x
Marcherende i himmelfart med svingende arme

When Saints Go Machine, Posten, Odense

Marcherende i himmelfart med svingende arme

Anmeldt af Jens Dræby | GAFFA

Bassen brummer, stroboskoplamperne flimrer og en ensom konfettiflage daler ned fra loftet som et dårligt timet hvidt bøgeblad. Lyden fra denne live-udgave af “Parix” lader vitterligt lyden rikochettere over borde, stole, halvfyldte ølkrus og dansende stearinlys. Nikolaj Vonsilds enestående stemme lader til at flimre med den voldsomme lyd, der fylder Posten, og lyden har altså vækket glemte minder om festlige tider med kridhvid konfetti.

When Saints Go Machine er endnu ikke tyet til konfettikanoner, men smilene på Jonas Kentons, Silas Moldenhavers og Nikolaj Vonsilds læber er sin egen lille fest i skæret fra det henrivende scenelys. Koncerten er i små frustrerende øjeblikke en påmindelse om, at levende musiks kultur kun er delvist åben, og at der kommer til at gå noget tid, før vi alle må danse, som Vonsild lyksaligt sjosker rundt på scenen. Han er Samuel Herring, Killer Mike og Kong Louie. Akavet, energisk, intens og tryllebindende. 

Poppen lever

Det betød så meget lige præcis at høre sangene fra 2011's Konkylie blive spillet så rent og så indbydende. Det var ikke til at vide, hvilken retning When Saints Go Machine ville gå i efter flere udgivelser og koncerter, der har ladet til at ville genopfinde lyden fra start til slut. Men med en indledende omgang af singler fra den nye plade i nært selskab med “Church and Law” og “Mannequin” fra Infinity Pool, virkede alt pludselig muligt inden for mikrofonen, trommesættet og hvad end Jonas Kenton havde på sin pult af maskiner. Og trioen leverede hele vejen igennem som et band, der for alvor værdsætter at spille koncert, mens det er muligt.

Bandet havde ifølge Vonsild ikke spillet i Danmark i omtrent to år op til aftenens koncert, og den begyndende turné er blevet udskudt mindst et par gange. Derfor var omhyggeligheden til at føle på. Sættet var mørt med alle fedtkanterne skåret væk og med det helt rigtige tilbehør, der kun var til for at understøtte den gennemtrængende oplevelse med numre på tværs af alle de store studiealbum. Der var pyntet på sangene og kælet for detaljerne de rigtige steder, når “Love and Respect” kredsede specifikt om den naturligvis fraværende Killer Mikes vokaltrack og gled ubemærket over i “ArrowThroughSkinOutOfBlueSky” i en enkel og tilnærmelig udgave.

Den hiphoppede del af Saints’ bagkatalog lod sig afløse af deres egen udgave af en art r&b med “Far Cry” og “Never Seen Before” fra Emotional-pladen. Sættets syv numre fra det nye album var en eminent lim til nyt og gammelt, genkendeligt og eksperimenterende. Koncerten på Posten fik de nye sange til at give langt mere mening sat i sammenhæng med et skarpskåret og skarpladt livesæt på en god times tid. Den suveræne ballade “Not Everyone Walks Away” definerede sættets nedtonede og reflekterende del i perfekt følgeskab med SO DEEPs “I Don’t Tell”. Først blev stemningen sat med klaver og svajende vokalfilter, hvorefter stilheden stod perfekt i sine præcise implosioner på “Not Everyone Walks Away”.

Koncertens kerne var at finde i aftenens udgave af “Iodine”. En glimrende poppet genspejlning af “Love and Respect” i sin egen ret, men her fremført perfekt med Moldenhawers dragende trommespil i fokus og vokalen skarpere og tydeligere end på plade. Sangen stod som et fyrtårn af den særlige form for popmusik, der stævnede ud fra scenen og en gang imellem blev aldeles festlig for en onsdag aften. Tidligere blev det siddende publikum budt på en udgave af “Last One to Know”, der var tættere på sit club edit fra SO DEEP ekstra-ep’en, og før synthgaloppen i “Kelly” kom en sprudlende udgave af “Slave to the Take in Your Heaven” med en ekstra-drum’n’basset afrunding ledsaget af scenografiens regnbuefarvede lyskegler. 

Omhyggeligt sammensat

Selvom When Saints Go Machine virkede til at have forberedt sig i månedsvis, så var der små fodfejl midt i den euforiske rus, og det var allermest tydeligt i et mismatch af spor og rytmer i et af bandets første rigtigt store hits, “Fail Forever”. Det kluntede drop i lyden kunne have været en kalkuleret poetisk frihed, hvis ikke Moldenhawer smilte ukueligt til de to andre. Hverken her eller ved den lidt kaotiske lukker i “Kelly” var de tre tilbagevendte helgensmaskiner til at skyde igennem. 

Hvis man er en af dem, der synes, When Saints Go Machine peakede, dengang de spillede på NorthSide midt i en skylle fra himlen og lige havde udgivet Infinity Pool, så skylder man sig selv at fange dem på den igangsatte turné. I øvrigt også hvis man nogensinde har brudt sig om Vonsilds mærkbare stemme sammen med driblende beats. I virkeligheden, hvis man bare har savnet en god og gennemarbejdet koncert, der bygger videre og oven på oplægget med engagerede, taknemmelige og nærværende musikere, så er her en ret oplagt turné.

When Saints Go Machines turné fortsætter til:

13. maj: Store Vega (få billetter)

14. maj: Store Vega (få billetter)

15. maj: Train, Aarhus (få billetter)

 

Sætliste:

Emotional

Seized the Light

Church And Law

Mannequin

Parix

Unbroken

A Tomb Without You

Love And Respect

ArrowThroughSkinOutOfBlueSky

Far Cry

Never Seen Before

Last One to Know

I Don’t Tell

Not Everyone Walks Away

Iodine

Reflection of You (Bloodshot)

Fail Forever

Slave to the Take in Your Heaven

Kelly


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA