x
Jean-Michel Jarre: Amazônia

Jean-Michel Jarre
Amazônia

Jean-Michel – den gæve liansvinger

GAFFA

Album / Columbia Records
Udgivelse D. 09.04.2020
Anmeldt af
Simon Heggum

Halellujah! Næsten fire år som anmelder for GAFFA, og endelig får jeg lov til at anmelde Jean-Michel Jarre! Han er en af de få elektroniske kunstnere, der kan skille folket i så høj grad. I den ene ende har vi dem, der hader at elske hans instrumentale synth-eskapader og overdrevne lasershows, og i den anden ende har vi dem, der elsker at hade ham, af samme årsag. Selv hører jeg til i midten, for jeg vil hjertens gerne indrømme, at Oxygene er en tidlig elektronisk klassiker på højde med Autobahn (Kraftwerk), Phaedra (Tangerine Dream), Looking for Saint-Tropez (Telex) og From Here to Eternity (Giorgio Moroder).

På senere bedrifter som Rendez-Vous og Revolutions lukkede Jarre dog hurtigt luften ud af ballonen og valgte et liv som showmand med opskruede synthfanfarer, dunkende trommemaskiner og laserstråler, så langt øjet kunne række. En karriere, der druknede i noget, der kunne ligne en selvfed sci-fi pastiche, der snarere handlede om at slå Guinness-rekorden for publikumskapacitet end at lave god musik. Det ene sekund blev Keops-pyramiden neongrøn, mens Jarre spillede ”Fourth Rendez-Vous” på laserorgel, og det næste sekund druknede han i regn i en vindmøllepark i Aalborg iført keytar, mens Safri Duo trommede med på nedløbsrør.

Og det er egentlig synd, for manden har faktisk leveret så meget andet end new age, muzak og bingo-orgel. Således er alle tre Oxygene-album værd at samle på, mens både Zoolook, Equinoxe og Waiting for Costeau gemmer på fine, elektroniske momenter. I 10’erne har Jarre endda nydt en vis revitalisering, dels på grund af en ny generation af elektroniske musikere, der godt turde sige, at de faktisk var fans, mens han selv har udgivet plader som Oxygene 3, Equinoxe Infinity og den mere fremadskuende Electronica-serie, hvor han arbejdede sammen med revl og krat fra de sidste 30 års elektronik.

Jarre har således ikke blot formået at holde sig i gang, men han har også formået at forny sig. Disse fornyelser og forsøg på at lade sig inspirere af samtiden, har måske ikke altid fungeret lige godt, men alligevel har Jarre formået at rykke sig kreativt, uden at det er gået ud over hans pionér-status, hvilket er en bedrift, når man tænker på, at hans nærmeste kollegaer i Kraftwerk er blevet til et turnerende voksmuseum, som ikke har formået at lave noget relevant siden 2003, medmindre man virkelig pudser 3D-brillerne.

Amazônia, som egentlig er soundtracket til Sebastião Salgados multimedie-udstilling om den brasilianske regnskov, er Jarres første sprinye musik siden 2018’s Equinoxe Infinity (en efterfølger til Equinoxe fra 1978), men samtidig det første album siden 2016, der ikke skal forstås som en viderebygning på fortidens bedrifter. Altså er Amazônia det første musik til at bygge på et nyt koncept i godt og vel fem år. Nåja – og så er det den 72 år gamle musikers 26. album. 

Damn!

Albummet følger den klassiske Jarre-tendens, med instrumentalstykker, der alle sammen deler den samme titel. På Amazôna bygger Jarre videre på ting, han før har arbejdet med på Zoolook og Waiting for Costeau, når samples fra Amazon-junglen blandes sammen med elektroniske ambient-flader. Den umiddelbart fængende melodiøsitet, som man eksempelvis kender fra ”Oxygene, Pt. 4” og ”Les Chants Magnétiques, Pt. 2”, lader altså livet for den mere avantgarde-inspirede lydnørderier, og her skylder Jarre rigtig meget til idolet og læremesteren Pierre Schaeffer.

Jarres force er ikke ambient-muskken, men han formår alligevel at skabe en filmisk stemning på dette album, som hen ad vejen føles som en lang sejltur ned af Amazonas-floden, indtil man i ”Part 4” kommer ind i junglen til en lokal stamme. Herfra begynder pladen at blive mere rytmisk, uden det på noget tidspunkt bliver decideret opmærksomhedskrævende.

Og det er jeg sikker på er meningen. I og med at pladen primært er tænkt som baggrundsmusik til en udstilling, er musikken netop mere ment som akkompagnement, og derfor er det kun et plus, at musikken mere virker som en sonisk rejse end en decideret melodisk oplevelse. Det sker faktisk først i løbet af ”Pt. 7”, hvor vokalsamples og opklippede technobeats skaber noget, der lyder som et sammenhængende forløb, før det igen flyder ud i lyden af dyr, regn og bambusfløjter.

Men egentlig virker det hele ret godt. Den utrolig levende brug af reallyd og feltoptagelser er virkelig virkningsfyldt, og Jarres pionér-arbejde med synthflader og trommeprogrammering giver den malende fortælling om en af de største – og mest truede – naturområder i verden en smuk underspillet poesi. Endelig kan naturen og maskinen fungere i en flot syntese, uden at det går ud over andet end tid og sted. Når tordenvejr og synthpads blandes i ”Part 7”, og det knitrende bål blandes med syntetiske bastoner i ”Part 8”, er det tydeligt, at vi har med en dygtig, elektronisk mester at gøre, selvom det aldrig bliver til mere end et filtreret lydtæppe.

Amazônia
er en ganske fin ambientplade, der formår at holde ens fokus og tage en med på en indre rejse i troperne. Der er langt fra dette til Jarres største bedrifter, men der er heldigvis også langt til laserstråler og røgmaskiner, så alt i alt er albummet end bemærkelsesværdig parentes fra en kunstner, der trods alder og status stadig tør tage chancer og forny sig. Og det var der mange, der kunne lære noget af, skulle jeg hilse og sige!


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA