriteten, nysgerrigheden og kvaliteten som faste partnere. Og det ér en fascinerende personlig og musikalsk rejse. Som en redux-version fra filmens verden, hvor instruktøren inkluderer de overskudsscener, han synes mangler for at gøre fortællingen til helt hans egen – uanset andre mening. Take it or leave it. Jeg ta’r det.

- - -
*) Archives II blev egentlig udgivet i november sidste år, men var kun tilgængelig via Youngs Archive-site, og de blot 3000 fremstillede bokse blev udsolgt på et døgn – efterfulgt af løfter om genoptryk og download-mulighed ved forudbestilling. Først nu er musikken tilgængelig i almindelig handel og stream. Archives II findes også i en næsten identisk genoptrykt deluxe-version af den oprindelige udgave inkl. bog og andet godt – men for at få fat i den, må man stadig ty til Young’s Archive-site. Musikken er den samme i alle udgaver.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA