x
Kristina Holgersen: Kapow Goodbye (tak og undskyld)

Kristina Holgersen
Kapow Goodbye (tak og undskyld)

Eminent, stilsikker og magnetisk storytelling

GAFFA

Album / Stunt Records
Udgivelse D. 07.05.2021
Anmeldt af
Ivan Rod

Kristina Holgersen, den prisvindende komponist og sangerinde med den åbenlyse kærlighed til samtidslitteraturen, har før kastet sit blik på blandt andre succesforfatteren Helle Helle og med albummet, To slags mørke fra 2016, skabt noget ret unikt. Nu har hun kastet sit blik på succesforfatteren Leonora Christina Skov og – som i tilfældet med Helle Helle – skabt sangtekster til sit nye album, Kapow Goodbye (tak og undskyld), af ord og sætninger fra forfatterens bøger.

Teksterne på Kapow Goodbye (tak og undskyld) er hentet fra Leonora Christina Skovs erindringsromaner, Den, der lever stille fra 2018 og Hvis vi ikke taler om det fra 2021. Og med de tekstuelle klip – og sine egne kompositioner – har Kristina Holgersen virkelig skabt et dragende, lyrisk værk, der med en tydelig rem af alvor og et professionelt, distanceret blik løfter pointerne op til det universelle. Det er både sårbart og stærkt. Igen, ret unikt.

Alt er optaget analogt, improviseret frem i studiet i et tæt samarbejde med Line Felding (Cody), Kaspar Kaae (Cody), Mikkel Reumert Damgaard (Love Shop) og Mads Brinch Nielsen (Bisse, Folkeklubben) og færdigbearbejdet med mindst mulig indsats. Og den tilgang har givet udtrykket en kant og karakter. En poetisk dybde. Og en klang af koncentreret ægthed. Faktisk oplever jeg en større grad af autenticitet i Kristina Holgersens versionering end i forfatterens erindringer – selv om Kristina Holgersen helt åbenlyst er gået til forfatterens vredesfyldte og uskønne, selvudslettende og selvhævdende stof med kærlighed.

De to – sangerinden/komponisten og forfatteren – har lanceret en omfattende fælles turné, og med den tilkendegives en gensidig respekt. Den respekt afspejles også i og med, at Leonora Christina Skov synger kor på flere numre og læser passager op fra sine tekster i andre forløb på albummet. De integrerede forløb styrker temaernes kompleksiteter og absurditeter. Og budskaberne styrkes samtidig af musikledsagelsen – den tunge lyd af guitar, celloens vemod og klaverets lyse stemme – og af Kristina Holgersens redigering/fortolkning og sang. Men undertegnede kipper primært på hatten over Kristina Holgersens eminente, stilsikre og magnetiske fremmaning af følelser og billeder.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA