x
David Wexler : William Basinski - Disintegration Loops

David Wexler
William Basinski - Disintegration Loops

Småkedelig indsigt i skelsættende båndsløjfer

GAFFA

Film / Cinema59
Udgivelse D. 16.03.2021
Anmeldt af
Simon Heggum

Der er så utrolig meget at sige om William Basinskis hovedværk The Disintegration Loops, at det næsten er det glade vanvid. Og da jeg satte mig for at anmelde dokumentaren om værket, gik det op for mig, at der ikke findes skyggen af omtale om Basinski – eller The Disintegration Loops – i GAFFAs arkiv. Det kan man undres over, da de fire albums, der udgør værket, måske har været et af de mest betydningsfulde stykker eksperimentalmusik inden for de sidste tyve år. I høj grad på grund af den triste kontekst som disse loops er blevet sat i. En kontekst, der til tider både overskygger manden og musikken i sig selv.

Så lad nærværende anmeldelse af David Wexlers småkedelige dokumentar om The Disintegration Loops, og manden bag dem, være GAFFAs første markering af ét af det 21. århundredes første store lydeksperimenter og historien om, hvordan kunst kan kontekstualiseres på flere planer, fra de indledende idéer til historiens gang. Bedre sent end aldrig. Og på en eller anden måde er den succes, som The Disintegration Loops har opnået, utrolig sigende for værket i sin helhed.

Historien om den aldrende, homoseksuelle komponist, der har lavet musique concrète og ambient, baseret på båndsløjfer siden sin ungdom, som pludselig får succes med sin udgivelse nummer en milliard på grund af en af nutidens største tragedier, er også historien om, hvordan kunst kan rekonstrueres og rekontekstualiseres af den realtid, den skabes i. Og en historie om at finde det smukke i destruktion.

Basinski fik oprindelig ideen til de seks udgivelser, da han begyndte at digitalisere sine samling af båndsløjfer i begyndelsen af dette århundrede og fandt ud af, at de var begyndt at opløse sig selv med årene. Basinski blev overrumplet af lyden af disse loops, og i stedet for at manipulere de repititive samples, overspillede han dem, som de var, ind til sløfjerne opløstes til intet af naturlig slitage. Værket er simpelhen lyd, der går i opløsning. Og det er fascinerende at lytte til de flotte, enkle stykker, der synes forsvinde mere og mere med tiden, indtil det bliver til fjerne ekkoer af de oprindelige loops inklusive hvid støj og kradsende lyd. En mageløs rejse ind i destruktion.

Og så skete 9/11, som Basinski selv stod midt i, da han i 2001 ikke boede ret langt fra Manhattan og havde udsigt til Twin Towers. Han var vidne til hele miseren, og da hans venner samledes på dagen på taget af hans bygning, valgte han at afspille loopsne, mens bygningerne kollapsede. Da han senere miksede en venindes filmoptagelser – solnedgangen på selve dagen den 11. september – sammen med det loop, der senere kom til at hedde ”dlp 1.1”, viste der sig et uhyggelig sammenfaldt mellem de tunge skyer fra Ground Zero og lyden af den repetitive symfoni, der lige så stille dør hen i støj. Basinski så det som et tegn og dedikerede The Disintegration Loops til de døde og de efterladte efter tragedien. Solnedgangen blev en musikvideo, og resten er historie.

David Wexler bruger en forholdsvis klassisk model til at fortælle Basinskis fascinerende historie, hvor han benytter sig af interviews med en række eksperter og bekendte samt Basinski selv. På den måde er dokumentaren langt fra banebrydende. Men til gengæld forsøger Wexler at rekontekstualisere The Disintegration Loops, da optagelserne til dokumentaren falder sammen med COVID-19-pandemiens begyndelse i starten af 2020.

En hændelse, der har potentiale til at revitalisere loops'ene og give dem en ny kontekst. Men også en hændelse, der har en direkte og livsændrende påvirkning på William Basinski, der for første gang i lang tid skal leve et liv i økonomisk uvished, da han ikke længere kan turnere. Basinski er en følsom mand, der sidder i sin bolig – komplet med swimmingpool, med badedyrsflamingo – og ser verden opløse sig på ny, mens hans livsgrundlag synes at smuldre med.

Og det giver da et vist indtryk, at dokumentaren finder sted midt i det hele, for som Basinski selv siger, er vi alle sammen i virkeligheden opløsende loops, og det mener han, at pandemien er med til at understrege. Undervejs glitcher selve filmen, da den af ovenstående grunde primært er baseret på virtuelle optagelser, og det giver egentlig også en ekstra dimension til værket, der på mange måder synes at vokse i relevans med årene, i al sin forgængelighed.

Men koblingen mellem pandemien og The Dinsintegration Loops kommer aldrig helt til at virke, selvom Wexler mixer New Yorks tomme gader sammen med den opløsende båndsløjfter. Og selvom man kommer tæt på Basinski, midt i krisen, og ser at han, kontra visse kritikeres argumenter, faktisk var – og stadig er – tydeligt påviket af 9/11, vælger Wexler alligevel at fortælle historien på en klodset, småkedelig og uorginal facon, der ikke rigtig kommer i dybden med de mange æstetiske og vanvittigt interessante aspekter, der er i æstetikken omkring The Dinsintegration Loops.

I stede får man en lidt for kort kronologisk gennemgang af Basinskis liv, tilblivelsen af The Disintegration Loops og den efterfølgende succes, op til pandemien i 2020 og udgivelsen af Lamentations fra sidste år. Det hele leveret som en powerpoint-præsentation.

Dokumentaren reddes af Basinski selv, der er en excentrisk ældre herre med en masse fantastiske oneliners og en utrolig charmerende personlighed, der virker oprigtigt påvirket af den nutidige situation og er meget taknemmelig for sin succes. Hans personlighed henter slet og ret den tredje stjerne hjem, i min karakter. Han er limen, der redder dokumentaren fra at gå i opløsning.

Det er sjældent, at tidens forgængelighed, forældelse og død er blevet dokumenteret så godt som på de fire albums, der udgør hele The Disintegration Loops og alene det, at Basinski nu nævnes på lige fod med Stockhausen, Cage og Eno, er en ode til, hvordan historie, tid og teknologi kan skabe – og genskabe – kontekst. Værkets indflydelse på alt fra moderne båndmusik og lo-fi til internetgenrer som vaporwave og glitchpop, er en sær historie om hvordan død skaber liv. Det gengives desværre ikke i denne lettere ligegyldige dokumentar.

Er du meget nysgerrig? Så anbefaler jeg de mange artikler og videoessays, der er lavet om The Disinegration Loops, og så burde alle mennesker sætte tid af til at lytte til dette unikke værk. Du kommer ikke til at lære ret meget nyt af den her dokumentar, som mest virker som en overfladisk introduktion til noget, der har en meget større relevans.

Filmen kan ses på CPH:DOX nu


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA