x
Royal Blood: Typhoons

Royal Blood
Typhoons

Tandløs hybrid af blueset garage-rock og MagicBox-hits

GAFFA

Album / Warner Music
Udgivelse D. 30.04.2021
Anmeldt af
Janne Hallman

Før deres tredje album ønskede Brighton-duoen at udvikle sig selv, og påvirket af fransk disco og house – især Daft Punk og Justice – udstak de nogle dogmer: mindre primitiv riffing, mere dansende festrock.

Samtidig ønskede de ikke, at nogen producer skulle involvere sig og prøve at ændre deres nye stil, men producerede pladen selv (bortset fra to numre).

Typhoons adskiller sig derfor markant fra de to første albums, da duoen nu i høj grad bruger synths, komprimeret bas og forarbejdede trommelyde. Derudover er flere sange baseret på det typiske EDM-princip "build up and drop", du ved, hvor musikken pludselig bremses, langsomt opbygges og derefter eksploderer for at skabe eufori.

Problemet er, at det er et stilskift, som Royal Blood ikke mestrer. I stedet bliver det en underlig tandløs hybrid af bluesagtig garage-rock og MagicBox-hits, der sjældent swinger. Albummets bedste nummer er typisk nok Josh Homme-producerede ”Boilermaker”, en sang der også har et par år på bagen.

Det ville ikke have gjort noget, hvis Royal Blood havde lyttet lidt til Black Keys’ samarbejde med Danger Mouse, især på mega-succesen El Camino. Der har vi et album, der bevarer traditionen, men får en moderne lyd og et djævelsk groove.

Typhoons har nogle sange, der på papiret er effektive hits (”Trouble's Coming”, ”Million And One”, ”Hold On”), men det rykker ikke. Hvis du går tilbage til bandets selvbetitlede debut fra 2014, føler du straks bruset, drivet, dynamikken. Dette høres sjældent på Typhoons.

Live kan jeg forestille mig, at sangene vokser, men i bilen eller til hjemmefesten foretrækker jeg at lytte til ”Figure it Out”, ”Ten Tonne Skeleton”, ”Come On Over” eller faktisk hvad som helst fra debutalbummet.

Typhoons er et godt eksempel på, hvorfor du ikke skal reparere noget, der ikke er gået i stykker.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA