x
Spidsrod: Under Utæt Tag

Spidsrod
Under Utæt Tag

ANMELDELSE: I kælderen med halvfemser-tingene

GAFFA

Album / Duusfilm
Udgivelse D. 22.04.2021
Anmeldt af
Esben Suurballe Christensen

Debutudgivelse fra erfaren musiker fungerer bedst, når den ikke lader sig blænde af musikalsk nostalgi

Hvad gør man, når man som halv-gammel kynikerstatrut med hang til kulsort sarkasme og fortsat har albumcoveret af Dog Man Star & Du & Jag Döden hængende på ens kontor som billedet på kunstnerisk perfektion? Hvad gør man, når man får et skamløst radio-pop-album, fra da nutidens P4 var P3, ind ad døren?

Hvad gør man, når det visse steder er så sødmefyldt, at det ens blodbaner bliver tilstoppede, og sukkermigrænen melder sig? Her tænker jeg ikke kun på det faktum, at Spidsrod aka. debuterende solist Jacob Duus er 47 år og åbenlyst bekender sig til en genre, denne signatur brugte det meste af halvfemserne på sukke dybt over. Det er modigt, i en så relativt erfaren alder, at debutere med et musikalsk udtryk, der historisk hører ungdommen til.

For her tænkes der ikke kun på Duus' vokal, der balancerer usikkert på just den rigtige side af farvestofferne og fødselsdatoen. Men også eksempelvis albumåbner ”Sommerfuglesky”, der kan være taget ud af universet i en tidlig Søren Kragh-Jacobsen film. Hvilket måske ikke helt flugter med det tilstræbte voksenpop-udtryk. ”Fuld Kontrol” lugter også musikalsk faretruende af den 90'er-ironi, der var ved at udvikle sig til en skamplet på vores nations omdømme.

Hvad gør man så? Ja, man klør på. Og så finder man jo ting, der alligevel appellerer. Jo mere intensivt lytteprocessen bliver. Ting, der alligevel flugter og er i vater med det ønskede. Og her tænkes der ikke kun på anmelderens snævre musikalske habitus, men også kunstnerens tilstræbte udtryk. ”Det andet sted” er nemlig en hæderlig synth-pop-sang, der lyder ikke ulig det univers, Nordstrøm gjorde populært tilbage i midten af 00erne.

Tekstmæssigt er alle sangene skrevet til den samme kvinde gennem fire år, på hendes halv- og helårs fødselsdag. Fra forelskelsen til afvisningen og genopstandelsen. Det er ikke det store poppetiske univers, som litterater vil skrive eksamensopgaver om. Men det gør heller ingen fortræd, og tæerne forbliver helt rettet ud. Så det er godkendt.  

Som skrevet, fungerer det bedst, når vi ikke er i kælderen med 90'er-ting. Når det ikke bliver lige for lalleglad og ubekymret. Som på ”Altid mindst”, der har et fint synthpop-drive og et bundsolidt omkvæd. Det er albummets bedste sang sammen med den fine, lettere afdæmpede ”Hvisk mit navn”.

Ingen tvivl om, at Jacob Duus kan komponere og producere. Det fremstår helt tydeligt. Helt godt kan det sagtens blive, når han (og anmelderen) får smidt frakken med halvfemserting.

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA