x
Spike Lee: David Byrne: American Utopia

Spike Lee
David Byrne: American Utopia

Flere sange om bygninger og mad

GAFFA

Film / HBO
Udgivelse D. 20.10.2020
Anmeldt af
Simon Heggum

På mange måder virker det forkert at skulle lovprise filmversionen af American Utopia. Det er filmversionen af en banebrydende koncertproduktion, sat op på Broadway som en slags musical og instrueret af selveste Spike Lee. David Byrne som det altoverskyggende midtpunkt og hans sange, der spidder menneskeligheden i den moderne tidsalder i et format, der bryder med det klassiske koncertformat og samtidig kan ses som en spirituel efterfølger til Talking Heads’ Stop Making Sense, som er kendt som den bedste koncertfilm, nogensinde, overhovedet.

Selvfølgelig er American Utopia god. Selvfølgelig er American Utopia fremragende. Jeg vil vove at påstå, at det ville have været mere overraskende, hvis den var dårlig. Dertil er præmissen simpelthen for original og overrumplende til, at fucking Spike Lee kunne have fået en lortefilm ud af foretagenet. Jeg tror, jeg ville kunne have lavet en nogenlunde koncertfilm med et kamera og en kammerat, der fik proteinsalat fra Netto som eneste løn til at føre det. For det er virkelig et unikt show, som Byrne og de resterende 11 medlemmer af den energiske supergruppe får stablet på benene på en time og 40 minutter.

Og ja, det er det samme show, Byrne og band optrådte med på Arena-scenen på Roskilde Festival 2018, dengang man stadig kunne tage den slags for givet, og undertegnede havde noget nær en ud-af-kroppen fest til den koncert, på grund af Byrnes simple præmis: Ingen ledninger og elektronik på scenen. Dette gav musikerne hele scenen som et råderum, når de spankulerede rundt i matchende, gråt jakkesæt med påspændte instrumenter.

Og jeg skal denondelynemig love for, at scenerummet bliver udnyttet, når bandet først for alvor indfinder sig under Talking Heads-klassikerne ”This Must Be the Place (Naive Melody)” og den altid festlige ”I Zimbra”. For selvom showet er stærkt koreograferet, og nogle medlemmer danser rundt med stortromme, båthorn og klokker, så er den energi, man får fra gruppen, så smittende, at man – ligesom publikum i koncertsalen – rejser sig fra sædet og får lyst til at danse med.

Og det er det, Byrne kan. Han formår at tage stramme, postmoderne kunstkoncepter og stærk, ironisk samtidssatire og blande det sammen med energisk, dansabel rock med afrikanske rytmer, der gør, at man ikke kan sidde stille. Og det er vanvittigt fedt, når den 68 år gamle, ranglede ener danser rundt med korsangerne Chris Giarmo og Tendayi Kuumba i filmens indledende sekvenser. Mens musikerne indfinder sig i små grupper, lidt ligesom Stop Making Sense.

Men der er også andet på spil i American Utopia end de grå jakkesæt og synkroniserede benspjæt. Der ligger et ærligt, politisk og kunstnerisk hjerte og banker dybt inde i Byrnes musik, om så det er fra Remain in Light (et af verdens bedste albums, nogensinde) eller Byrnes seneste soloplade, som deler titel med filmen. Byrne får talt til det utroligt investerede publikum i løbet af filmen, hvor pointer om gensidig respekt, den menneskelige hjernekapacitet og viljen til at stemme, når der skal vælges politikere, bliver vendt – altid leveret med et kærligt, men bestemt blink i øjet, der bryder med det stramme koncept. Byrnes karakteristiske bevægelser, en blanding af moderne dans og onkel-i-karaokebar, er også med til at vise, at der gemmer sig et helt normalt menneske bag den to meter høje, barfodede særling.

Bedst er det, når de seks perkussionister får lov til at gå helt i selvsving på hits som ”Burning Down the House”, ”Once in a Lifetime” og en blændende version af ”Born Under Punches”, hvor Byrne også viser sine guitarskills frem som et syret ekko af Adrian Belews glitch-helvede fra den originale åbner på Remain in Light. Det er en hemmelighed, at Byrne er en glimrende guitarist!

Spike Lees instruktion bør også nævnes, da han formår at undfange det til tider spastiske show, og brugen af perspektiver, close-ups og dollyer er vigtig for at få hele oplevelsen med. Her har jeg især lyst til at fremhæve menneskemøllen i ”Burning Down the House”, den højtidelige stemning i ”Bullet” eller hele ”I Dance Like This” der starter med et band, som ligger på gulvet og ender i en sær, horroragtig dansesekvens. Spike Lee får også større indflydelse på Janelle Monáe-coveret ”Hell You Talmboat”, som er en moderne gospel/protestsang om sorte mennesker, der har mistet livet på grund af politi og racisme. Når Lee klipper de efterladte ind i versene, der navngiver ofrene, har vi at gøre med en aktivist, der ved, hvordan man udnytter kunsten til sit fulde potentiale.

Det er svært ikke at lade sig rive med, når man ser American Utopia, og den energi, der kommer fra bandet på scenen, smitter af på publikum, som igen smitter af på seerne – også selvom hele værket, som altid, kommer til at fremstå som en ode til det moderne menneskes angst og fremmedgørelse i et komfortabelt, postmoderne vakuum af arkitektur og fremmedhad. Når Byrne og band endelig sprænger den fjerde væg og begiver sig ud blandt publikum under den afsluttende ”Road to Nowhere”, ønsker man sig ikke blot en billet til Broadway-opsætningen, men man ønsker sig også tilbage til en tid, hvor den slags scenarier var muligt.

Med dagens triste festivalnyheder i mente, og med håbet om at kunne komme ud blandt mennesker på en festival og mærke musikken slukket, er David Byrnes, Spike Lees og det 11 mand høje bands mesterlige dekonstruktion af det moderne menneske stærkt anbefalelsesværdig, selvom det ikke helt når den enorme standard, som Byrnes band satte før ham. Det er ikke et filmisk mesterværk, men det er fandeme godt!

Filmen kan ses på CPH:DOX 21. april-12. maj – læs mere her


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA