x
Lasse Helner: Over the Hill – Still Got the Thril

Lasse Helner
Over the Hill – Still Got the Thril

Når old-school er lige tilpas

GAFFA

Album / Exlibris
Udgivelse D. 16.04.2021
Anmeldt af
Jan Opstrup Poulsen

Fynske Lasse Helner hverken kan eller vil løbe fra sit geografiske ophav og er da også folkekendt med sangen ”Fyn er fin” med Lasse & Mathilde. Det musikalske samarbejde med hustruen Mathilde Bondo stammer tilbage fra 1975, men Lasse Helner har som artist stået på scenen igennem ikke mindre end seks årtier. Startende ud i beatgruppen The Baronets i 60’erne, og han har siden også dyrket sin smag for rock og ikke mindst rootsrock i en lang solokarriere. En karriere, der også har budt på samarbejde med topproduceren Daniel Lanois med indspilninger i hans studie i New Orleans.

Over the Hill – Still Got the Thril samler Lasse Helner op på sin solokarriere med et prunkløst og fortættet album, der er så old-school, at det er en sand fornøjelse. Her bliver gået til begrebet tradition med en ydmyghed, som vil klæde de fleste. Sangene bevæger sig rundt i Lasse Helners beatunivers, der byder på boogie, blues og rootsrock af den ædle karakter. Ja, selv en gang røvballerock får han til at lyde befriende godt.

Som albummets titel antyder, så er det også sange, der summer op på et langt liv med musikken. Erindringer og musikalske erfaringer tegner sangene, og budskabet er tydeligt på åbningsnummeret ”Feet Deep”, der italesætter den evigt brændende ild i en ode til Memphis her forstået som livet. Og musikalsk er vi i den amerikanske country og roots-afdeling på store dele af albummet. Over the Hill – Still Got the Thril byder dog også på den række uptempo rocksange med blæs og kor og viser, at Lasse Helner stadig er i stand til at spille op til dans. Der bliver spillet med en vitalitet, der vist kræver, at man er over the hill. Det er derfor sange, der bygger på en årelang erfaring og bundsolid musikalsk forståelse. At det også humper en smule undervejs tilfører bare sangene deres egen autencitet.

Det er dybfølt blues på ”Troubled World”, der helt i traditionen bokser med livets kriser, og i contryballaden ”Love Love” tager Helner endnu et stik på traditionen, når det handler om, hvordan man overlever. I Over ”The Hill” tager han det dybe blik indad og tilbage i et musikalsk levet liv i den stille opbyggede melodi med en indlagt reference til The Rolling Stones. Ja, det handler i bund og grund om rock’n’roll, og hvad det bringer med sig. Hos Lasse Helner har det tydeligvis været mere end blot en trofast følgesvend.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA