x
Diverse kunstnere (4AD): Bills & Aches & Blues

Diverse kunstnere (4AD)
Bills & Aches & Blues

En oplagt chance for at fejre sig selv kunne være forvaltet bedre

GAFFA

Album / 4AD
Udgivelse D. 02.04.2021
Anmeldt af
Finn P. Madsen

Billedet: U.S. Girls

Bare navnet alene indgyder respekt. 4AD er om noget pladeselskabernes kronjuvel, når den alternative rock skal defineres. Sidste år kunne de fejre fortjent 40-års jubilæum. Uden dem ville vores musikverden være en del fattigere, men heldigvis har de forstået at forny sig med en række kunstnere, som stikker ud og i alle mulige retninger stilmæssigt. På papiret er idéen om at fejre sig selv ved at fortolke sig selv derfor helt oplagt.

4AD er grundlagt i 1980 af Ivor Watts-Russell og Peter Kent og ejet af distributionsselskabet Beggars Group, der også huser pladeselskaber som Matador, XL Recordings, Beggars Banquet og Young (tidligere Young Turks). Et rent slaraffenland for alternative musikelskere.  

De første årtier profilerede selskabet sig ved at lade deres nye, spændende navne smelte sammen med nogle kunstneriske gennemførte covere. Ivor Watts-Russell stod for den musikalske profil, mens den nu afdøde Vaughan Oliver tegnede sig for den visuelle del. Hans sublime og æstetiske covere med den drømmende og abstrakte streg blev en uundværlig del selskabets identitet.

Et af selskabets nyeste signinger, australske Tkay Maidza får lov til at åbne det historiske visitkort. Hendes psykedeliske og rundtossede synthudgave af Pixies’ ”Where Is My Mind?” står i fin kontrast til 4AD’s mest fremtrædende navn og et af de bedste alternative bands nogensinde. Hun formår sågar at gøre omkvædet endnu mere catchy end originalen. U.S. Girls’ retroudgave af Birthday Partys ”Junkyard” er totalt vendt på hovedet. Væk er de støjende guitarattacks til fordel for vuggende calypso-pop bygget op omkring eksotiske percussionrytmer. Mageløst, at en kunstner på den måde kan gøre nummeret til sit eget. 

Albummets 18 numre giver en varieret indsigt i, hvordan 4AD har formået at tiltrække nye spændende kunstnere, og hvordan fortidens satsninger har været med til at gøre dem til innovative pionerer. Men for et label med så fremtrædende en stamtavle og et så sikkert greb om det stilistiske kan det undre en, at to af selskabets allervigtigste kunstnere er undladt.  

Der skal spejdes langt efter både Cocteau Twins og Dead Can Dance, hvis drømmende og kunstneriske univers går op i en højere enhed med selskabets visuelle platform. De har om noget været med til at definere selskabet. Når albummet tilmed har taget sin titel efter åbningslinjen på Cocteau Twins’ ”Cherry-Coloured Funk”, ja så er det hovedrystende.

Selv om The Breeders er en af 4AD’s væsentlige kunstnere, er det en gåde, hvorfor de skal have tre skud i bøssen. Tune-Yards, Bradford Cox og Big Thief prøver alle sammen lykken med Kim Deal og co’s vrængende musikalske udtryksform, men med begrænset held. Kun Tune-Yards’ hektiske og maniske udgave af ”Cannonball” formår at spille sig helt ud over kanten med et herligt berusende kick. Helt unødvendigt er det også at give plads til to sange af Grimes, en af 4AD’s nyere kunstnere. Spencers udgave af ”Genesis” er komplet ligegyldig, mens Dry Cleaning lige består med ”Oblivion”.

Det kunne have været spændende at høre shoegazer-outsiderne Pale Saints i hænderne på en af selskabets nye kunstnere, eller Red House Painters’ sadcore forvandlet til noget opblomstrende. Den altid spændende Jenny Hval skal have ros for sit spøgelsesagtige cover af Lushs ”Sunbathing”, mens den opløftende udgave af Deerhunters ”Futurism” med Helado Negro er en tåget og sjælfuld rejse til sol og strand. 

Det er ikke, fordi champagnepropperne springer af vild begejstring på Bills & Aches & Blues. Med alle de små perler, 4AD har lagt os for dagen gennem 40 år, kunne bagkataloget være forvaltet meget bedre. Kuratoren bag albummet har simpelthen ikke gjort sit arbejde godt nok.   


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA