x
Magtens Korridorer: Club Promise

Magtens Korridorer
Club Promise

Større, skarpere og bare bedre. Rockbandet trumfer sig selv.

GAFFA

Album / Universal
Udgivelse D. 16.04.2021
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Det er lyden af noget større, der med sangen ”Gennem tågen” åbner det ottende udspil fra Magtens Korridorer. Det er tæt på stadionrock, og det er i hvert fald en god sjat elektrorock. Og det lyder ikke kun lækkert. Det er også lyden af et rockband, der har fået ny luft. Og det er ikke fordi, Magtens Korridorer har undergået musikalske revolutioner. De lyder bare ualmindeligt veloplagte og sultne efter at præstere det ypperste. Men deres arketypiske rocksange har også fået en ny finish. Nogle vil måske kalde det en leflen for tidens smarte toneklang, men hvad gør det, når det resulterer i bandets hidtil bedste udspil.

Det lyder også som om, at bandet har turdet give slip på sig selv og overlade tøjlerne til producere, der har fået deres vilje. Mest markant er produceren Zed Simon, der er kendt for sit samarbejde med svenske Kent, og det er i høj grad deres elektriske lydflader, som høres på albummet og er med til at frisætte den nye energi. Og sammen med producerkapaciteten Søren Mikkelsen er der en klar retning og idé på samtlige af albummets sange.

Magtens Korridorer er stadig et stærkt refrænband, men generelt folder sangene sig mere ud, og der er mindre skrålerock og mere melodi, uden at rockens tænding er forsvundet. Snarere tværtimod er det som om, der er kastet benzin på bålet i den brølende afdeling af albummet. Titelnummeret står bogstaveligt i flammer i sin foragt over alt det falske, som vi gerne falder pladask for. Det er med en tung basgang og Niklas Schneidermanns hårde guitariffs, som i forskellige forklædninger sætter deres præg på de hårdt piskende sange. Eksplosionerne er præcise og underbyggende i ”Helten ud i lyset”, og i ”Kældermorgen” vælter alt det grimme frem i tunge guitarudladninger og en skiftevis skrigende og syngende Johan Olsen.

Den store vinder på Club Promises mere melodiske tilgang til sangene er uden tvivl Johan Olsen, der mere og mere lyder som en fuldtonet rocksanger, der kan sætte stemmen efter stemningen. Der bliver stadig skreget igennem, men kun når det giver mening. Det giver så også mulighed for til fulde at opleve og nyde Johan Olsens poetisk drejede tekster, der handler om byens liv og ikke mindst alle de tabte drømme. Han savner altid noget, ligesom alle vi andre også gør. Og som hos et ægte traditionsbundet rockorkester bliver der budt på en række ballader, og her trumfer Johan Olsen og band sig selv i de umanerligt smukke ”Månelys i rav” og ”Sidste vers”, hvor melankolien tager helt over, og man er ikke i tvivl om, hvem Magtens Korridorer er, og hvad de kan.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA