x
Gojira: Fortitude

Gojira
Fortitude

Økologisk metal af den højeste karat

GAFFA

Album / Roadrunner Records
Udgivelse D. 30.04.2021
Anmeldt af
Keld Rud

Det syvende album fra det franske metalband Gojira repræsenterer endnu et stort skridt fremad i deres udvikling. Hvor forgængeren Magma viste et band, der kunne forme metalriff i et hav af forskellige udtryk, udvider de med Fortitude deres arsenal betragteligt. Den dynamik og variation, jeg efterlyste i min anmeldelse af forgængeren, er at finde på dette nye værk i rigelige mængder.  

Hvor albumåbner “Born for One Thing” ikke spilder mange sekunder, før lytterens ansigt bliver trykket fladt, indvarsler andet nummer “Amazonia”, at Fortitude er et overraskelsernes album. På sangen bruger bandet junglelyde og didgeridoo til at indramme opråbet mod nedbrændingen af Amazonskoven. På “Another World” finder man Gojira i det mere progressive og melodiske lune. Guitarist og sanger Joe Duplantiers vokal har udviklet sig enormt siden debutalbummet Terra Incognita. Hans stemme forener råstyrke og melodi i omkvædets “Another world / Another place to be”.  

“New Found” er måske et af de mest fængede numre på albummet med et gigantisk omkvæd, der ikke kompromitterer sangens tyngde, men i stedet cementerer den. Titelnummeret er en stemningsbåret lille sag, hvor bas, percussion og korsang udgør rygraden. Det fungerer som en glidende introduktion til sangen “The Chant”, der er ulig noget andet, Gojira har lavet før. Tempoet er sat ned, og der er masser af plads til de enkelte elementer i lydbilledet. Hvis man leder efter bandets karakteristiske tekniske riffarbejde, gør man det forgæves. I stedet bygger sangen på en gentagelse af den samme simple akkordgang gennem hele nummerets varighed, hvor forskellige stemmer og instrumenter supplerer og erstatter hinanden.  

På såvel “Sphinx”, “Into the Storm” som “The Grind” flexer Gojira igen deres metalliske muskelmasse, så man ikke et øjeblik er i tvivl om, at de fortsat kan sætte lytteren til dørs med nærmest overjordiske kræfter. “The Trails” bryder albummets rifftætte afslutning op med en eftertænksom og atmosfærisk komposition, der helt sikkert hører til blandt albummets højdepunkter.  

Lyrisk begræder Gojira på Fortitude gentagne gange menneskets grådighed på bekostning af den planet, vi lever på, ligesom vores grundvilkår som dødelige skabninger også bliver behandlet. Albummets 11 sange spænder vidt. Fortitude byder på en rigdom af detaljer og kompleksitet alt sammen båret oppe af overlegen instrumentering og en sikker sangskrivningspen.        


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA