x
Greta Van Fleet: The Battle at Garden’s Gate

Greta Van Fleet
The Battle at Garden’s Gate

Underholdende tidsrejse tilbage til 70’erne

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 16.04.2021
Anmeldt af
Julie Hugsted

Den Grammy-vindende amerikanske firmandsgruppe, Greta Van Fleet, er ude med deres andet album, The Battle at Garden’s Gate, som kompromisløst søger tilbage i tiden og byder på numre som “My Way Soon”, der gik direkte ind som nummer 1 på Rock Radio USA. Pladen, der er produceret af Greg Kurstin (Paul McCartney, Foo Fighters, Adele) åbner med det udmærkede “The Heat Above”, hvor forsanger Josh Kiszkas stærke vokal virkelig træder i karakter.

I “My Way, Soon” imponerer han igen med en sprukken styrke, som nærmest hører fortiden til. Et rigtigt rocknummer, hvor der er skruet godt op for bas og guitarer, der sender direkte referencer til 70’er-rock. Til tider tenderer vokalen Janis Joplin, men også vores egen Lone Kellermann – og det er en stor kompliment til vokalens styrke og intensitet.

Tredje nummer “Broken Bells” er i højere grad en sjæler, hvor tempoet er nede, og der fokuseres på dynamikken. Lyduniverset befinder sig i 1970’erne – både instrumentalt og også i forhold til produktionen, hvor man ikke har gået efter en overpoleret Wall of Sound, men har respekteret kunstnernes intention. Her er dømt guitarsoloer og flirten med cry baby-pedalen. Fjerde nummer, “Built of Nations” starter med det klassiske træk, at de to guitarister, Jake og Sam Kiszka, følger hinanden i melodien, og det fungerer godt.

Vi er stadig nede i tempo med “Age of Machine”, der starter med stille guitarer og et nærmest kvindeligt råb i det fjerne. Vokalen er her en integreret del af lydbilledet og ikke foran eller bagved. “Tears of Rain” begynder med stille akustiske guitarer og tekstlinjer som “Pray for the night to comfort me”. Det er en melankolsk sang, der understøttes af klaverstykker, hvor syvende nummer “Stardust Chords” fortsætter og bliver endnu mere dystert og begynder med “ahhhhh” og langsomme trommer fra taktfaste Danny Wagner. Her er igen flot guitarspil og en lo-fi stemning, der ikke forsøger at forklæde sig som en nutidig fortolkning af den lyd, bandet går efter.

Ottende skæring “Light My Love” er endnu et nummer, der sender tankerne i retning af godt melankolsk håndværk fra de gamle dage, men overrasker ikke oven på de foregående numre. “Caravel” giver lidt lyst til at sidde rundt om et lejrbål og debattere atomkraft og kropsidealer, men om konteksten er tidløs eller hænger for meget fast i en anden tid, kan diskuteres. “The Babarians” fortsætter i det stilsikre spor, og det er tydeligt, at de politiske tekster spiller en stor rolle på albummet. Næstsidste skæring, “Trip the Light Fantastic” suppleres med korflader, der især i slutningen af nummeret giver en mere ambient stemning. 12. og sidste nummer på pladen, “The Weight of Dreams” er endnu et stærkt og politisk nummer, om end ikke med de store overraskelser.

Her er tydeligvis en gruppe, der har dyrket deres fædres – eller bedstefædres – vinylsamlinger i stor stil og taget de elementer med, de bedst kunne lide, og man kunne sagtens narre lytterne til at tro, at pladen ikke var fra 2021, hvilket er en spændende bedrift i sig selv. Men når nu der er lagt op til en oplevelse, der uomtvisteligt siger hej til Woodstock, kunne man godt savne lidt flere regulære rocknumre, en kende mere dynamik og udfordringer i numrene og lidt færre ballader.

For fans af 70’er-rock er dette ikke desto mindre et fantastisk og stemningsfyldt album, der måske ikke overrasker særligt mange steder, men det er der i grunden heller ikke brug for – især ikke hvis man en dag kan opleve bandet en sommeraften på en lidt tilrøget mark og rocke med, imens man enten drømmer sig tilbage til et årti, man savner – eller et årti, man gerne ville have været en del af. Greta Van Fleet formår med et stabilt og umådeligt stilsikkert album at være blandt de musikalske bannerførere inden for genopdagelsen af 1970’erne, som gademoden også lugter af i denne tid, så der er helt klart mange scener og lyttere derude.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA