x
Pink Floyd: Live at Knebworth 1990

Pink Floyd
Live at Knebworth 1990

Fin liveoptagelse fra post-Waters-perioden

GAFFA

Album / Warner Music
Udgivelse D. 30.04.2021
Anmeldt af
Espen Strunk

Siden 1974 har landsbyen Knebworth nord for London dannet ramme om rock- og popkoncerter i den helt store skala. Den 30. juni 1990 var godt 120.000 for eksempel forsamlet for at overvære en velgørenheds-koncert med navne som Dire Straits, Genesis, Robert Plant, Tears for Fears, Eric Clapton – og så Pink Floyd, som godt et år forinden havde afsluttet deres omfattende turné i kølvandet på albummet A Momentary Lapse of Reason.

Det var da også både sætlisten og sceneshowet fra den turné, David Gilmour og co. havde med til Knebworth den sommeraften i ’90 – og i den forstand ligger det ”nye” livealbum sig i direkte forlængelse af sidste års genudgivelse, livepladen Delicate Sound of Thunder fra samme periode. Det er Gilmours Pink Floyd for fuld udblæsning. Med masser af majestætisk Gilmour-guitar og gæsteoptræden af saxofonisten Candy Dulfer og – på keyboard – Michael Kamen, som var en tilbagevendende bidragyder i post-Waters-Pink Floyd.

Køber man præmissen, er Live at Knebworth ikke noget dårligt livealbum – og indpakningen unægtelig appetitlig. Udover det i øvrigt flot udfoldede firsernummer ”Sorrow” er der dømt klassikerparade – og man skulle da være et skarn for ikke at glæde sig over genhør med skæringer som ”The Great Gig in the Sky”, ”Comfortably Numb” eller den 11 minutter lange ”Shine on You Crazy Diamond”, som åbner sættet.

Rigtigt op at køre over denne inkarnation af det store band kommer jeg dog aldrig rigtig, hvis jeg nu skal være helt ærlig. Pink Floyds seriøst sindsoprivende, vilde og visionære år foldede sig ud 10-20 år tidligere – og på den måde havde en udgivelse af eksempelvis gruppens koncert på samme lokalitet i 1975 været at foretrække for denne trods alt mindre end uundværlige liveplade.  


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA