x
Tom Jones: Surrounded by Time

Tom Jones
Surrounded by Time

80 år – med saft og overbevisende overskud

GAFFA

Album / Universal Music
Udgivelse D. 23.04.2021
Anmeldt af
Henrik Friis

Med tre stærke rootsy og blues’ede cover-udspil siden 2010 har Tom Jones godt og grundigt genvundet den anerkendelse og respekt, mange frygtede tabt i Las Vegas’ glimmer. Og selv om denne walisiske urkraft siden sidst både har mistet sin hustru gennem årtier og har rundet de 80, er det et påfaldende overskudsagtigt album, der nu rammer os.

Som på de tre foregående udspil er engelske Ethan Johns i producerrollen. Men denne gang tager flere af coverarrangementerne et radikalt lydmæssigt skift, kigger langt ned i den elektroniske instrumentkasse og lægger nye trippede elementer, svævende synth-sus og blippede lyde til den samlede palet.

Starten – den stille gospel-hymne med snurrende synthbund – ”I Won’t Crumble If You Fall”, bekræfter smukt Mr. og Mrs. Jones’ aftale om, at han skal fortsætte karrieren trods hendes bortgang. Men allerede i Michel Legrands fremragende evergreen ”Windmills of Your Mind”, lanceres andre farver, hvor en rastløs elektronisk rytmik og spacy flydende underlægning understreger tekstens forvirrede tankespind. Og så er vi ellers i gang:

En blip-bop-pop-udgave af Cat Stevens’ ”Popstar” er måske mere corny end god. Men den 60’er-psykedeliske popversion af folk-sangeren Malvina Reynolds' sjove kvindesagssang ”No Hole In My Head” hæver barren betragteligt, hvor Jones for første gang åbner for de stadig betragtelige stemmesluser. Den følges op af albummets mest overraskende perle, ”Talking Reality Television Blues”: Egentlig en alternativ folk-sang af Todd Snider, men her gør Jones denne mesterligt sammenkædende fortælling om tv-æraen til sin helt egen via et sit talende foredrag. Han har selv været med helt fra det første spæde flimmer frem til nu, hvor Reality killed the reality star (Trump) – mens Ethan Johns pakker det hele ind i en trippet, groovet opvoksende musik, der langt mere er søgende nutidsmusik end tilbageskuende pussycat-pop. Hatten af for det.

Hovedparten af sangvalget er igen af amerikansk ophav, men undgår det fladtrådte. Michael Kiwanukas smukke ”I Won’t Lie” ligger i det sene, skrøbelige Johnny Cash-spor, og det samme med den trætte, ærlige pianoudgave af Bobby Coles ”I’m Growing Old”: Tom Jones vil ikke løbe fra alderen. Stærkt. Og covers eller ej: Man mærker, at veteranen spejler sig i sangene: Tony Joe Whites ”Ol’ Mother Earth” beskriver, at misbruget af vores klode er ikke blevet mindre i de snart 50 år, der er gået siden sangens tilblivelse – som det også fremgår af denne bevægende, desillusionerede version, kun udført med piano og tale.

Men der er også håb, livskraft og nye muligheder – trods alt: Så Waterboys’ ”This Is the Sea” frigøres af det britiske ophav og bliver til saftig, brusende soul-rock med Tom Jones for fuld og overvældende stemmepower. Og det samme opleves i Jones’ og Johns’ funklende jazzy og medrivende version af den gamle trad-blues ”Samson and Delilah”. Med masser af dramatik, eros og passion fra hovedpersonen selv. Så det ér helt sigende, at det hele slutter med groovy ”Lazarus Man” af Terry Callier, som selv fik genoplivet sin jazzy-soul-karriere efter mange års glemsel: Tom Jones er måske nok 80 år – men i høj grad genopstået. Spred budskabet!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA