x
KAMARA: The Long Way Home

KAMARA
The Long Way Home

ANMELDELSE: Yaaaas, KAMARA!

GAFFA

EP / KAMARA unlimited
Udgivelse D. 19.03.2020
Anmeldt af
Johanne Nedergaard

Hvis du ikke kender den norske 23-årige KAMARA, så skal du se at komme i gang. Jeg havde fornøjelsen af at opleve indie-sangeren live (suk) til by:Larm festival i Oslo i 2020, hvor hun på scenen var en stor humørbombe, som jeg havde lyst til at blive veninder med lige med det samme. Jeg kan nu bekræfte, at hendes indspillede lyd kun effektiviserer den trang. Hendes debut-ep The Long Way Home er pragteksemplar af en debut, der byder på funk, pop og masser af sassiness. Ja tak, siger jeg bare!

”Sideways” åbner ep’en med sprøde strenge og KAMARAs vokal, der er fin, hæs og skidecharmerende. Det suppleres senere af stærkt slagtøj og en virkelig stærkt instrumental produktion. Det hele virker legende let for KAMARA, der ikke lyder anstrengt vokalmæssigt på et eneste tidspunkt, mens hun fraserer derudad. Dernæst kommer den mere neddæmpede ”Carry You Home”, der emmer af nostalgiske 80’er-feels med trommemaskine, bløde synths og ømme kærlighedsfortællinger fra KAMARA. Så fint et nummer altså.

Men dér, hvor KAMARA virkelig tager kegler, er når hun giver den gas og lader personligheden sprudle ud over sine numre. For det kan hun virkelig finde ud af, så det smitter. ”Hi, OK :)” er et skide catchy og bramfrit nummer, som jeg slet ikke kan få armene (eller humøret) ned over. Stærk basgang, hviskende og kælende vokal og fraser om at forlange drinks og udveksle beskidte blikke i baren. Yas! Lige ind på fest-playlisten.

På afslutningsnummeret ”Young Dumb Foolish Girl” er vi tilbage til de bløde synths og dulmende melodier, mens KAMARAs vokal får lov til at folde sig smukt ud og minde os om, at det hele sgu nok skal gå. Hvis bare jeg bliver lovet en koncert på dansk jord (som endnu ikke er offentliggjort, så vidt jeg har kunne researche mig til) med KAMARA, ville resten af ventetiden til live-oplevelserne næsten være til at holde ud. Klart en af de stærkeste debuter fra Skandinavien i 2021.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA