x
The Tremolo Beer Gut: You Can't Handle... The Tremolo Beer Gut

The Tremolo Beer Gut
You Can't Handle... The Tremolo Beer Gut

Danmarks ukronede surfkonger er vilde i varmen

GAFFA

Album / Crunchy Frog
Udgivelse D. 16.04.2021
Anmeldt af
Julie Hugsted

You Can’t Handle….THE TREMOLO BEER GUT er et fantastisk alternativ til en fesen kop gåturs-latte eller den tur til sydens sol, som man drømmer om på en lidt for kold forårsdag i coronaramte Danmark. Ikke noget med tekster om eksistentielle problemer eller isolation, men en række forrygende skæringer ind i et univers, mange længe har ventet på nyt fra. Faktisk er det bandets første album med nye sange i 13 år.

Festen starter med den legendariske TBG-guitarlyd, og dermed sender “Red Barrels” lytteren direkte ned til sol og mojito på et nummer, der er lettere i lyden og mere tilbagelænet end den mere up-front garage-surf, vi kender fra de tidlige albums. “Barfield’s Gambit” med Chris Barfield sender tankerne i retning af 1950-60’er surf og bølgeskvulp, hvor der er plads til lidt hofteryst og en lækker call and response mellem den bløde twangede guitar og den frække lysere strum.

På “Hot! Hot! Heatwave!” med Sune Wagner og The Courettes fortsætter man på en cruise langs en strandpromenade i San Fran. Det er spækket med sprøde riffs og baggrundsvokaler fra legesyge rock’n’rollers. “The Minx” er et uptempo garagenummer med en mere markant bas og fremtrædende trommer og “Hu ha hu ha ba ba ba da ba” samt ordene "The Tremolo Beer Gut baby" i baggrunden. Frækt.

Lucky Luke møder Twin Peaks på “Date at the Slow Club” med Jarno Varsted & Patrik Bartosch: Blød lead-guitar, varm spansk strumming, et mere ambient soundscape, uuuuhhhh – kor og mundharmonika. Findes der en playliste for westernsjælere, må denne straks tilføjes! “Jive Jimmie Juma” med Evan D. Foster byder på et dronet riff, der spiller op ad et orgel. Her er fuldfed tremolo, tekststykker med ordene “Jive Jimmie Juma the backyard puma" og en dynamik, der spænder fra det tilbagelænede til den mere hårde surfrock.

“The Tremolo Death Way” med The Courettes byder på en meget slem guitar, albummets rockede intensitet øges stadig, og nummeret er nærmest uhyggeligt med stønnen, noget der lyder lidt som om nogen spiller på sav, tung bas og masser af subtil percussion i form af bjælder, tamburin og whiskers på bækkener. “Memento Morricone” med Christopher “Dompan” Dominique er en hæderlig hilsen til legenden, og en surfet sologuitar bliver svaret med forsigtige nedslag og bækkener. Det er langsomt, sfærisk og lige til en italiensk spaghettiwestern.

Rejsen tager et twist med “Planet Urf!” med Mikkel Borg Bjergsø. Jungletrommer, bum cha cha-rytme, guitarer med ordentlig treble sound, trippede percussionlyde, sære stemmer, måske et klokkespil og en bas, der flyder i baggrunden. Turen bliver til stadighed mere mystisk med “Inferno”, der åbner med svært beskrivelige lyde og trommer, som udvikler sig til et regulært lydtæppe, hvor vi er nede i en skummel sidegade og ikke længere på den lyse strandpromenade. “Hey Hello” med Jon Spencer, Cristina Martinez og The Mikkeller Choir har i højere grad dén TBG-sound, vi kender fra tidligere plader, og de inviterer ligeledes op til dans med orgel og selvfølgelig lidt flirterier.

Erik Satie-coveret “Gnossienne No. 1” er et let og luftigt surfnummer, der er en blød landing oven på den begivenhdsrige rejse til det fremmede og dog så velkendte land. Slutteligt skal vi dog ikke snydes for syresurfnummeret “Codename Tremstar” med Svetlana “Zombierella” Nagaeva, som første gang blev præsenteret på Crunchy Frogs jubilæumsalbum And Now for Something Completely Crunchy (2019).

Og netop som man troede, at ballet var ovre, kan man på den europæiske vinyl nyde “Caipirinha River Cruise” – en let og tilbagelænet tune, der byder på noget så herligt som fløjten, imens den amerikanske lakrids runder af med den knasende lille surfrockede sag ”A Minha Menina” (Jorge Ben/Os Mutantes-cover) med Flavia Couri.

Det er uhyre sjældent, at så etablerede bands med så specifik en lyd overrasker og formår at imponere som You Can’t Handle….THE TREMOLO BEER GUT. Skiven kommer ud i krogene og er samtidig et gensyn med de twangede gutter, som vi troede, vi kendte så godt – men TBG har stadig masser af nye esser i ærmet.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA