x
John Lennon: Plastic Ono Band, Ultimate Collection Box (6 cd, 2 blu-ray, bog)

John Lennon
Plastic Ono Band, Ultimate Collection Box (6 cd, 2 blu-ray, bog)

KLASSIKEREN: 50 år – Flot fejring af John Lennons blottede stjernestund

GAFFA

Box / Universal
Udgivelse D. 16.04.2021
Anmeldt af
Henrik Friis

”Mother Don’t Go / Daddy Come Home…”

December 1970: Det kunne kun blive til singlen ”Mother”. I første omgang. Indtægterne for at løbe med Nørrebros ugeavis i Baggesensgade – inkl. brandfælderne i de dunkle korridorlejligheder med petroleumsdunke på gangene – var ikke store. Så selve John Lennons første solo-album, Plastic Ono Band, måtte vente.

Alene singlens nøgne, hudløse budskab var anderledes musikalsk kost for en nyslået teenager, der var vokset op med beatlernes musikalske udvikling og univers. Men det var intet mod den isnende følelse, der ventede, da der endelig var kommet penge nok til at investere i selve albummet. Med hele ”Mother” som åbningsnummer – inklusive de indledende, tunge dommedagsklokker og ikke mindst slutningens gentagne, flænsende brøl ”Mother don’t gooooooauww / Daaaddy come home”, som radiovenligt var barberet væk i singleudgaven.

Sangen såvel som hele albummet var et usædvanligt og personligt udtryk dengang for 50 år siden – og er det fortsat, hvor John Lennon/Plastic Ono Band er udkommet i en Ultimate Collection med syv ½ timers musik på seks cd’er og 2 blu-rays, plus 132 siders bog fra perioden, der endeligt begravede Beatles-tiden med sit konkluderende ”The Dream Is Over”:

Her er albummets 11 original-kompositioner – og de forudgående tre singler – i nyafpudset form. I alternative versioner/outtakes. I element mixes (som fremhæver forskellige dele og særinstrumenteringer i numrene). I evolution mixes (som pædagogisk fortæller om hver sangs udvikling fra start til finish). I rå-mix (uden nogen overdubs). I de første tidlige demo-versionerer. Med hygge-jams musikerne imellem - plus liveoptagelserne til Yoko Onos samtidigt udsendte Plastic Ono Band-album.

Kan indholdet så bære det? Det kommer selvfølgelig an graden af patientens Lennon-feber. Men lakmus-testen – om ekstra-materialet kan bære gentagne afspilninger – må i flere tilfælde besvares med et ja.

For musikhistorien har sjældent budt på så blottet selvransagelse. Forældresvigtet i simple ”Mother”, hvor smerten blev skreget ud med afsæt i den primalskrigs-terapi, Lennon netop havde gennemgået. ”Working Class Hero”s illusionsløse opgør med samfundets mekanismer og klassestrukturer – spejlet i det liv, Lennon selv følte sig fanget i. Den helt enkle, smukke ode til kærligheden, ”Love”. Det eksistentielle ”Hvem er jeg” i melankolske ”Look At Me”. Fremmedgørelsen i rå ”Isolation”. Opgøret med idoldyrkelse, religion m.v. i den vrede rocker ”I Found Out” med den sigende sætning ”I’ve seen religion from Jesus to Paul” – omtrent samme emne som i den varme gospel ”God” med den afklarede afslutning ”… I don’t Believe in Beatles / I just believe in Me / Yoko and Me”.

Optaget på en måned og musikalsk skåret helt ind til benet af en tæt-tæt powertrio med Ringo Starr, beatlernes tyske ven Klaus Voormann og Lennon selv på guitar eller klaver. Grimt og skramlet – ingen studie-tricks her, modsat i Beatles-fortiden. Nøgternt. Eller bare enkelt, smukt. Ligeglad med om de enkle numre blev splejset sammen fra hørbart forskellige sessions, eller om der kom en ”bøf” eller to fra guitaren undervejs. Det var feelingen, der talte – med sigende punktum i kassettebånds-optagelsen "My Mummy's Dead" med sin pinefulde accept af moderens død mange år tidligere, en død som han først for alvor gav sig selv lov til at acceptere her. Lennon havde råbt ”Help" fem år tidligere - her i en alder af 30 gav han endelig efter for behovet.

Åget af skuldrene
Dén selvransagelse og blottelse er kernen i genudgivelsen af selve albummet – og bør også ses som sådan ved genlytning: Åget fra Beatles-tiden smidt af skuldrene. Og trang til at gå helt i dybden af sig selv efter otte års utter madness. Så de tre medfølgende singler ér slags tillægsgevinster optaget op til et år tidligere i helt andre sammenhænge: Bl.a. som nedslag i Lennon og Yoko Onos fredsaktivisme, som også medførte returneringen af Lennons MBE-orden til Dronning Elizabeth på grund af Storbritaniens manglende afstandtagen til Vietnam-krigen og flove involvering i Biafra-krigen.

Albummets seks stjerner er og bliver ikke til forhandling. Men lad os også løbe igennem box'ens ekstra-materiale, for de med mere detalje-interesse.

The Ultimate Mixes – Outtakes
Ikke den færdigproducerede vare, men på flere måder stærkt nok til at stå i sig selv. Specielt albummets rock-numre var langt hen ad vejen færdige på forhånd inde i Lennons hoved, så optagelserne gik lige så meget ud på at fange det rigtige moment. Det kom også her i  ”I Found Out” med hvæsende linjer ”Some of you sitting There / With your cock in your hand / Don’t get you nowhere / Don’t make you a man”. Så var den sang fri for at blive spillet på BBC.

Forbudt på BBC blev også ”Working Class Hero” på grund af sit ”But you’re still fucking peasants as far as I can see” – her i en første intens udgave af den folk’ede sang. Kærlighedsoden ”Love” er tæt på hjerteskærende i denne version kun med Lennons akustiske guitar, mens ”God” med Billy Prestons gæstevisit på pianoet har et lidt alternativt gospel-snit her, men fungerer.

The Element Mixes
Her er vi i afdelingen for special-krydderier. Element Mixes laver ekstra understregninger og fremhævelser af særlige instrumenteringer eller specielle komponenter.
Måske fungerer det ikke som almindelig afspilning sang for sang, men et forfærdende højdepunkt er vokaludgaven af ”Mother” uden nogen instrumentering, hvor man helt enkelt kan høre Lennon slide sin stemme i stykker i de afsluttende skrig. Uha.

Helt modsat er en lækkert fremtrukket dobbelt-vokal i ”Hold On”, og så skal vi igen fremhæve ”Love”: Her er specialiteten producer Phil Spectors smukke piano-spil, som høres i sin helhed og uden at fade ud. Bare smukt. Så lever man bedre med de ubrugte conga- eller Hammond-spor i andre sange - og forstår godt, de ikke blev inkluderet.

The Raw Studio Mixes
De bedste takes helt råt fra fadet. Ingen overdubs. Rocknumrene fungerer bedst. ”I Found Out”, ”Remember” med det fede piano-drive og singlen ”Cold Turkey” med sin dirrende vokal (og bl.a. Eric Clapton). Men absolut også ”Look At Me”s stille selvtvivl med Lennon i den sårbare rolle.

The Raw Studio Mixes – Outtakes
Andetvalget blandt de bedste takes – her er hovedparten af materialet at finde på blu-ray-delen af boxen, hvor man i øvrigt også kan finde al musikken i 5.1, dolby-udgaver m.v.

The Evolution Documentary
Her er hver enkelt sang præsenteret fra de første spæde trin til det endelige format – inklusive de indledende snakke musikerne imellem for at finde tempo, betoninger og diverse elementer, der blev afprøvet undervejs, men endte med at blive taget af bordet igen til fordel for andre ideer. Eller bare droppet.

Det er også her, man hører, at både ”Mother” og ”God” – albummets to markante piano-baserede numre - blev overvejet som guitarsange. Enten undervejs – eller helt fra start. Og man hører også, hvordan nummeret fik sin ekstra kvalitet og gospelswung med Billy Prestons piano-gæstevisit.
Selvfølgelig en afdeling for de helt nørdede – men i flere tilfælde spændende at høre, hvordan klodserne blev lagt oven på hinanden og nogle revet ned igen. Og i øvrigt sjovt at høre den gode kommunikation de tre musikere imellem, som var nok så munter og levende - albummets indhold til trods.

The Jams
Studie-hygge mens Lennon, Ringo og Voormann spiller sig varme. Mest gamle rock-klassikere fra Elvis, Fats Domino m.v. Men det høres også, at musikken aldrig var tiltænkt udgivelse.

The Demos
Spændende afdeling. Specielt syv af sangene optaget i den beboelse John og Yoko havde lejet i Bel Air, Californien, mens Lennon gennemførte primalskrigsterapi på Arthur Janov's Primal Institute i Los Angeles. Bare Lennon alene med en guitar - akustisk, eller elektrisk med bl.a. tremolo/ekko-effekt. Det sidste giver  "I Found Out" en helt manisk og pumpende country-blues-karakter, og eksempelvis  "God" får en langt mere Dylan-folket effekt, hvor Lennon dramatisk lader sin "I don't believe in..."-tekstrække vokse til et stort crescendo. Andet gods er et par piano-demoer fra London - specialt "Remember" med en helt anden sårbar og melankolsk afslutning. Uslebne, overvejende høreværdige diamanter - lidt a la Beatles' Esher Sesions. 

Yoko Ono – The Live Sessions
Under optagelserne af John Lennons album indspillede de tre også de tracks, som Yoko Ono formede til sin samtidige Plastic Ono Band-udgivelse ud fra. Lange og mest groovede live-indspilninger, som de tre fik til at koge op og ned – Lennon ofte med eksperimenterende udbrud – og som Ono kunne lægge sin ekspressive vokal oven på. Her er de lange live sessions i deres helhed inklusive hidtil uudgivne numre. På Onos endelige album var optagelserne skåret til. Denne del af Plastic Ono Band-optagelserne findes kun på blu-ray-delen af boxen.

Bogen
132 siders hardcover bog med masser af info: Kapitler som dels beskriver, hvordan begrebet Plastic Ono Band blev udtænkt (også koncerter uden mennesker på scenen), samtidens politiske bagtæppe for John og Yokos protester og aktivisme, indsigt i Lennons primalskrigs-terapi, der var så vigtig for albummet – og så grundige indføringer i pladens grundlag for de enkelte numre og selve indspilningen af dem. Med bidrag fra både Yoko Ono og Klaus Voormann – men Ringo mangler desværre, trods sin begejstring over at have deltaget. Nå, der er også masser af fotos – også ikke tidligere offentliggjorte. Et must for (os) fans.

Fasttømret klassiker-status
Plastic Ono Bands ry som klassiker kom først efterfølgende. Men den kom – og tæller stadig tungt med i diverse All Time Best-lister. Og når det gælder inspiration, var familieskabet blottende tydeligt hos Kurt Cobain på Nirvanas In Utero over 20 år efter. John Lennon selv kom aldrig til at overgå albummets helhed og intensitet – selvom Imagine, udgivet blot ni måneder senere var i familie emnemæssigt, og solgte mere med sin storhittende titelsang.

Tiden dengang var lidt Beatles-træt, efter uforløste Let It Be havde fastslået gruppens opløsning et halvt år tidligere. Højlydte alternativer som Zeppelin og Purple havde overtaget meget af radio-frekvensen i bl.a. min omgangskreds. Men John Lennon var ikke til at komme uden om. Det samme i øvrigt med George Harrison, som blot få uger inden Plastic Ono Bands udgivelse havde slået fast, at han sagtens kunne stå på egne ben med sin overskudsagtige samling stærke sange på det anderledes storlydende All Things Must Pass. Den havde også Ringo Starr og Klaus Voormann blandt de medvirkende – og Phil Spector som producer. Men det er en helt anden jubilæums-historie...


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA