x
Mr. Koifish: Danser Som en Drøm

Mr. Koifish
Danser Som en Drøm

ANMELDELSE: Fra electrorock til Narnia

GAFFA

Album / Emailing While Intoxicated
Udgivelse D. 23.04.2021
Anmeldt af
Jens Dræby

Det kan sommetider virke, som om Bisse har haft lidt for meget indflydelse på den kreative tilgang hos uafhængige sangskrivere. Jovist har der før Bisse været sangskrivere, som værdsatte de underfundige og poetiske udtryk over alt andet. Ikke mindst genkendelighed og tilgængelighed. Alt, der kom ud af Vellness Plader, Søn, Guldimund og First Flush for at nævne nogle stykker er stort set af samme mindset som Mr. Koifishs anden udgivelse, der er alt andet end debuten. Hovedsageligt på den fede måde.

Denne besynderlige udgivelse er lidt af en koncept-ting med tekster hentet fra Bjørn Rasmussens oprigtige knækprosa i digtsamlingen Ming. Det er ikke en udpræget gave til ordene med dette album, der for det meste forpludrer fortolkningen og dækker de ellers så direkte og bemærkelsesværdige gloser til. Her har man hørt både Bisse, Jacobløberhjemmefra og Turbolens lykkes langt bedre med effektiv, barnagtig poesi.

Med sprogskifte og stilskifte siden EP1 kunne man foranlediges til at tro, at Danser som en drøm er udgivet af en helt anden kunstner. Den lidt naive, hjemmebryggede og ærlige formel er bevaret, men det overordnede udtryk er langt mere raffineret helt og aldeles på grund af produktionen og melodierne, der ledsager de krævende, men underfundige tekster. Et nummer som "Farverne er endnu ikke gamle" viser fint, hvordan lyden er blevet let syret i sine mange lag uden at grænse over i psykedelisk pastiche eller prætentiøst overdvæleri. De steder, hvor musikken blot er til stede uden sang er smukke indbydende dråber, der på tværs af pladen samles i en kulørt pøl, som en motorolieret vandpyt. 

Det betyder alt for albummet, at elektronikken stadig fylder meget for bassisten i det forhenværende Turboweekend. Morten Køie har et eminent opmærksomt øre, der lader til at fange den rigtige balance mellem det mekaniske og det organiske, sådan så hans udtryk flere gange skiller sig som en buk fra fårene i indie-undergrunden. Det høres tydeligt på det ottende og sidste nummer, "Tusch i dit ansigt 2". Det eneste svage led er selve sangens levering, der slet ikke kan hamle op med den stemningsfyldte produktion af synths, der belejres af trommemaskiner og en blød driblende basgang. Sangen danner fint bånd om Danser som en drøm med åbneren, der fandenivoldsk udfordrer lytteren med AutoTune og ultrasimpel, flimrende underlægning.

Det virker, fordi det elektroniske hurtigt forløses af et nostalgisk tilbageskuende punket nummer, som "Det regner" eller noget skæv indiepop på "Kom og dans", hvis melodi havde fundet sig godt til rette på en moi Caprice-plade. Der er tale om aldeles lytteværdig oplevelse, som de fleste burde gå på opdagelse i bare for at mærke, hvordan helheden i høj grad er mere end summen af delene. Det hele holdes desværre tilbage af en ofte irriterende eller forstyrrende levering af Bjørn Rasmussens lyriske univers.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA