x
The Notwist: Vertigo Days

The Notwist
Vertigo Days

Tysk grundighed – internationalt temperament

GAFFA

Album / Morr Music
Udgivelse D. 29.01.2021
Anmeldt af
Simon Heggum

At de tyske indierockere The Notwist står bag et af nullernes bedste album, er et faktum, kun få fans husker. Men deres femte album Neon Golden fra 2002 er stadig en kæmpe bedrift, og selvom det er en af de plader, der blev hypet i sin samtid, og siden er gået i glemmebogen, laver det ikke om på, at man næsten mister pusten, når man lytter til det i dag.

I 2002 blev gruppen sammenlignet med Radiohead, og det er svært ikke at sætte Neon Golden på højde med Kid A, når man snakker om albums, der bragte ’90’ernes abstrakte elektronik ind i rockens forudsigelige skabeloner. Neon Golden er faktisk et af hovedalbummene bag hele opblomstringen af indietronica i starten af dette århundrede. Så for navlepillende, brilleklædte anmelder-typer (som undertegnede) var – og er – The Notwist en big deal.

Og så alligevel ikke! For efter Neon Goldens lettere skuffende opfølger, The Devil, You + Me (en plade, som faktisk er bedre end jeg huskede), mistede jeg også interessen for det tyske ensemble, med den evigt snottede Markus Achers doven-sang i front. Det har vist sig at være en kæmpe fejl, der bliver understreget af Vertigo Days – deres første album siden 2015s instrumentale Messier Objects og første egentlige, sangbaserede album siden 2014's Close to the Glass.

Seks år uden Notwists særegne indietroniske pop er lang tid, og det første album uden kernemedlemmet Martin Gretschman, der var overnørden i The Notwists hang til filtreret eksperimental elektronik, er en kærkommen "return to form".

Den elektroniske vinkel er langt fra smidt ud, og selvom Gretschmans kultiverede båndspolestøj og brug af mellotron er væk, kunne han snildt stadig have været med, for Vertigo Days er lige så elektronisk som bandets tidligere plader. Og alligevel står Vertigo Days også på egne ben. For selvom Archer og kompagni har mestret det elektroniske lydtæppe til fulde på dette niende album, så bilder jeg mig også ind, at det her er noget af det mest legesyge og spraglede, gruppen har lavet siden deres mere vilde dage i slut-90’erne.

Vertigo Days inkoporerer gruppens vanlige elektroniske indflydelser, med fokus på dub, IDM, minimal og glitchcore, men bruger også en lang række andre, håndspillede virkemidler, hvor skarpe britpopguitarer og et ekstremt fokus på groove og langsom udvikling caster Vertigo Days som et nyt, moderne værk i krautrockgenren. Det er svært ikke at drage direkte paralleller til landsmændende i  Can, Amon Duul II og Neu! og det klæder gruppen igen at være mere håndspillede og løsslupne, uden at give slip på de urolige programmeringer fra fordums mesterlige tider.

De pludseligt hårde indslag på den fantastiske ”Where You Find Me” og de sødmefulde klokkespil giver den rolige melodi et smukt modspil, mens de skæve maskintrommer lægger et industrielt groove, der minder mig meget om den danske trio Mother Sparrows tidlige mesterværker. Selvom jeg ikke tror, The Notwist nogensinde har hørt alt for tidligt afdøde Jannick Wiinblads sublime sange, kan man drømme sig til det. Især fordi jeg ved, Wiinblad og kompagni selv var vilde med Neon Golden. Sangens overgang i den krautede ”Ship” er ren prog, på den fede måde.  

Samme magiske overgang sker på den åbnende skraldespand ”Al Norte”, der pludselig vælter over i den smukke bagatel ”Into Love”, der igen omformer sig til ravenummeret ”Stars”. En eventyrlysten ouverture, der lader lytteren vide, at der ligger en ikke uvæsentlig lytteroplevelse klar til en.

Den vævende ballade ”Loose Ends” er muligvis lidt for anonym, men den mystiske, repeterende coda leverer en perfekt intro til den modsatrettede, seks minutter lange ”Into the Ice Age”, der desværre heller aldrig udvikler sig fra en minimalistisk Can-rundgang, med jazzede saxofonhost. Man kunne have ønsket sig mere, selvom de afsluttende blæsedunk senere samles op i den lurvede erstatningsfunk på den efterfølgende ”Oh Sweet Fire”. Selvom amerikanske Ben LaMar Gays vokal giver et friskt pust på sangen, er dette klart den svageste suite på Vertigo Days.

Bedre bliver det fra og med det sære intermezzo ”Ghost”, der flyder ind i den hjerteskærende flotte popsang ”Sans Soleil”, der med repeterende grooves og melodica breakdowns giver Archers skrøbelige versefødder en opbyggende, flot tonalitet, ind til det fantastiske omkvæd endelig bryder løs. Jeg var ærligt talt ved at knibe en tåre første gang, jeg hørte sangen, da det for mig var som at få en gammel ven, jeg havde glemt alt om, tilbage.

Og herfra bliver det svært at tage armene ned igen. ”Night's Too Dark” er en flot, nattemørk ballade, der lyder som en James Bond-temasang, der har ligget for længe i et gammelt, støvet arkiv, mens den hæsblæsende ”Al Sur” lyder som et funkjam på et børneværelse, med spansk vokal fra argentinske Juana Molina. Et fuldstændig vanvittigt overflødighedshorn af barnlige vokaler, ubehandlede synthforløb og spastisk percussion.

Når man når den afsluttende, lo-fi ballade ”Into Love Again” – en reprise af pladens indledende strofer – er det svært ikke at sidde med et stort smil på læben. Det de aldrende tyskere leverer på Vertigo Days ikke bare et legesygt, personligt og virkelig godt indietronica-album. Det er også en vanvittigt velkomponeret og sammensat samling sange. Der er tænkt over alt fra lyde og sangstruktur til trackliste for at give lytteren en fuldstændig sublim lytteoplevelse. Og det er rent faktisk en fornøjelse i en tid, hvor playlister og shuffle-knapper er en stor del af musikforbrugerens arsenal (inklusive denne anmelders – jeg skal ikke komme for godt i gang).

Det kan godt være, Vertigo Days ikke er et mesterværk, og det er da også svært at lave sådan et, når man har lavet Neon Golden. Til gengæld er Vertigo Days ubestridt 2021's højdepunkt indtil videre og klart en af de bedste eksperimenterende rockudgivelser i mange år. En forrygende og fremragende tur i altrockens afkroge. Og en plade, der var en fornøjelse at anmelde, selvom det tog over to måneder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA