x
SUNDAYS: Inner Coasts

SUNDAYS
Inner Coasts

Indiefolk-kvartettens nyeste udspil svømmer i vellyd

GAFFA

Album / Celebration Records
Udgivelse D. 26.03.2021
Anmeldt af
Esben Suurballe Christensen

Uvant at tilegne indledningen på en anmeldelse til ét instrument. Men der er ingen vej udenom. Indiefolk-kvartetten SUNDAYS' andet album Inner Coasts har helt bemærkelsesværdigt den håndspillede bas helt fremme i lydbilledet. Hvor den både fungerer i samspil med de underspillede trommer, som sangenes stabile fundament og bund, men også som sangenes både med- og nuancerede modspil. Som hørt på den melodiske rige ”All We Have Is Time”. Her løfter bassen sangen op fra et gedigent middle of the road-potentielt radiohit til noget ekstra, mere musikalsk substantielt. Det er helt rigtigt set af kapelmester Magnus Jacobsen og producer Asger Techau (Kashmir).

Og de har begge set rigtigt i både produktion og mix. Inner Coasts svømmer i atmosfærisk vellyd. Det er både et varmt californisk vestkyst- og et mere køligt skandinavisk lydunivers, der mødes i skøn forening. Som hørt på den vellykkede ballade ”Midnight Passing”. Det er en helt igennem vidunderlig produktion.

SUNDAYS gjorde sig bemærket både nationalt og internationalt med debuten. Så man forstår, hvorfor tekstuniverset stadig er på engelsk. Desværre rummer det også en begrænsning. Den umiddelbare følelsesmæssige tilknytning til sangene skal primært findes i lyd og velspillende melodier. Heldigvis er albummet som førnævnt beriget med just det. Men både tekster og deraf vokal fremstår som mere ansigtsløse anonyme. Man kan ikke undgå at blive efterladt med indtrykket af, at en sang som ”Siberia” kunne løftes til en noget langt mere vedkommende, havde teksten været på modersmålet. Samme udfordrende begrænsning, som eksempelvis Kashmir også kan lide af.

Men det skal ikke tage noget fra den overvejende opfattelse, at SUNDAYS har begået et virkelig stærkt og umiddelbart album, der svømmer i melodisk vellyd. Det er svært at bede om mere.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA