x
Himmelhøj glæde og kvalitet på Nordic Noise

Hatesphere, Illdisposed, Pectora og Meridian, Nordic Noise, Amager Bio, København

Himmelhøj glæde og kvalitet på Nordic Noise

Anmeldt af Keld Broksø | GAFFA

Selv TV-avisen var på plads og berettede om boblende glæde, fordi der var levende musik for levende mennesker i Amager Bio i aftes. Musikerne var selv småeuforiske over blot at være der, så det var på alle måder en god start på aftenen.

Nu er der lidt nepotisme i tingene på Nordic Noise-festivalen over to dage, da pladeselskabet Mighty Music har sat sit absolutte præg på programmet, og vel er dette ikke stadion-segmentet, vi bliver præsenterede for, men fredag aftens niveau var alligevel himmelhøjt. Der sker simpelthen noget i den smeltedigel, hvor publikum kan sidde nok så meget ned, men magien bliver bare en anden, når blot publikum simpelthen er der.

Ikke et ondt ord om nødproceduren sidste år ”Streaming For Vengeance”, men rigtig Nordic Noise skal altså opleves live. Og lad os så komme i gang!

Meridian

***** (fem stjerner)

Lad mig have lov til at udstøde et stilfærdigt ”det var satans!” Meridian fik den ofte utaknemmelige opgave at åbne ballet, og tit kan den rolle også betyde, at nitterne uddeles først. Bare ikke her. Meridian kan synge om ”The Devil Inside,” så man tror på det. Der spændes fra falset til growl, og man er ikke for fin til lidt old school tostemmig guitar. Sagen er, at det virkede, som mere melodisk heavy skal fungere! Det storladne blev ikke forfladiget til klichéer, og humøret og energien sad, hvor det skulle. Meridian har udgivet deres tredje album Margin of Error, og mit bud er, at får de deres uundgåelige hit, så kan det her blive rigtigt stort.

Pectora

**** (fire stjerner)

Det er svært at spille stadionrock for et par hundrede siddende mennesker, men bandet gjorde sit bedste, og det var heller ikke så ringe endda. For den kamp vandt de. Vi har gang i noget klassisk heavy metal. Spændende rytmeskift og kompetent alt sammen, herunder præcise trommeslag lige i mellemgulvet, men det vedblivende indtryk? Nej. Ikke endnu. En del lød som gentagelser af kendte guitarharmonier tilsat de store og stærke omkvæd, men de hang også en anelse. Jeg tror, at bandet manglede tiden til at spille sig varm efter en forfærdelig corona-vinter, men det gør vi egentlig alle sammen. Det her skal nok komme på omgangshøjde.

Hatesphere

****** (seks stjerner)

At lave en intro med temaet fra tv-serien ”De uheldige Helte”, som kun oldtidsfund kan huske – og et outro med temaet fra Olsen Banden, ja, det rammer en helt speciel humor ind, når vi har at gøre med den vildeste thrash.

Jeg ved ikke, hvad der sket for Hatesphere under corona. Mit bud er, at nogen har boltet døren til øveren til, så de har opholdt sig der nonstop under det hele. Sjældent har jeg da hørt et tættere sammenspil i den genre kombineret med så meget attitude og vilje til at få tingene fyret af. Tilmed hamrende kompetent, hvor ingen faldt igennem. Personligt var jeg blæst bagover, og lige om lidt ringer redaktøren og spørger, om ”jeg virkelig mener det med seks stjerner?” Ja sgu. 

Det borger for kvaliteten, at Hatesphere siden starten af 00’erne dannet skole for moderne thrash, og aarhusianerne har også vundet fem priser ved Danish Metal Awards. I 2005 modtog de prisen som "Bedste album" og "bedste produktion" for deres album The Sickness Within. Det er altså ikke helt uprøvede folk, vi har med at gøre.

Kapelmester og guitarist Peter "Pepe" Lyse Karmark sætter retningen, og den forholdsvis nye forsanger Michael Olsson kan udover stilsikker vokal også præstere et ubestrideligt showmanship med optimal publikumskontakt. Kasper Kirkegaard, guitar, Jimmy Bank Fyrstenberg på bas, lægger sammen med Mike Park på trommer en totalt skridsikker bund, så ganske få thrash band i Danmark, ja, faktisk i verden kan være med. Det var verdensklasse.

Illdisposed

**** (fire stjerner)

Ildisposed koketterede selv lidt med, at de stort set ikke har spillet halvandet år. Det kunne man godt mærke de første tre-fire numre, men så kom der gang i tingene. Vi er i det mere klassiske dødsmetal, og der er et stort bagkatalog af erfaringer (helt tilbage til begyndelsen af 1990’erne). Ellers kunne Illdisposed heller ikke præstere det, som bandet gjorde med så få øvere op til koncerten.

Det er ikke enkel musik, der lires af. Alene tempoet vil tage pippet fra de fleste, men med lidt mere landevej i hjulene kommer vi op på den energi og fremdrift, som ligger lige under en fernis af, at nok er det her skidegodt – det kan bare blive endnu bedre. Og det bliver det også, når vi får alvor får lov at gå til koncerter.


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA