x
Maxïmo Park: Nature Always Wins

Maxïmo Park
Nature Always Wins

Højdepunkt på højdepunkt fra nordengelske outsiders

GAFFA

Album / Prolifica Inc
Udgivelse D. 26.02.2021
Anmeldt af
Kristian Bach Petersen

Omkvædet på Maxïmo Parks nummer “Leave this Island” fra 2014 slutter med linjen “It's not a peak, it's a plateau”. Det er på mange måde et godt billede på bandets musikalske output. Startede højt med A Certain Trigger i 2005 og siden leveringsdygtige i et virkelig stabilt og højt niveau, uden store udsving og uden nævneværdige dyk, hverken kvalitetsmæssigt eller kunstnerisk. På mange måder burde Maxïmo Park være for 00'erne og 10'erne, hvad The Smiths var for 80’erne og Pulp senere i 90’erne. Belæste, intellektuelle, lidt nørdede outsiders fra en mindre musikalsk celeber del af England, om det så er Manchester, Sheffield eller Newcastle.

Men af en eller anden grund har den altid hattebærende Paul Smith og hans hold aldrig helt fået fod indenfor i den musikalske Premier League. Det er aldrig blevet til mere end en hæderlig placering i næstbedste række – cementeret da bandet, med masser af andre bands og fans i ryggen, med dette album forsøgte at nå den i 2021 noget mere tilgængelige førsteplads på den engelske albumssalgsliste. De endte, naturligvis fristes man til at sige, som nummer to. Slået af metalcorebandet Architects.

Men hvor havde det været dem vel undt med den første førsteplads, for Nature Always Wins er en tour de force udi de ting, som Maxïmo Park gør så eminent.

Det er for eksempel svært at forestille sig hvem, hvis man trækker Jarvis Cocker ud af ligningen, der ville kunne levere linjen “The imagined scenarios/of aging Lotharios” som Smith gør på “Meeting Up”, et af albummets to numre, der går ren sleazy synth-disco. Maxïmo Park har siden sidste album sagt farvel til keyboardspiller og originalmedlem Lukas Wooller, men i hans erstatning Jemma Freese har de fundet en mere end passende erstatning, som så oven i købet giver en klædelig feminin dimension til koret på halvdelen af albummets numre. Hun suppleres yderligere af punkikonet Pauline Murray på “Ardour”, fordi det ikke rigtigt er et MA-album, før man har mødt kombinationen postpunk og fransk. Og den skarpe og punkede side af Maxïmo Park fylder stadig klædeligt, som på den huggende åbner “Partly of My Making” og den nærmest råbende “I Don’t Know What I’m Doing”.

At Maxïmo-pakken også altid kommer med vid og bid, fanger man i tekster som “Do you need a flag/to know who you are?/Did you get intentionally left behind?”, der indleder den uundgåeligt Brexit-klingende “Why Must a Building Burn?”. På “The Acid Remark” får guitarist Duncan Lloyd lov til at folde sig helt ud i bedste Johnny Marr-stil. Det er ren “This Charming Man”-vibe, der kører, imens Smith, ikke Smiths, i front krukker sig igennem linjer som “A French kiss in a German Car/English reserve only gets you so far”. Også “Placeholder” ruller sig helt ud med let og elegant ringlende guitar a la start-80’erne fra Lloyd. På albummets fremragende lukker, “Child of the Flatlands”, spiller han også op mod synth, vuggende pasgang og klaver hen over et nummer, der i sin intense og klaustrofobiske stemning snildt kunne tilskrives Richard Hawley. 

Og så er albummets stærkeste kort ikke engang nævnt. “Versions of You” er den melodiske indiebasker, som Maxïmo Park er noget nær garant for på hvert eneste album. Skarpe riffs, et super tight trommebeat og Paul Smiths følelsesladede Geordie-croon hen over en melankolsk og længselsfuld tekst om at være væk fra dem, man elsker. Et lille ekstra peak på et i forvejen glimrende album.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA