x
Taylor Swift: Fearless (Taylor's Version)

Taylor Swift
Fearless (Taylor's Version)

Swift er indbegrebet af empowerment på eget kopi-album

GAFFA

Album / Republic Records
Udgivelse D. 09.04.2020
Anmeldt af
Nanna Jenner Jensen

Taylor Swifts nye, gamle album er en fortælling om ejerskab, penge og big business. Og historien om en kvinde, der kæmper mod systemet. Det er samtidig en kontroversiel udgivelse af en artists kopi-album af sig selv. Og derfor en nærmest umulig opgave at anmelde. GAFFA gør dog et forsøg alligevel. 

Man kan ikke beskylde Taylor Swift for at have ligget på den lade side gennem de sidste 14 måneders lockdown. 

I 2020 blev det til hele to anmelderroste album, der cementerede hendes nye position som indie-folk-singer-songwriter. Og nu kun fire måneder efter sidste udgivelse, kaster hun et 26-track langt album ud, med en samlet spilletid på intet mindre end en time og 46 minutter. Dén præstation alene burde kunne tage pusten fra de fleste.

Men i modsætning til søster-perlerne folklore og evermore fra sidste år, er der denne gang noget helt andet på spil, som går langt ud over selve albummet. Det handler naturligvis stadig om musikken, men det handler i langt højere grad om alt det, der omgiver musikken. I form af noget så kedeligt, men dog uhyre vigtigt, som juridiske rettigheder. 

Derfor er udgivelsen af Fearless (Taylor’s Version) ikke blot en ny udgivelse fra Swifts side. Det er i stedet en fortælling om ejerskab, penge, big business, forræderi og tyveri ved højlys dag. Og det er historien om, hvordan en kvinde nægter at lade sig tryne og tabe til uretfærdighed, men i stedet forsøger at vinde sin egen sejr i en kamp, hun egentlig har tabt på forhånd. 

“Fuck you I won’t do what you tell me”

Helt kort fortalt starter historien i 2019, hvor Taylors tidligere pladeselskab, Big Machine Records, solgte master-rettighederne til hendes første seks album til manager/mediemogul/investor Scooter Braun. Handlen var både et personligt og kunstnerisk nederlag for Swift, der i flere år selv havde forsøgt at købe rettighederne til sin egen musik tilbage. Samtidig var salget til netop Scooter Braun en personlig kæmpe lussing til Swift, der – meget pænt sagt – har et anstrengt forhold til manden. Blandt andet fordi han har været involveret i den mangeårige kontroversielle beef, hun har haft med Kanye West og Kim Kardashian. 

Taylors reaktion på tabet over rettighederne til sin egen musik har derfor været, at hun vil genindspille samtlige sine seks første album og udgive dem på ny. Dels for at vinde sin kunstneriske frihed tilbage, dels på grund af penge og dels som en stor, fed langemand og “fuck you I won’t do what you tell me” til de mennesker, hun føler er gået bag ryggen på hende. 

Det er altså i denne her knudrede kontekst af et lys, som Fearless (Taylor’s Version), skal ses og forstås i. Og guderne skal vide, at det sætter en anmelder på hård prøve. For det store spørgsmål bliver nu: hvordan anmelder man egentlig en plade, som ikke bare er en genindspilning af en artists eget album, men som samtidig, med fuldt overlæg, også er lavet som en mere eller mindre nøjagtig kopi? Kan man overhovedet det? Og giver det nogen mening i sidste ende?

For det er lige præcis dén præmis, som Taylor har valgt at genindspille sit gamle materiale med: At det skal lyde så tæt på originalen som overhovedet muligt. Hvilket på mange måder giver god mening, hvis idéen er at hendes fans skal vælge at lytte til Taylors version, frem for originalen. 

Næsten 1:1-identisk på den gode måde

Der er altså tale om en næsten identisk 1:1-lyd mellem Fearless (Taylor’s Version) og Fearless fra 2008. Kun nogle små finjusteringer i mixet, en diskret tilføjet banjo eller et ekstra lille fill på trommerne hist og pist adskiller de to album ved et umiddelbart lyt. Den største forskel finder man derfor i Taylors vokal, der naturligvis har udviklet sig og er blevet langt mere ældre, dyb og moden i sit udtryk. Det giver en anden ro og tilbagelænethed på numrene, selvom tempo og rytme ellers er uændret. 

Man kunne ellers frygte, at netop baggrunden og konteksten for at genindspille albummet ville påvirke energien og stemningen i en negativ retning på den nye version. Især fordi 2008-udgaven af Fearless var præget af et ungdommeligt og energisk drive, der susede ud over country-stepperne for fulde drøn. Men det er heldigvis ikke tilfældet. For Fearless anno 2021 flyder over af en spilleglæde, der smitter så stærkt, at det er meget svært ikke at blive glad i låget, når man lytter til det. Og det føles som om, at Taylor virkelig har nydt at stå i studiet og gennemgå den proces, det har krævet at genskabe sit eget værk igen. 

En anden ting, man også kunne frygte var, at det materiale, hun skrev som 18-årig ville virke lettere plat og barnligt at genindspille som 31-årig. Som når man finder sin gamle teenage-dagbog og kun kan grine af sit yngre, naive jeg’s forestilling om kærlighed. Men overraskende nok har mange af sangene modnet sig i takt med Taylor selv, og eksempelvis et nummer som “Fifteen” fremstår i dag mere relevant og livsklogt i sin tilbageskuen på hendes 15-årige jeg, end det gjorde, da hun kun var et par år ældre i 2008.

Bevares, der er lidt rigeligt i nogle af teksterne om prinser, prinsesser og “kissing in the rain”, som hun nok aldrig ville skrive i dag. Men Taylor formår alligevel at omfavne sit gamle materiale med så meget kærlighed og respekt, at det aldrig føles irriterende, men mere som et kæmpe nostalgisk kram til sig selv og hendes fans.

Og på den måde bliver Fearless (Taylor’s Version) knap så meget til en genindspilning, som det i stedet bliver til et genbesøg.

Det er et omsorgsfulgt tilbageblik på noget, der engang var.

Den person, man engang var.

På godt og ondt.

Med et altoverskyggende rummeligt og medmenneskeligt budskab fra et fremtids-jeg til et fortids-jeg:

“Du var okay dengang. Og du er okay nu.” 

Stærke pop-melodier vinder altid

Skåret ind til benet holder Fearless 2.0 vand, fordi det – igen-igen – bliver tydeligt, hvor dygtig en sangskriver Taylor Swift var og er. Pop-melodierne er mindst lige så gode i dag, som de var for 13 år siden, og man bliver mindet om, hvorfor det var absolut velfortjent, at albummet i sin tid vandt en Grammy for “Album of The Year”. 

At Swifts gamle materiale stadig kan stå på egne ben i 2021, bliver også understreget af, at hun har valgt at inkludere en række nye, gamle sange. De seks “songs from the vault”, som hun kalder dem, er numre, hun oprindeligt skrev til original-albummet, men som altså ikke kom med på udgivelsen i sin tid. Det gør de nu. Og med sine nye samarbejdspartnere bag producerroret fra folklore/evermore, Aaron Dessner og Jack Antonoff, binder sangene en fornem sløjfe på Taylors lyd og rejse fra dengang til nu. 

Tilbage står spørgsmålet stadig, om det giver mening at anmelde et album, der allerede har været udgivet før. Og min konklusion er absolut ikke entydig. I sidste ende er det dog fuldstændig irrelevant, om albummet får fire, fem eller seks stjerner, for uanset hvad har det en betydelig berettigelse her i verden. Alene ud fra det faktum, at det er et klart statement og udråbstegn fra en artist, der på en måde, vi aldrig har set før, genkalder sig retten til sin musik. Det er så langt fra offer-rolle og så tæt på indbegrebet af empowerment, som noget kan være. Eller som Taylor synger, og kommer til at gøre det igen på en kommende genindspilning i nærmeste fremtid:

“'Cause the players gonna play, play, play, play, play

And the haters gonna hate, hate, hate, hate, hate

Baby, I'm just gonna shake, shake, shake, shake, shake

I shake it off, I shake it off”.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA